Hvem vil DU være, når du bliver stor?

Foto: Laura Kold

Selvom det er, hvad mange ønsker, kan vi ikke alle blive ansat på DR. Men DR er heller ikke alt, der er ude i virkeligheden. Kan jeg få lov til at drømme om noget helt andet uden at blive en dæmoniseret forræder? Hvad hvis ’the dark side’ er ’the right side’ for mig?   

Af Laura Kold

Lige nu er vi så heldige, at vi tumler rundt i journalistikkens kravlegård. Vi bliver madet med teknik og journalistiske virkemidler – og skulle vi falde ned fra puslebordet, så er der nok nogen, der kommer og trøster os. Men så heldige bliver vi ikke ved med at være. På et tidspunkt bliver vi nødt til at tage stilling og spørge os selv: Hvad vil jeg egentlig være, når jeg bliver stor?

I marts sidste år kastede jeg derfor suttekluden fra mig og prøvede noget helt nyt. Jeg blev ansat som pressemedarbejder for det odenseanske Warehouse Festival. Og midt i al den glade hurlumhej af pressemeddelelser, Instagram-kommentarer og Bilka-konkurrencer gik det op for mig, at jeg virkelig synes, at det er fedt at lave kommunikationsarbejde.

Desværre er det først for nylig blevet noget, jeg tør sige højt. For da jeg begyndte på studiet blev det at arbejde for en virksomhed eller en organisation døbt: ”the dark side”. Det var langt fra en lige så ”fin” stræben som efter en plads på Politiken. Men måske handler det ikke om at få den fedeste praktikplads – måske skal vi ikke spørge hinanden, hvor vi gerne vil arbejde, men nærmere hvilken slags journalist vi gerne vil være? På studiet bliver vi opfordret til objektivitet og til at overholde de klassiske journalistiske værdier. Derfor forstår jeg godt, at nogen måske føler, at kommunikationsarbejdere er ’de onde forrædere’, der har forsømt deres pligt som fjerde statsmagt. Men for mig handler det i bund og grund bare om at få chancen for at lave noget fed kommunikation under de krav og arbejdsvilkår, som passer til mig.

Giv mig dagligdagen
Oplevelsen som pressemedarbejder fik mig til at indse, at jeg ikke nødvendigvis vil være klassisk, objektiv nyhedsjournalist. Jeg vil hellere være hende, der bruger alt det, hun har lært om journalistik, til at lave noget fedt kommunikation.

Mens jeg har shoppet rundt mellem de forskellige håndværk, er der især én ting, der er gået op for mig – og det er, at det er hårdt at være journalist. Der hviler et konstant nyhedspres på os. Vi skal levere en skarp vinkel og interessante formuleringer – hver dag.

Forstå mig ret. Jeg brokker mig ikke. Jeg vil gerne leve i den hektiske hverdag som følger i nyhedsstrømmens kølvand. Jeg vil gerne udvikle mig som journalist.

Om det så bliver som skreven journalist, på tv eller som den sprøde stemme i din radio. Men ikke for altid.

Et tirsdagsarrangement gjorde mig sidste forår klar over, hvor meget man måske må gå på kompromis med, hvis man forfølger sin drøm om at blive den næste Matilde Kimer. Jeg ved allerede nu, at jeg ikke har lyst til at gå på kompromis. Jeg vil ikke bruge resten af mit liv på at være en småstresset journalist og hver dag jagte ’noget nyt’, der bliver leveret to minutter inden deadline. Jeg drømmer om at have tid til at gå og nusle i min blomsterhave – eller at brodere et sengetæppe – hvis det er det, jeg har lyst til. Jeg vil have tid til at få børn før karriere, og jeg vil selv hente og bringe dem. Hver dag.

Det billede, jeg har af nyhedsverdenen, og det billede jeg har af, hvordan mit liv skal udvikle sig, er ikke fuldt ud forenelige. Og derfor ved jeg allerede nu, at jeg ikke vil være journalist resten af mit liv.

Derfor er kommunikationsbranchen en velkommen tanke, som jeg godt kunne vænne mig til.

Og der er jobs
Jeg er heldigvis ikke den eneste, der flirter med fjenden. Kl. 13:23 mandag d. 12/9 sagde Heidi Jønch-Clausen det endelig højt. Vores underviser i Mediesprog 3 sagde:

»(…) Så hvorfor skal I vide det her, spørger I nok. Det skal I, fordi mange af jer vil ende som kommunikationsmedarbejdere.«

Og det er sandheden. Tal fra DJ viser, at næsten 20 % af sidste års dimittender fra de journalistiske uddannelser i dag arbejder med enten offentlig eller privat kommunikation. Det er altså en realitet, at vi ikke alle ender i DR-byen, men at nogen ender med at arbejde på et fagblad eller i en virksomhed.

Jeg er en af dem, der gerne frivilligt trækker i kommunikationskappen. Jeg vil gerne lege med journalistikken og blive dygtigere. Men jeg interesserer mig mere for, hvad journalistikken kan føre til – og jeg kan sagtens se mig selv som kommunikatør i fremtiden.