TemaTixen: Stærke kvinder i sporten

Foto: roonb, Flickr

Efter 4 års elendig fodbold fra herrelandsholdet forsøgte de danske medier sig med et helt utænkeligt eksperiment over sommeren. Da det stod klart, at det danske kvindelandshold var klar til at spille en vaskeægte EM-kvartfinale, tog det ikke mange timer for medierne at spytte en halvfordøjet morgencroissant ud og sende to-tre journalister med lyntoget til Rotterdam for at dække succeshistorien. Denne måneds emne i TemaTxien handler om udækkede, superzeje og zøde zportsstjerne ad femininum.

En rigtig (s)He-Man

Den New Zealandske vægtløfterinde, Laurel Hubbard, tog sit livs beslutning. Hun kan nu kalde sig verdens stærkeste kvinde.

 

 

Af Mads Ingemann

I marts måned vandt den 39-årige, New Zealandske vægtløfter Laurel Hubbard kvindernes internationale vægtløftningskonkurrence i Australien. Det var en kraftpræstation. Hun smadrede fire rekorder og slog kvinden på andenpladsen med hele 19 kilo. Laurels modstandere var ikke tilfredse med dette resultat.

Laurel stillede op i klassen 90+, hvilket betyder vægtløftere over 90 kg. Det er den tungeste division indenfor kvindevægtløftning, og den passede godt til Laurel og hendes kampvægt på 131,83 kg. Hun vandt begge kategorier, med hhv. 123 kg i ’snatch’ og 145 kg i ’clean and jerk’.

»Nogle vil kalde dem dårlige tabere,« udtaler Laurel til australsk medier, mens hun klør sig i sin ualmindelige høje tinding. Kaitlyn Fassina, som endte på tredjepladsen, havde ikke megen sportsånd eller accept af resultatet.

»Det er det, ledelsen og det newzealandske folk har besluttet. Jeg kan ikke sige meget mere end det. Hun [Hubbard, red.] bliver anderkendt som en kvinde, og sådan er det.«

Det skriger langt væk, at Kaitlyn er en dårlig taber og ikke vil acceptere sit nederlag til en bedre kvindelig atlet. Også den olympiske vægtløfterinde Deborah Acason udtrykker også klart, at hun ikke synes, det er fair. Det lykkedes Lixen at få en kommentar fra Laurel Hubbard. I et telefoninterview udtaler hun med dyb stemme:

»Det er virkelig hårdt at høre på, når mine modstandere ikke vil anderkende min sejr.« Det er tydeligt at Laurel er oprevet, selvom det er flere måneder siden.

»Hvis det går dem så meget på, må de bare bruge noget mere tid med træning.«

Under interviewet har Laurel gjort sit mellemmåltid klar. En lille shake bestående af 16 rå æg, to tunsteaks, 200 gram knoglemarv, 1½ deciliter totaktsolie og en flintesten.

Laurel Hubbard har ikke altid heddet Laurel. Det meste af hendes liv har hun heddet Gavin Hubbard, og hun blev født som mand. Efter lang tids skuffende resultater som mandelig vægtløfter indså Gavin, at han ikke levede sit fulde potentiale ud. Under vandringen på den newzealandske Camino, tog han beslutningen. Han ville ikke længere være noget, han ikke var.

Laurel er en travl kvinde og afslutter interviewet, da hun skal ned og træne, men Lixen når at få en afsluttende kommentar:

»Jeg er så lykkelig over min beslutning. Det har givet mig en ro, at jeg ikke skal lyve for mig selv og andre. Jeg kan nu fokusere 100 procent på min træning, og det giver nu resultater.«

Laurel er blot en lille del af en voksende tendens, hvor folk gør op med deres køn og derefter opnår bedre resultater indenfor konkurrencesport.

Danmarks næste store medaljehåb

Det er blandt børnene, at fremtidens store stjerner findes. Lixen har fundet en af disse små stjerneskud og set, hvor vigtigt det er for børn at vende blikket indad, så talentet kan komme ud.

 

 

Af Mads Ingemann

I weekenden var der stævne i Bolbro Hallen. Med til stævnet og deltagende i en af aldersklasserne var Josephine Poulsen. En lille bedårende pige på 8 år og en ny voksende stjerne på den danske sportshimmel. Med sit skulderlange lyse hår sat op i en stram hestehale fortæller hun med stor entusiasme om de kampe, hun indtil videre har vundet, og de reaktioner, hun har fået. Hendes stemme lyder hæs, men med hendes mange glædesudbrud i løbet af dagen er det forståeligt.

»Det har været så sjovt i dag!«

Glæden stråler ud af de blå øjne.

»Min mor og far har siddet og heppet hele dagen. Sammen med de andre børns forældre. De har ikke været lige så glade!«

Josephines høje grin overdøver alt andet i cafeteriet. Hun er glad, og det er forståeligt. Dette er hendes første konkurrence i hendes aldersklasse, og hun er videre i semifinalen. Hendes næste modstander, Rebecca, har ligesom Josephine ikke mødt nævneværdig modstand i løbet af dagen. Ifølge Josephine har Rebeccas modstandere dog heller ikke været de bedste, så Josephine ser sig selv som favorit.

I kølvandet af Josephines sejre, har der dog været klager fra forældrene til Josephines sidste modstander. Curlingforældre findes skam også ude i Bolbro. De er utilfredse over kampenes udfald, men der er ikke noget at gøre, siger arrangørerne. Josephine kommenterer lavmælt brokkeriet:

»Hun må bare træne noget mere. Hun er endda ældre end mig. Hun er 9.. 9 og et halvt faktisk! Så ja det må da være pinligt!« Josephines forældre, Karen og Flemming, fortæller om hendes svære opvækst, og at der er noget ganske specielt ved Josephine, som man måske ikke ser med det samme.

Denne lille lyshårede pige er ikke født som en pige. Oskar, som hun hed før, havde det svært i skolen og ikke mindst i sportsgrene med de andre drenge i skolen. Igennem lang tid forsvandt Oskar mere og mere ind i sig selv. Efter nogle år tog sønnen dog mod til sig og fortalte sine forældre, at han følte sig mere som en 8 årig pige.

»Det var hårdt for os som forældre at se, at han ikke trivedes til det sport, han gik til. Han syntes ikke, at han var god nok.«

Kærligheden til deres barn stråler ud af øjnene på Josephines forældre.

»Vi var så glade, da Oskar.. jeg mener, Josephine.. endelig fortalte os det. Vi sad om bordet til hans 26-års fødselsdag, og han var så lettet, da han havde sagt det.«

Josephine er sikkert videre til finalen. Kampen blev afgjort før tid, da Josephines modstander pådrog sig en slem skade under kampen. Igen er modstanderens forældre oppe ved dommerbordet for at brokke sig.

»Jeg ønsker for Rebecca (modstanderen red.), at hendes forældre er ligeså åbne overfor hende, som mine har været. Hun har tydeligvis ikke fundet det, hun er god til endnu.« Josephine er et meget empatisk og forstående menneske.

»Måske er Rebecca inderst inde en 40-årig skakspiller.« Josephines mørke grin overdøver igen alt andet. »Hun stinker i hvert fald til karate!«

Efter dagens stævne tager Karen og Flemming hjem. Stolte og med en meget glad og træt datter. Josephine har vundet dagens karatestævne for 7 til 10 årige piger. Der er god stemning, for hele familien skal forbi MacDonalds på vej hjem.

Josephine har selv efterfølgende kontaktet Lixen for at fortælle, at hun skal i Go’ aften Danmark. Det er dog ikke på grund af hendes sejr i weekendens stævne.

»Jeg skal ind og snakke med dem, fordi at jeg skal med til MGP og synge,« fortæller Josephine, og hun er lykkelig for hendes nye liv. Der krydses fingre for Josephine til MGP og hendes sang: ’Bedste Veninder’.