Hvor er min plads i rundkredsen?

Foto: Julie Bøge

 

Af Julie Dorthea Bøge

Den rammer lige i omegnen af solar plexus hver gang. Den knyttede næve, der har den intenderede effekt at slå sin modstander i dørken. Som når en tår af den skoldhede kaffe rammer svælget og lammer tungens følesans. En følelse, som de fleste kaffe-narkomaner kan nikke genkendende til.  Sagen er, at jeg har stadig ikke fået et studiejob. Ja bevares, jeg er jo kun i gang med mit 2. år på journaliststudiet, men det gør vel ikke næven mindre ondsindet af den grund?

Næven trumfer

Endnu et opslag på facebook minder mig om, at mine medstuderende er godt i gang med at etablere den sti, som skal føre dem mod de attraktive stillinger i mediebranchen. Imens sidder jeg stiltiende og kigger på fra sidelinjen, mens de stryger til tops.

Jeg tog mig selv i den anden dag at være fuldkommen forbandet frustreret over dette manglende studiejob. Hvorfor er mange af mine medstuderende allerede blevet indlemmet i den indre kreds blandt mediemoguler, mens jeg stadig står udefra og betragter hele gildet? De har jo næsten en selvskreven praktikplads. Om ikke andet et bemærkelsesværdigt cv i sidste ende.

Der kan være flere forklaringer på min opdigtede elendighed. Måske man skulle sætte sig ned og udfærdige en liste over de faktorer, der afholder én fra at gå skridtet videre? Er det monstro frygten for endnu et opkald efter endt jobsamtale med besked om at »…du var uden tvivl yderst kompetent. Du ville passe så godt ind, men du blev nr. 2.« Endnu en gang overhalet indenom af én, som lige havde dét mere erfaring med blandt håndmadderne. Eller er det en begrænsning, jeg sætter for mig selv på linje med Trumps mexicanske mur?

Så er der jo det indlysende faktum om, at man yderligere ikke ser sig selv, med al ære og respekt, som kasseassistent i Fakta eller som storsmilende medarbejder i Ikeas legeland. Man vil hellere være én af dem, som kan pynte cv’et. Vise, at man trods alt har en smule erfaring inden for den branche, man skal begive sig ud i.

At blæse og have mel i munden

Til en hvis grad er det mit eget ansvar og i for sig selvforskyldt, at jeg ikke har et af de prestigebetonede studiejobs. Jeg har rig mulighed for at søge diverse stillinger, men noget afholder mig fra det. En usynlig barriere, som på mærkværdigvis holder sin klamme hånd over mig. Det er her, begrebet tid kommer ind i billedet. Tidsfaktoren, der afgør, om man er hurtig nok ude af fjerene til at sikre sig den stilling, som så mange andre også gerne vil have fingrene i. Tiden, der klæber sig op ad én som nervøst velour. Tid til at udfylde rollen som den altid forstående veninde, den overskudsmindede kæreste og den flittige, informationshungrende journaliststuderende. Det sætter sine begrænsninger i forhold til at skulle prioritere tiden på at sende ansøgninger. Man vil så gerne være alle steder på én og samme tid, men jeg har efterhånden erfaret, efter talrige mislykkede forsøg, at det er direkte kropumuligt. Glem det, darling.

Selvmedlidenhed er selvpineri

Jeg vil allernødigst lyde som den rene hykler eller selvmedlidende stodder, for er der noget i verden jeg gerne vil undgå, så er det at blive alt for patetisk. Derfor må jeg imødekomme fornuften og gentagne gange minde mig selv om, at det i sidste ende handler om at prioritere. Prioritér din tid – det er det evige mantra som har hængt over mig som et selvlysende neonskilt siden tidernes morgen. Men det er og bliver et evigt tilbagevendende ondt mareridt, når jeg gang på gang får stempelkaffen i det gale rør, og ser at endnu en studiekammerat har fået job på et af de velrenommerede steder.

Jeg har talrige gange forsøgt at berolige mig selv med tanken om, at de som står i den begavede position at have et job på et af de store mediehuse, også selv må prioritere. Selv de studiekammerater der på overfladen kun udstråler odiøst overskud, må ofte fravælge Fifa-aftenen med drengene eller ‘Den Store Bagedyst’-slabberas med veninderne.

Hvad med studiet?

En af de hyppigt tilbagevendende tanker er, hvordan man overhovedet skal kunne prioritere sit studie, hvis man samtidig skal passe et studierelateret job?

Jeg vil da nødig skulle nedprioritere mine forelæsninger, som nogle af mine studiekammerater en gang i mellem ser sig nødsaget til, grundet en vagt de ikke kan rykke. Forestil dig scenariet, hvor underviseren pligtskyldigt møder op for at undervise 1/3 af årgangens studerende. Hvori ligger fornuften, når ens fritidsjob frarøver én tid fra forelæsninger og studierelaterede arbejdsopgaver? Jeg må ærlig talt indrømme, at jeg ikke ser megen logik i at lægge ens arbejdsvagter, så de kolliderer med studiet.

Ansvaret ligger hos den enkelte

Som studerende burde vi optimalt set være ansvarlige nok til selv at prioritere, hvordan vi bruger døgnets 24 timer. Problemet er dog, at mange af os ikke er i stand til det langt hen ad vejen. Burde man indføre tankegangen om, at studiet bør vægtes højere end et fritidsjob? Der er selvfølgelig en lang række forbehold i den henseende. Der skal blandt andet tages højde for de studerende, som kun kan få maskineriet til at køre rundt, hvis de har et job ved siden af studiet. Men det er ikke mit job at vurdere, hvad der er ret og vrang i den sammenhæng.

Måske vil løsningen for mig ligge i at begynde at ignorere facebook-opdateringerne fra mine medstuderende? Jeg kunne skrive rundt til de medier, hvor jeg er interesseret i at få foden indenfor. Stå inde for de prioriteringer jeg foretager.

Èn ting er sikker – jobansøgningerne skriver ikke sig selv.