Velkommen til logen!

Illustration: Ditte-Marie Bindesbøll Schov

Allerede inden første dag er en mand faldet fra, men ellers er alle gået all in. Dem, der hader ordet ’Udkantsdanmark’. Dem, der tror, at pendlertiden bruges fornuftigt. I alt 97 nye studerende i journalistik på Medietorvet på Syddansk Universitet.

Af Naja Navntoft Holse

Jeg slynger armen ud i blinde mod touch-skærmen og stryger en finger henover, indtil digitaluret lyser i mørket. Ingen kan udefra se, at 3. Verdenskrig er begyndt bag mørklægningsgardinerne. En tung smerte kiler sig igennem hjerneskallen. Min blære er ved at lække, og duften af kolde asiatiske nudler kravler hastigt op i næseborene. Alle muskler er så godt som opløst i nattens procenter, idet jeg slæber mig ud på toilettet.

»Så det måske tid til at tage hjem!«, var den sidste tanke, der fløj forbi, inden jeg vaklede med cyklen ud af Vintapperstræde. Nåede jeg at gøre noget pinligt?

Det er med journalistuddannelsen, som det er med loger
Det er første dag på journalistik, og en eroderende frygt har frosset mine lemmer. På Studenterhuset skal jeg muligvis møde hele Vallekilde Højskole og forsøge at mase mig ind i deres fællesskab. Jeg skal være imødekommende, klog og bevise mit værd uden at være alt for på.

Jeg træder ind i lokalet og laver en hurtig vurdering af kønnenes fordeling. To venner snakker anerkendende om en medstuderendes velproportionerede fedtdepoter. For der er selvfølgelig flere af dem, der kender hinanden. Jeg selv er placeret i gruppe med min gamle studieveninde. Velkommen til den eftertragtede loge. Allerede nu skal man kende én for at komme ind.

Gymnasie- eller højskoleniveau
Officielt bliver det først, når Peter Bro og underviserne bliver præsenteret tirsdag. Det gibber i mig for at komme i gang. Hedder det en uddannelse, når det er en hobby? Den bløde start vækker forundring hos højskoleeleverne. »Ej, det ved alle!«-kommentaren kommer allerede i første uge. Jeg må bide mig selv i læben når Askov, Vallekilde og Røddings soldater hæver deres højskoleophold op på niveau med bacheloren. Jeg formoder, vi stiger over det niveau i løbet af de næste par år. 

Derfor er vi optaget
På intet tidspunkt i den første uge ser jeg en medstuderende være uopmærksom eller ligeglad.

Heller ikke underviserne for den sags skyld. Det er som om, at en hinde beskytter disciplinen. Der er en grund til, at lige netop denne gruppe er optaget.

Det flyder over med engagement. Selv ud af Hjallesevej og gennem skoven kan jeg til min overraskelse høre, der bliver vendt 2025-planen og en falden hashgade. Der findes flere mennesker, der sluger nyheder og viden til hvert måltid. Umættet for en kort stund.

Når smagsløgene ikke står og dirrer blandt damebladsskribenter og den nye Johannes Langkilde, kan vi forhåbentlig lære at gøre tekster, speaks og fremtidigt arbejde lige så spiseligt. Om end et portræt af en medstuderende ikke virker krævende til at begynde med, er vi flere som utilfreds må hænge vores tekster op på Medietorvet til offentligt skue for de lidt mere erfarne øjne. Første gang ud af mange.

En øl eller to løsner stemningen
På en rundtur i Odense skal du spise ti vakuumpakkede partypølser. En disciplin, som lægger facader ned blandt mine medstuderende. For du husker den dag, hvor du finder ud af, at du skal være klar på hvad som helst på dette studie.

Fredag aften rundes ugen af med Tour de Chambre. Efter en juleaften, noget lummert flødemusik og en isbjørn, forlader hæmningerne de fleste.

Det sidste jeg husker, er en diskussion om de danske mediehuse. Det er først, da Spice Girls ryger på, at jeg holder min procenters visdom for mig selv. Undskyld til alle, der så det.

Dagen efter havde de moralske tømmermænd klistret sig fast til mig. I dag går det nok. Men det er ikke sidste gang, en af os opfører sig anderledes end de andre i boblen.

 

nhols15@student.sdu.dk