Succesfuld slogan-mager

Illustration: Mads Ingemann

 

Af Mads Ingemann

Flisestien op til den grønne hoveddør er dækket med våde, gule blade fra den lille, tilgroede forhave. Ringeklokken virker tydeligvis ikke, men efter nogle faste bank på døren åbnes den. I en kaffeplettet og nikotinstraffet, stribet skjorte og brune fløjlsbukser hilser 56-årige Franz Flüntstein.

»Kom indenfor. Ind i den kreative boble, som jeg kalder det.«

»Jeg har lige sendt den seneste idé afsted. Til Glyngøre Sild. Du kender vel godt til deres Karry Sild og Senneps Sild, ikke?«

Franz Flüntstein sætter sig ned ved sit skrivebord og tager sine læsebriller på. I et fyldt askebæger på bordet oser det fra en tændt cigaret, som brænder sig ind i et filter fra en skoddet cigaret. Lugten af kemisk og giftig røg generer tydeligvis ikke Franz.

»Der var den! Nu skal du høre. Jeg er kommet på et nyt produkt til dem. Sild som ligger i en blanding af chili og paprika. Det får sådan en rød farve, men de er meget stærke. Og de skal hedde Helvede Sild.«

Franz Flüntstein kigger forventningsfuldt mod mig, og jeg nikker anderkendende.

»Det er et ordspil, ikke! Det kom til mig, da jeg selv havde helvedesild henover brystet. Det gjorde ondt ad helvedes til, og så fik jeg idéen. Jeg elsker sild, men jeg er dog ikke så vild med stærke sager. Min mave kan ikke tåle det. Men, du ved, den unge generation er vild med det. Se Chili Klaus og alt det her, ikke. Helvede Sild skal nok blive en succes.«

Store fodspor

Franz’ store idol er den 72-årige Kirsten Helmstrup er Danmarks ukronede slogandronning. Navnet ringer måske ikke en klokke, men hendes slogans gør. I over 30 år har hun skrevet slogans til danske og udenlandske firmaer. ”Sadolin Farveland. Dækker alt” er et af hendes største hits. Til en bager lavede hun sloganet: ‘Vi bager kager om dagen og boller om natten’, og til et slamsugerfirma lød det: ‘De sidder og prutter, vi kommer og sutter’. Kirsten Helmstrup har gjort sig en karriere i at hjælpe firmaer med deres markedsføring. I en lignende boldgade sidder Franz Flüntstein ved sit skrivebord og forsøger at skabe nye succeser for etablerede firmaer.

Hvordan tjener du penge, når du sender idéen til et etableret firma?

Franz Flüntstein rømmer sig og tager et sug af den tændte cigaret. Han retter på en bunke papirer og læner sig tilbage i kontorstolen.

»Jeg gør firmaerne opmærksom på at jeg skal have ti procent af  omsætningen af min idé. Indtil videre er ingen af mine idéer blevet til noget, og derfor har jeg ingen penge fået. Endnu. Men jeg kan fornemme, at der snart kommer noget.«

Franz skodder sin cigaret og tænder straks en ny en. Han tager et ringbind frem, som er fyldt med gamle pairer. Han bladrer dem igennem og stopper.

»Se nu den her ikke. En idé jeg havde til Frisco. En is til sexklinikkerne i Danmark. En Syfil-is. Intet svar på den. Så prøvede jeg igen med Hepatit-is. A og B med vanilje eller chokolade.«

Franz Flüntstein kigger op, og med blikket fastlåst på mig bladrer han videre.

»Jeg har også fundet på den her. Du ved jo, at lesbiske damer altid render rundt i skjorter og cowboybukser, ikke? Det er jo herretøj. Hvorfor har de ikke deres eget? Der har jeg fundet på et designermærke netop til de lesbiske. Louis Beton.«

Franz tager et stort sug på sin cigaret, og sukker mens han puster røgen ind i solens lys, der lyser som en kegle ind i det mørke og røgtætte rum.

»Javel. Du forstår ikke min idé og det er fint. Det er jo heller ikke henvendt til dig, så det kan du jo nok ikke få ind i dit snæversynede hoved.«

I sin iver efter at udvikle og sælge et produkt har Franz netop fundet på idéer til mindre målgrupper, men hvor salget forhåbentligt vil være stort. Idéerne er mange, men nogle er på grænsen til, hvad man kan tillade i dag. En af disse er et produkt til tilhængerne af den yderste, ekstremistiske højrefløj.

»En idé til Karen Volf. Svastikager! Småkager formet som et Svastika. Jødekage-opskrift, men det er formen, der er afgørende. Og så er de selvfølgelig bagt i en gasovn.«

Synes du ikke at den idé er langt over grænsen. Måske det er derfor, at du intet svar har fået før?

Franz Flüntstein spærrer øjnene op og griber et stykke papir og begynder at skrive løs.

»En ny idé. Fantastisk!«

Franz stirrer stift ud i rummet, mens hans læber bevæger sig, som om han visker en stille bøn. Det må være mit tegn til at gå. Uden at Franz reagerer rejser jeg mig og går ud af det lille rækkehus.

En uge efter taler jeg igen med Franz Flüntstein. Endelig har Franz fået solgt et produkt, men ikke til en pris han kan leve af. For en flaske Arnbitter solgte han idéen til Johnny Madsen. Rock’n’Roll-on-deodoranten bliver en del af Johnny Madsens nye kropsplejeserie.