Ja, jeg arbejder på SE og HØR, og jeg elsker det!

Foto: Mikael Reick, SE og HØR

De er kendt for dårlig moral, Danmarks største medieretssag og paparazzi. Og kendte. Masser af kendte. Julie Würtz gjorde op med de traditionelle nyheder og valgte i stedet at teste fordommene hos et af landets mest omdiskuterede medier. Velkommen til 12 måneder på SE og HØR.

Af Julie Würtz
julie.wurtz@sh.dk

Pludselig fik jeg nok. Blot få dage før ”panikdagen”.

I to uger havde jeg stormet land og rige rundt til forskellige åbent husarrangementer i TV-branchen. Men den rette mavefornemmelse var aldrig dukket op. Og alligevel stod jeg som en skræmt kalv bundet til brunchbordet på ”Kvægtorvet”, mens jeg nervøst sippede til min kaffe.  Og så slog det mig.

Det her er ikke mig. Jeg dur ikke til ultrakorte deadlines og hardcore nyhedsjournalistik. Jeg vil ikke ændre verden. Det må jeg lade de andre om. Jeg vil skrive til helt almindelige danskere, der befinder sig i alt fra det nordlige København til Klitmøller i Udkantsdanmark. Jeg vil få folk til at slappe af i stedet for at stresse. Jeg vil lave underholdning frem for nyheder.

Og tanken om at skulle arbejde på aviser eller TV-stationer, hvor alting foregår fra dag til dag, giver mig næsten hjertebanken.

Jeg indrømmer blankt, at jeg i panikræset lod mig rive med på en popularitetsvogn, hvor jeg kun søgte de steder, der ville være et rent show-off på det obligatoriske panikbillede uden for Danmarks Journalisthøjskole. Men nøj, hvor ville det være fedt at være en af dem, som kunne vise, at man var havnet på TV 2 eller Politiken. Men nej.

Jeg kom nemlig i tanke om, at det hverken var Politiken eller TV 2 Nyhederne, der gav mig drømmen til at blive journalist. I stedet havde jeg siddet i mine teenageår og savlet over Zulu Awards, DMA, Vild med dans og tonsvis af røde løbere med kendte i glitter og glamour.

Det er min drøm
Så jeg tog chancen og søgte praktik hos dem, de andre medier ikke må lege med. SE og HØR.  Jeg har ikke fortrudt det et eneste sekund. Faktisk, så elsker jeg det.

Og siden jeg nu arbejder på SE og HØR. Er jeg så en idiot? Nej. Har jeg en moral? Ja. At møde og nedbryde fordomme er en del af jobbeskrivelsen. Jobbet på Danmarks største sladderblad kunne let hentyde, at jeg ikke tager hensyn til andre. Men virkeligheden er en ganske anden.

Personligt har jeg aldrig følt mig presset til at skrive om noget, jeg synes, der er gået over min egen moral.

Dog har jeg haft mine betænkeligheder ved at vælge et så omdiskuteret medie. Kommer jeg til at sætte mig i bås i forhold til min karriere? Og hvad vil mine venner og familie dog sige? Og en kæmpe medieretssag kørende på alle nyhedskanalerne vil måske heller ikke fremme min sag. Men på en måde ville det jo også være en udfordring. For hvordan får man et blad op at stå efter sådan en omgang? Jeg kan fortælle jer, at det ikke er let.

Efter SE og HØR-sagen har bladets omdømme fået et ordentligt hak. Men det er ikke en hindring. Heller ikke for mig som praktikant. I stedet for at hente kaffe bliver du således inviteret ind til chefredaktionen, hvor du får lov til at smide dine ideer på bordet. Og man bliver lyttet til.

Intentionen er nemlig den samme. SE og HØR skal komme på det rette spor igen efter skandalen.

Men du bliver også testet til grænsen. Jeg glemmer aldrig min første opgave på bladet. Det var min fjerde dag på redaktionen, og jeg havde fået den opgave, at jeg skulle interviewe Viggo Mortensen og Ghita Nørby i Dragør.

»Held og lykke. De gider aldrig at snakke med os, så du prøver bare,« grinte folk på redaktionen dagen før. Men dagen efter var det mig der grinte, så tårerne trillede ned ad kinderne, da jeg sad på en bænk i en sandwich mellem ”Matador”- og ”Ringenes Herre”-legenderne, mens vi drak champagne og snakkede om Ghitas have.

 

Det var blot starten
Siden har jeg på SE og HØR også stået sammen med Dronningen til en udstilling på Amalienborg, været i Operaen til Zulu Comedy Galla, delt 30 sekunder af mit liv med Mads Mikkelsen, da jeg var så heldig at fange ham til en biografpremiere, fået kindkys af Ole Henriksen til Copenhagen Pride, stået på rulleski med Julie Berthelsen, været til ballet på Det Kongelige Teater, og ikke mindst har jeg skubbet min chefredaktør i vandet i et hundekostume – bare fordi det kunne være sjovt på video.

Men selv om opgaverne let kan virke som fis og ballede på sladderbladet, findes der også en mere alvorlig side af SE og HØR. Under ”Knæk Cancer”-ugen i oktober har jeg interviewet kendte og almindelige danskere om deres smertefulde oplevelser med sygdommen. Det var hårdt at have mennesker i røret, der fortæller om, hvordan de har mistet deres kære, eller selv har været igennem et forløb med den frygtelige sygdom.

Personligt var det en af de største udfordringer for mig på bladet, da jeg normalt taler med et glimt i øjet, når jeg møder de kendte. Nu var tonen anderledes, og jeg skulle komme helt under huden på folk og stille de svære spørgsmål om liv og død for at fortælle den historie, der virkelig gjorde ondt.

Jeg har lært en masse ting ved at være på SE og HØR, men jeg må sige, at praktiksøgningen gjorde et stort indtryk på mig.

Jeg var tæt på ikke at søge ind på bladet, fordi jeg var bange for, hvad andre ville tænke om mig. Både på studiet, i min senere karriere, og ikke mindst min familie. Heldigvis er udfaldet blevet rigtig positivt. Det er sjældent, at personer påpeger, at mit arbejde er decideret uacceptabelt. Og jeg tager gerne diskussionen op, når den kommer. For at arbejde på SE og HØR har allerede på under fire måneder givet mig så mange fantastiske og gode oplevelser, jeg aldrig har turde drømme om.

Så man skal ikke være bange for at sende sin ansøgning i en anden retning end de andre, hvis det virkelig er et sted, man brænder for at være. Jeg var tæt på at lade være. Og jeg er i dag meget taknemmelig for, at jeg ikke fik en forhåndsaftale på Kvægtorvet den mandag eftermiddag.

For det kunne jo være, at man bliver positivt overrasket og ender på en træbænk en lørdag eftermiddag udenfor Dragør Bio med champagne, Ghita Nørby og Viggo Mortensen.

For ja, jeg arbejder på SE og HØR – og jeg elsker det!