»Det er ikke slut endnu«

Elisabeth Friis Larsen fik sin praktikplads.

Det blev sagt så mange gange til Store Match Dag, at man kunne have gjort det til et drukspil. Men faktum er, at det ikke nødvendigvis er slut, hvis man ikke har fået en praktikplads til Store Match Dag. En af dem, der har haft heldet med sig på den anden side, er Elisabeth Friis Larsen.

Af Signe Skov Henningsen

Store Match Dag løb af stablen fredag d. 15. april. 32 ud af de 86 praktiksøgende SDU-studerende måtte tage hjem uden en praktikplads. Men som der blev sagt helt utrolig mange gange på dagen, så var det ikke slut endnu. Nye praktikpladser blev slået op, og andre medier havde ventet med at søge praktikanter til Store Match Dag var overstået. Elisabeth Friis Larsen var en af dem, der måtte tage slukøret hjem fra Århus, men mandagen efter landede hun en aftale med Sand TV.

»De ringede til mig på panikdagen lige i den der halvanden time, hvor der ikke må være kontakt mellem medier og de journaliststuderende. Der ringede de og sagde: ‘Hej, vil du komme til samtale på mandag?’ På det tidspunkt vidste jeg ikke, om jeg ville få noget på dagen, eller om jeg ikke ville, men jeg tænkte, at hvis jeg fik en plads, så ville jeg sige ja til den og så bare aflyse Sand TV. Men jeg fik jo så ikke noget, og så tog jeg til samtale med Sand TV,« siger hun.

Nedstirret telefon ringer aldrig
Egentlig havde hun ikke regnet med at ende hos Sand TV. I ugen op til havde hun været til samtale hos både DR, TV2, BLU, DocEye, Døvefilm, Ekstra Bladet og Metronome. »Men der vidste jeg godt, at jeg ikke ville få en plads,« siger hun. »Jeg tror faktisk ikke engang, at jeg nåede at lave en ansøgning til BLU, fordi jeg vidste, at de lavede forhåndsaftaler med nogle andre, og så var jeg sådan lidt, ‘Hvorfor skal jeg så søge dem?’«

Dog så hun en åbning hos Døvefilm, og havde også regnet med, at de ville ringe til hende til Store Match Dag. Men det gjorde de ikke.

»Jeg havde virkelig håbet på, at Døvefilm ville ringe, for jeg vidste godt, at hvis de ikke ringede, så ville jeg ikke få noget – den dag i hvert fald.«

»Jeg skal forberede mig, jeg skal forberede mig«
Efter at have stået med en tavs telefon til Store Match Dag gentænkte Elisabeth sine muligheder. Udover den planlagte samtale med Sand TV fik hun en samtale med Region Sjælland mandagen efter. Hun havde ikke overvejet at søge praktikplads hos dem, men da hun stod fredag eftermiddag uden en plads, ringede hun til dem alligevel og lavede en aftale om at komme til samtale hos dem samme dag, som hun skulle til samtale med Sand TV.

Om mandagen mødtes hun både med Region Sjælland og Sand TV, og det endte med, at både Region Sjælland og Sand TV tilbød hende en praktikplads. Hun endte dog med at vælge Sand TV.

»Jeg sad på en café med en veninde, og der var en meget blandet stemning. Men så ringede de og sagde, at de havde valgt at ansætte mig. ‘Mener I det?’ var det første, som jeg nærmest råbte til dem i telefonen. Jeg kunne slet ikke være i min egen krop.«

Men selv hvis hun ikke havde haft succes med Sand TV eller Region Sjælland, stod hun klar med en plan C: Få oprettet en ny plads. »Min veninde prøvede at skrive rundt til nogle, som hun tænkte havde indflydelse, men det nåede der aldrig at komme mere ud af, for så havde jeg fået en plads. Jeg havde da tænkt mig at prøve at presse på nogle steder. Måske finde nogle steder, der ikke havde slået en stilling op og høre dem, om de ikke havde tænkt, at de skulle have en praktikant, for det ved jeg er lykkedes for andre.«

 

sihen15@student.sdu.dk