Gik tomhændet fra panikdag: »Hvad fanden skal jeg så lave?«

Malte Jørstad. Foto: Signe Julie Andersen

Trods et velskruet CV måtte Malte Jørstad tomhændet forlade panikdagen i foråret 2016. Han var blevet dumpet af drømmemediet og stod pludselig med 6 måneder til at genopfinde sig selv inden næste panikdag.

 

 

Af Signe Julie Andersen og Lykke Thymann Hansen

Jeg stod ved DR i Århus på panikdagen. Det var Ultranyt, som jeg satsede mest på. Da vi alle (praktikansøgere, red.) stod i indgangshallen for foden af trappen, befandt alle cheferne sig på balkonen og kiggede ned på os forfærdede studerende. De stod med de udvalgte CV’er i hænderne og holdt øje med, om de (ansøgerne, red.), som de gerne ville have, var mødt op. Jeg fik øjenkontakt med redaktøren for Ultranyt, Tommy Zwicky, som jeg kendte på forhånd. Han løftede sin vandflaske og sendte en hilsen. Så tænkte jeg: ’Yes, den er der!’ Jeg ledte konstant efter tegn. En kammerat kiggede på mig og udbrød: ’Yay mand, den er helt sikker nu.’ Hornet lød. Cheferne gik ned til de praktikanter, som de ønskede. Men ingen gik hen til mig.«

Malte Jørstad har prøvet det, som mange af os journaliststuderende frygter, og som 30 SDU’ere oplevede den 19. april: At komme hjem efter en panikdag uden en praktikplads.

»Det, der meldte sig bagefter, var spørgsmålet: ’Hvad fanden skal jeg så lave?’« fortæller Malte, da vi møder ham til en snak om, hvordan han greb tiden an umiddelbart efter afslaget.

En række tilfældigheder i løbet af det efterfølgende halve års orlov resulterede i et fagligt retningsskifte og klædte ham på til at søge praktik hos TV2 Fyn, hvor han siden februar har været praktikant.

Fra fornægtelse til accept

Men selvom det for Malte endte i et lykkeligt forhold med TV2 regionen, har de seks måneder og særligt den første tid efter panikdag nummer ét ikke været uden nedture.

»Det var mest af alt antiklimatisk. Det var luft, der gik af en ballon. Det har været som et break up,« forklarer Malte og henviser til, at han umiddelbart efter panikdagen stillede spørgsmålstegn ved DR’s afvisning og undrede sig over, at han var blevet valgt fra.

»Jeg havde virkelig, i al beskedenhed, et CV, hvor der stod meget på,« fortæller han og påpeger, at CV’et allerede dengang rummede titler som stationsleder for Studenterradioen, mentor ved børnejournalistuddannelsen og bestyrelsesmedlem hos KaJO.

»Det hjalp ikke en skid,« siger han. »Det har gjort, at jeg var deroppe af – at jeg var i betragtning. Men der var bare én, der var en my bedre end mig.«

Den tanke udviklede sig til handling. Malte begyndte at skrive ansøgninger til de praktiksteder, som endnu ikke var besat. Dog sendte han dem aldrig afsted.

»Det var for desperationsagtigt. Det var lidt som at tage i byen umiddelbart efter et break up og lede efter et eller andet nyt.«

Væk fra panikken

I hele den efterfølgende periode forsøgte Malte at vende den svære og uforudsete situation til noget konstruktivt.

Han ønskede at skabe en hverdag og nogle rammer for de følgende seks måneder, som pludselig var tomme i hans kalender.

»Det handlede om at finde noget at få tiden til at gå med, og som, jeg samtidig syntes, var sjovt.«

En lang række sammenfald gav ham mulighed for at søge væk fra Odense og panikken på Medietorvet.

Tilfældigvis mødte han en kammerat fra folkeskolen – en pædagogstuderende, som søgte en roomie i København.

Samtidig fik han job ved et mindre tv-produktionsselskab i Roskilde gennem en bekendt fra børnejournalistuddannelsen.

Her kunne han udforske en ny journalistisk retning og udvikle sine evner som videojournalist.

»Jeg opdagede, hvor fedt jeg syntes, at det var,« fortæller han.

For Malte var det en frihed, at han kunne kaste sig ud i egne projekter, som ikke kun skulle laves, fordi de stod i en læseplan.

»Det var godt at prøve at arbejde mere uforpligtende. At arbejde med noget, som kun var lystbetonet. Noget, som man ikke har tid til i forbindelse med studiet.«

Flytningen og jobudfordringen gav Malte muligheden for at få studiestress og praktikpanik på afstand. Han gik ikke længere kun op og ned af studerende, der talte om praktik, men var i højere grad omgivet af folk, der slet ikke vidste noget om det. Det gav luftforandring, ny viden og ro til at tage optakten til efterårets panikdag i et tempo, han selv kunne overskue.

Netværk, netværk, netværk

Da Malte drog til endnu en panikdag, havde han lært af sine erfaringer. DR Ultra var ikke længere førsteprioritet.

»Hvis jeg lavede en fejl den første gang, jeg søgte, så var det ikke at lede så meget efter det, jeg gerne ville, men nærmere noget, hvor jeg tænkte, at de gerne ville mig.«

Foruden at være blevet klogere på sig selv som journalist og på spillet omkring praktiksøgning, begyndte Malte ligeledes at drage klare fordele af, at han søgte anden gang.

»Jeg havde sendt store dele af min årgang i forvejen. Heriblandt også nogle af mine gode venner.«

Maltes navn blev derfor nævnt, når redaktørerne spurgte efter anbefalinger fra de daværende praktikanter. Ifølge Malte kan man være et skridt foran sine konkurrenter, der søger første gang, hvis man som andengangssøgende søger det samme sted som tidligere.

»Alt det, man har rejst rundt, sagt hej og trykket hånd er ikke spildt. Det er en langsigtet investering på kontoen til næste gang.«

Dog valgte Malte ikke at søge hos DR Ultra igen. I stedet var positiv omtale fra medstuderende og det nye netværk med til at sikre ham en fod indenfor hos sin kommende praktikplads. Ved gentagne besøg på TV 2 Fyn kunne han mærke interesse fra praktikkoordinatoren.

»Vi datede lidt på den der måde, hvor man forpligter sig uden at blive gift,« fortæller han.

Det hele gik bare lidt op i en højere enhed

Da Malte til panikdagen i november 2016 satte sin underskrift på en kontrakt med TV2 Fyn var det resultatet af seks måneder, som han havde givet et indhold, han kunne bruge. Noget, som ikke var en selvfølge, men en konsekvens af held og handlekraft. Malte ser derfor positivt tilbage på de seks måneders orlov.

»For mig var det faktisk meget fedt at få et ekstra halvt år«, fortæller han og fortsætter: »Men det er også fordi, at det gik så godt. Ellers kunne jeg godt have forestillet mig, at jeg havde siddet og suttet på min tommelfinger og rokket frem og tilbage ovre i hjørnet og ventet på, at det blev efterår, så jeg kunne søge igen.«
I dag, et år efter DR’s afvisning, er Malte to panikdage, seks måneders erfaring og tre måneders praktik rigere. Han kan se tilbage på processen og konkludere følgende:

»Det vigtigste overhovedet, nogensinde, ever, i forbindelse med det her (praktiksøgning, red), det er, at det ikke er så slemt ikke at få en plads. Livet går videre.«