Laksen er løs i Fandensgade

Foto: Emilie Kruse Foxil

 

 

Af Alexander Berg Jensen

Jeg har et lille, men også ret vigtigt opråb til ledelseskorridorerne på Center for Journalistik. Det handler om makkerskabs-konceptet på radio- og tv-semestrene. Jeg siger det meget nøgternt uden de store sproglige vendinger: det fungerer ikke optimalt.

Bare lige for at slå det fast med syvtommersøm, så skal man på radio- og tv-semestrene være i makkerskab. To og to. Og det er hér, jeg har gået og grublet, studset over et meget simpelt spørgsmål; hvorfor egentlig?

Først og fremmest vil jeg gerne understrege, at jeg selvfølgelig finder fordele ved, at man er i et fast makkerskab. Det er på alle måder en rar og tryghedsskabende tanke om, at man har én sparringspartner. Man bliver også bedt om at finde sin egen journalistiske soulmate. Én, som har omtrent samme visioner som én selv. Én, man ved har et særligt gåpåmod, hovedet fyldt med geniale idéer og med kreativiteten solidt støbt i sin journalistiske DNA. Det lyder alt sammen meget lyserødt, og det er også drømmescenariet, når man skal til at vælge makker. Man kan også være så heldig at finde én på linje med et makkerskab som Anders Breinholt og Anders Lund Madsen eller Esben Bjerre og Peter Falktoft. Jeg under helt bestemt de makkerpar, som klikker sammen på denne her måde. Nu lyder jeg med garanti helt Nordsø-bitter over, at mit eget makkerskab ikke gik, som jeg engang håbede på. For jeg var selv helt overbevist om, at mit valg var det rigtige. Det var det også langt hen ad vejen, men til sidst gik det ikke længere. Det endte med en blid skilsmisse. Det lyder som et teatralsk drama med Hugh Grant og Renée Zellweger som hovedrolleindehavere, men det var det bestemt ikke. I så fald vil dramaet fylde en kvart A4-sides manuskript.

Det var i sidste ende blot en ærlig beslutning om, at vi som makkerpar ikke supplerede hinanden så godt længere. Det hele ville gå ud over den journalistiske produktion, og med hånden på hjertet sparrer vi nok også hinanden for flere indre blødninger på længere sigt. Så igen, et gabagtigt non-drama – blot en erkendelse om, at nu kunne vi godt se enden på vores epoke.

Hele skilsmisse-affæren med min makker gav mig mange overvejelser om, hvorvidt hele makkerskabs-konceptet overhovedet fungerer. Sådan et ’break up’ er jo aldrig en helt gnidningsfri beslutning. Der lå masser af frustrationer og refleksioner bag, som gjorde, at man måtte skrive ”Alexander og Julies makkerskab. 2017-2017.” på gravstenen ved 3. semesters spæde begyndelse.

Årsagen til at jeg ikke synes, makkerskabs-konceptet fungerer, har flere aspekter. Først og fremmest så hersker der selvfølgelig ingen tvivl om, at alle journalister og journalister in spe tænker forskelligt. Og Gud ske tak og lov for det. Det ville være frygteligt, hvis man kun sad og gav hinanden skulderklap. Diskussioner og uenigheder hører til. Det lærer én at argumentere for sin sag. Det er hamrende sundt. Men hvis man er så forskellige i vurderingen af, hvordan man skal gå til det journalistiske arbejde, og generelt har svært ved at nå til enighed, ja, så kan motivationen styrtdykke med voldsom hast. Man drænes for energi. Det går ud over den journalistiske produktion, hvor man ender med at aflevere en skål kold Gullaschsuppe til sine undervisere. Og værst af alt ender det med, at man mister lysten til at lave journalistik.

Det lyder muligvis voldsomt, men overdrivelse fremmer forståelsen. Hvis der overhovedet er tale om overdrivelse. Nu er det selvfølgelig sådan jeg havde det personligt; at forskellighederne overtog. Men lur mig, om der ikke er andre, som sidder med samme følelse. En af de største frustrationer fra min side var, at jeg rent faktisk var ræd for at ødelægge et venskab ved at sige stop. Trods for at man bliver bedt om finde sin journalistiske partner in crime, der har samme ambitioner, idéer, etcetera, så er det ikke en hemmelighed, at man også søger én, man snakker med til hverdag og drikker tequila med i weekenderne. Uden tvivl var det en horribel tanke, at der var kammeratskab på spil, for et ’break up’ kan tages personligt, også selvom det er det professionelle makkerskab, man har in mente. Jeg var overbevist om, at der vil blive købt dartpile og printet billeder af mig til lejligheden.

Okay, handler dét her ikke bare om at være voksen? Lære at arbejde sammen trods vidt forskellige tilgange til sit fag og bide i det sure æble? I den sagnomspundne virkelige verden vælger man jo ikke sine egne kollegaer. Ja tak. Jeg ved godt, at jeg ikke kan sidde og swipe til højre og venstre, og på den måde vælge og vrage mellem dem, jeg finder det attraktivt at arbejde med. Det er jeg udmærket klar over. Dog vil man ude på redaktionerne have et virvar af forskellige folk at samarbejde med. Netop derfor forstår jeg ikke, hvorfor vi journaliststuderende ikke lærer at samarbejde med vores studiekammerater på kryds og tværs.

Jeg tænker, at der er mulighed for at opleve den enkeltes unikke tilgang til, hvordan man laver journalistik. Inspiration af en helt anden kaliber er at arbejde sammen med folk, der hver især har noget at byde på, og som man tilmed kan lære noget af. Forstil dig, at du først arbejder sammen med en, som er et naturtalent med radiosproget, så en anden der er en haj til at lave kritiske interviews, og så en tredje der har redigeringsevner som én, der har arbejdet med stoffet i en menneskealder. Prøv lige at overveje, hvor meget man kan lære af dét. Jeg tør godt vove den påstand, at vi kun vil blive skarpere og samtidig ekstraordinært dygtige til at arbejde på kryds og tværs med forskellige menneskers unikke tilgang til, hvordan man laver god journalistik.

Så Morten og Peter ved ledelsesgangene på Center for Journalistik. Gør op med makkerskabskonceptet og lær os at arbejde sammen med forskellige personligheder. Vi bliver endnu bedre journalister af det. Dét tør jeg godt at påstå.