Klar, parat, panikdag!

Illustration: Caroline Bjelke

På Store Match Dag tropper håbefulde mediestuderende op fra Syddansk Universitet, Roskilde Universitet og Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i Århus for at gafle sig en praktikplads. Det er en hektisk stoleleg, hvor langt fra alle får en plads. Mens den ene lykkeligt popper champagnen med en underskrevet kontrakt i baglommen, står den anden med tårer nedad kinderne og en telefon, der aldrig ringede. Det officielle navn er Store Match Dag, men de studerende kalder det Panikdag.  

 


Af Anne Vinternes

 Træerne passerer ét efter ét gennem den beskidte togrude. Klokken er 09.47. Det er onsdag den 19. april. Overfor mig bliver næste avisside i Fyens Stiftstidende vendt. Det er min roomie, Rasmus Valentin Kej, der bladrer. Jeg kalder ham bare Kej. Den nye side nærstuderes. Hovedet er lidt på skrå, og øjnene er ekstra vakse.

I dag er ikke en helt normal onsdag for Kej. Det er Store Match Dag. Panikdag. Det er i dag, han finder ud af, om han er købt eller solgt. Om han får en praktikplads, eller om han må tage tomhændet hjem fra journalisthøjskolen i Århus. Han er langt fra den eneste. 334 andre mediestuderende er i samme båd som ham. Han har søgt praktik hos P4 Fyn, P4 Syd og Fyens Stiftstidende.

Et lille gab sniger sig frem, og hans øjne er en smule røde. Det er ikke blevet til særlig meget søvn de seneste par dage. Samtaleemnet i vores bofællesskab har drejet sig meget om praktik den seneste uge, eller rettere måned. Mens vi sammen drak en kop kaffe. Mens grøntsagerne til middagen blev stegt på panden. Mens vi var på vej til fødselsdagsfest på diskotek. Ja, selv når vi var i løbeklub, drejede samtalen sig om den kommende praktik. Og nu er dagen kommet.

Tilbageblik: Jeg var meget spændt i ugen op til Panikdag. Det var gået rigtig godt til samtalen med Fyens Stiftstidende, og jeg havde god kemi med dem. Jeg tror ikke, jeg var en af deres førsteprioriteter, men jeg var alligevel rolig, fordi jeg syntes, det var gået godt. // Rasmus Valentin Kej

Han spurgte for noget tid siden, om jeg ville tage med som support og telefonpasser. Og selvfølgelig ville jeg det! Hvem vil ikke gerne være den seje spindoktor, der hjælper ham på vej mod målet? Samtidig var jeg nysgerrig på, hvad søren den her dag mon var for noget. Om præcis et år står jeg selv i hans situation.

Vi snakker alle scenarierne igennem, så jeg er sikker på, hvad han helst vil, og hvad jeg skal gøre, hvis flere medier kontakter ham samtidig.

»Hvis P4 Fyn ringer, så skal du hive mig derhen. Og hvis jeg sidder til samtale ved Fyens Stiftstidende eller P4 Syd imens, ja, så må du åbne døren og afbryde. Faktisk så må du godt åbne døren, uanset hvem der ringer. Så kan jeg bedre beslutte mig,« klargør han.

Jeg nikker. Han fisker sin iPhone op af lommen. Det er kæresten, der skriver held og lykke i en sms. Sms’er bliver det kun til fra familiens side. Kej har nemlig bedt alle om ikke at ringe til ham lige netop i dag. Også selvom han også har opgivet mit nummer. Et opkald må for alt i verden ikke blokere en opringning fra et praktiksted.

DSB-tonen lyder, og den velkendte kvindestemme meddeler: »Næste station: Århus«. Det gibber i Kej, og han kigger op på mig. Han folder avisen sammen og stikker den ned i min ellers proppede rygsæk, som i dagens anledning fungerer som survival kit. Der er opladerstik til mobilen, store madpakker, som i morges blev klasket sammen med et for lille stykke sølvpapir rundt om. Vandflasker til at slukke tørsten. En computer til at sende nye ansøgninger fra, hvis det skulle vise sig, at ingen af de ansøgte praktiksteder bider på krogen. Og ikke mindst en champagne samt plastikglas, hvis det omvendte bliver tilfældet.

Toget standser, og vi stiger ud.

En mistet telefon

På perronen kigger Kej på togbilletterne, som han har printet ud. Han kan ikke finde ud af, om billetterne kan bruges til busturen ud til journalisthøjskolen DMJX. Vi spørger på billetkontoret. Her står hans medstuderende Katrine Vigilius. Hendes øjne flakker rundt i lokalet, og hendes hænder ryster. Hun får øje på os og går med hastige skridt hen imod os.

»Ej nej nej, der er lige sket det dummeste!« udbryder hun og forklarer, at hun har glemt sin telefon i toget. Den telefon, som hun har bedt alle praktikstederne om at ringe til. Den telefon, som i dagens anledning fungerer som nøglen til alle de smarte biler, hun har udset sig i forretningen.

Tilbageblik: Jeg blev meget irriteret på mig selv. Og så tænkte jeg: »Nej, ikke igen!«, for jeg har glemt ting i toget mange gange før – Min MacBook i et tog i Tyskland, min cykel i S-toget, en af mine gamle mobiler, en sweater, en termokande og en ryg-pude. Men ret hurtigt gik jeg i gang med at tænke på, hvad jeg kunne gøre for at løse problemet! // Katrine Vigilius

Hun får fat i en dame fra billetkontoret og forklarer hele situationen igen i et tjept tempo. Billetdamen nikker og tager brillerne af.

»Jamen, ved du hvad, søde. Så er det da dumt, at du har glemt den lige netop i dag,« siger hun og klukker.

Katrine virker dog ikke til at være i det humoristiske hjørne på det tidspunkt og tager en dyb indånding. Hun smiler nervøst tilbage.
»Ja, men hvis det nu er sket, hvad kan jeg så gøre? Kan jeg nå at få telefonen?«

Katrine indser, at der ikke er noget at gøre. Hun må klare dagen uden. Vi går sammen over på Baresso Coffee skråt overfor banegården for at sidde et roligt sted. Katrine beslutter sig for at ringe rundt til alle praktikstederne, hun har søgt, for at forklare om sin situation og bede dem om at sende hende en mail i stedet, hvis de er interesserede. Da hun ringer op til Børsen, sitrer hendes hænder.

Tilbageblik: Stederne jeg søgte var Watch, Altinget, DI og Jyllands-Postens JP Finans, fordi jeg gerne vil skrive og lave noget nørdet, faglig journalistik – gerne om erhverv eller politik. Jeg ville allerhelst på Børsen, men jeg kom helt i tvivl, da for eksempel Politiken og Jyllands-Posten hev fat i mig. På dagen gik jeg dog efter Børsen, som var mit udgangspunkt. Da jeg så ringede til Børsen på Baresso for at sige, at jeg havde mistet min mobil, sagde praktikantvejlederen Peter »det var fandeme dumt«, og så tænkte jeg »shit, nu har jeg blowet den Børsen-plads!« // Katrine Vigilius

 Efterfølgende tager vi ud til DMJX med en bus, der er fyldt med mange andre mediestuderende.

Som en dørjagt i Monsters Inc.

I et åbent område på DMJX står alle mediestuderende tætpakket. Alle skal starte det samme sted, når hornet lyder. Nogen har dog valgt at starte ved DR Byen på den anden side af vejen. Der er også en del tilstede, som ikke behøver at gruble synderligt, fordi de har en forhåndsaftale med et medie.

Tilbageblik: Jeg turde ikke at stille mig ved DR Byen, fordi DR Fyn kun tilbød én praktikplads, hvor Fyens Stiftstidende havde ni. Så der var statistisk en bedre chance her. // Rasmus Valentin Kej

Kej går skiftevis ud for at trække luft og ind igen. Han tager dybe indåndinger og tjekker hele tiden klokken. 10 minutter til. Fem minutter. To minutter. Jeg er nervøs og spændt på hans vegne. To piger står foran os, og deres skuldre ryster. Det kunne være mig. Hvis jeg er nervøs nu, hvordan mon det så ikke bliver, når det er mig selv om et år? Ét minut. Alle stirrer på deres telefoner. Hornet lyder.

Alle bevæger sig med hastige skridt mod den dør, som de helst vil have en praktikplads ved. Nogle bliver ringet op efter to sekunder, nogle sætter i løb. Andre kan ikke finde vej. Det føltes som dørjagt-scenen i Monsters Inc., hvor Sully og Mike febrilsk forsøger at finde den rigtige, lyserøde dør med blomster på blandt et hav af forskelligartede døre, for at aflevere Bøh dér, hvor hun hører hjemme. Vi går ti skridt mod Fyens Stiftstidendes dør. Så ringer min telefon. Jeg fyrer den op til Kejs øre i en hastig bevægelse.

»Hej, det er Rasmus. P4 FYN! Vil I skrive kontrakt eller er det en samtale? Kontrakt. VI ER PÅ VEJ!«

Hans øjne bobler af glæde. Et kæmpestort smil breder sig på mine læber. Jeg hiver i hans arm og skubber os gennem menneskemængden. Vi skal mod strømmen, og det skal gå stærkt, for ellers ringer P4 Fyn videre til deres 2. prioritet. Vi springer alle trappetrinnene over, flyver ud ad hovedindgangen og skal over vejen til DR Byen. Der er rødt i fodgængerfeltet, men vi stormer over alligevel.

Telefonen ringer igen. Det er P4 Fyn, der spørger, hvor vi bliver af. Mens vi spurter, forsikrer jeg dem om, at vi er der om 30 sekunder. Ved DR Byen åbner skydedørene alt for langsomt op. Vi vælter nærmest ind i forhallen. En mand, der hedder Peder, henter os og fører os ind på et lille kontor.

Kej smiler stort, og jeg bobler af glæde. Vi er begge forpustede. Mens Kej prøver at få vejret, får han hosteanfald. DR chefen må hente en flaske vand til ham og siger grinende: »Jeg troede, du gik i løbeklub?«

Ikke mange minutter efter bliver kuglepennen langet over bordet, og underskriftsfeltet kan til Kejs store lettelse udfyldes med eget navn.

Tilbageblik: Lige da jeg havde skrevet under, følte jeg mig udødelig! Jeg ved ikke, om jeg tænkte så meget lige i øjeblikket. Da jeg havde passeret lyskrydset, var det en mindre praktikåbenbaring. Alt det hårde arbejde med messe, åbent hus-arrangementer og for-samtaler gav pludselig mening. // Rasmus Valentin Kej

Solskin og skyet

To timer senere står Kej udenfor hovedindgangen til DMJX. Solen skinner, men der er også en del skyer. Han popper champagnen og skåler med sine venner. Flere hælder boblevand i deres glas rundt omkring og krammer hinanden.

Kigger man lidt bedre efter, står små klumper af folk med tomme blikke og gemmer sig i mængden. Nogle af dem kigger stadig på deres tavse telefon. På afstand fra menneskemængden står en lyshåret pige. I den ene hånd har hun en iPhone op til øret. Hun tørrer øjnene med den anden hånd, men tårerne bliver ved med at trille ned mod hendes nedadgående mund. Hun fik måske ikke en praktikplads.

For de kommende praktikanter venter der store forandringer efter sommerferien. De skal ud i virkelighedens mediebranche og lære at gebærde sig blandt de erfarne. En ny hverdag banker på, hvor der måske er et nyt tag over hovedet, andre mødetider, et forhøjet kaffeforbrug, en iøjnefaldende dialekt eller svære udfordringer, der skubber grænser.

Det er noget, Katrine Vigilius glæder sig til med sin praktikplads på Børsen.

»Jeg håber at lære en hel masse om aktier, økonomi og virksomheder. Suge en masse til mig. Jeg elsker at lære noget nyt og lære svære ord og forstå komplekse ting. Og så håber jeg på at interviewe en masse spændende mennesker og blive bedre til at skrive levende og med et lækkert sprog. Jeg vil gerne give Børsens artikler et sprogligt løft,« siger hun.

Efter at have oplevet panikdag er jeg ikke et lige så stort spørgsmålstegn som før. Men jeg ved ikke, om oplevelsen har skabt mere eller mindre panik i mig. Kej giver mig et råd, som jeg kan skrive bag øret.

»Du skal ville det praktiksted, du drømmer om. Hvis du gerne vil i praktik som sportsjournalist, så skriv på et magasin eller arbejd på en sportsredaktion. Jeg ville gerne på P4 Fyn. Derfor solgte jeg mig selv på, at jeg er fynbo, har haft P4 Fyn inde på livet, siden jeg var helt lille, og at jeg har lavet radio, der handler om Fyn.«

Vi krammer farvel. Mange fra hans semester skal nemlig i byen og fejre hinanden.

På vej hjem i toget tæller jeg ikke træer. Jeg prøver at finde mig godt til rette i det blå DBS-sæde og ser frem til de udfordringer, der venter.