Jern Henrik-værter: »Alder er jo kun et tal«

Foto: Matthias Grandjean

Efter mange måneder i al hemmelighed er værterne for årets Jern Henrik endelig blevet offentliggjort. Jern Henrik er en prisuddelling, som afholdes hvert år. Her hyldes de praktikanter fra Syddansk Universitet, der har brillieret på skrift, TV, radio eller noget helt fjerde. Lixen har taget en snak med de to herrer for at lære dem lidt bedre at kende. Tolv år og vidt forskellige lørdagsrutiner skiller de to ad, men netop aldersforskellen er med til at styrke dette års værtsskab.

Af Emilie Utzon Carlsen & Jasmin Lennert

På trods af de godt tolv år, der er mellem de to Jern Henrik-værter, er hverken Morten Beese eller Ole Kalsbøll i tvivl om, at  aldersforskellen er en klar styrke for både værtsparret, showet, ja, faktisk for hele uddannelsen. Alder er jo kun et tal.

»Det er vigtigt for os at vise, at vi også er forskellige på det her studie. Det er ikke kun ham drengerøven, der går i byen hver weekend. Men der er fandme også plads til at være far. «

De to repræsenterer rammer hver deres ende af spektret. Mens de fleste nok kender Ole Kalsbøll som tutor og fast inventar i Odenses natteliv, tilbringer 35-årige Morten Beese lørdag nat med bleer, baby og barnevogn.

Kontrasten mellem de to er svær ikke at lægge mærke til. Men for at lære værterne lidt bedre at kende er de blevet bedt om at forklare, hvem der gemmer sig bag både drengerøven og familiefaren.

Tiden før Syddansk
Hvad har I egentlig lavet før I endte på SDU?

Ole: Jamen, jeg har været teamleder på Kong Kaffe i Lyngby, og så har jeg været lærervikar.

Morten: Er det sandt, at du forsøgte at indføre konceptet fra Joe and the Juice på Konge Kaffe?

Ole: Jo jo, jeg er jo indbegrebet af Joe and the Juice. Jeg har bare aldrig arbejdet der. For de ville ikke have mig.

Morten: Men det var da dig, der gav inspiration til Joe and the Juice?

Ole: Præcis. Da jeg blev lærervikar prøvede jeg også at indføre Joe and the Juice-konceptet. Det gik ikke så godt, men jeg blev rigtig populær blandt de unge tøser. Det kan man jo kalde en fremtidsinvestering.

Hvad har du lavet, Morten?

Morten: Jeg er jo studiets grand old man. Jeg er 35. Og jeg har jo været politibetjent i ni år og er derfor også en meget seriøs og autoritær mand. Det er derfor jeg også kan vende Oles ungdom til en styrke. Han minder mig meget om nogle af de unge mennesker, jeg havde med at gøre på mit gamle arbejde.

Selvom Morten Beese har mange års erfaring med at tackle den yngre generation kulminerer Joe and the Juice-inspiratoren og politibetjenten endnu en gang, da der bliver spurgt ind til, hvornår de to hver især sidst har haft tømmermænd.

»Jeg har det stadig lidt efter sidste weekend. Det skal da ikke være løgn. Jeg har været lidt halvsyg de sidste to dage efter tutormiddag og semesterstartsfest,« fortæller Ole Kalsbøll og tager kasketten af, mens Morten Beese tager over:

»Sidst jeg havde tømmermænd var i sommeren ‘92, da Danmark vandt Europamesterskabet. Men det kan du nok ikke huske, Ole.«

Rødvin, is og kærlighed
På trods af at Ole ikke engang var sat i verden, dengang Morten sidst havde tømmermænd, så har Morten en guilty pleasure, som Ole til dels kender til.

»Rødvin, masser af rødvin. Jeg kan, uden jeg er flov over det, drikke en flaske rødvin i mit eget selskab, og jeg er ikke en gang beruset. Det har noget med alderen at gøre. Jeg bliver ikke teenagefuld mere – jeg bliver ’onkel pinlig-fuld’. Jeg drikker meget rødvin… Det har nok også noget at gøre med, at jeg er blevet far,« erkender Morten Beese.

Ole Kalsbøll ryster på hovedet og fortsætter:

»Det er klart is – og hurtige tøser – ej, jeg kan spise meget is. I hvert fald en gang om ugen ryger der sådan en 800 milliliter Stracciatella ned. Eller hvis de har de rigtig gode i Netto. Underground-is med Bananachip-chocolate. Det er den bedste is, der nogensinde har været!«

De to værters guilty pleasure nævnes også blandt de tre ting, de ikke ville kunne undvære. Morten Beese tøver ikke, da spørgsmålet falder:

»Rødvin, min søn og min kæreste. De gælder for en ting. De er en pakke. Og så Premier League fodbold.«

Oles svar kommer næsten ligeså rapt:

»Det må være is, Rasmus Seebach og min mor,« smiler han.

»Nå ja, jeg har da også en kæreste. Hun kommer måske før Rasmus Seebach… Ej, Rasmus Seebach siger jeg.«

Det var ‘meant to be’
Begge værter kan også blive enige om, hvad de glæder sig mest til, når de skal styre slagets gang ved dette års Jern Henrik:

»At stå på scenen og give folk et show,« slår Morten Beese fast. Ole Kalsbøll, der endelig får lov at stå på scenen med hans idol, indrømmer, at det også kommer an på, hvem man står på scenen med:

»Jeg glæder mig så meget. Allerede sidste år kan jeg huske – jeg ved ikke om du kan huske det, Morten – Vi var begge ret fulde. Men der kan jeg huske, jeg spurgte dig: Er det os to næste år? Og så skrev jeg jo til Morten her i år, at hvis jeg skulle på scenen, så skal det kun være med dig. Så jeg glæder mig i hvert fald til at stå på scenen med Morten.«

 

emcar13@student.sdu.dk
jalen15@student.sdu.dk