Peter Bro: »Jeg er medieforsker, ikke model«

Foto: Agnete Scheel

Center for Journalistiks helt egen alfahan, centerleder Peter Bro, savner en fordums tid, hvor han blev anset som ligestillet med sine med-homosapiens og ikke havde et image, som ham med magt og manke.

Af Alexander Berg Jensen

Hør den her:

»Dux ab Locus ad Diurnalismus« står på skiltet ude foran Peter Bros kontor. I parentes står der »Centerleder for Journalistik«.

»Du skal ikke starte artiklen med at kalde mig alfahan,« fortæller Peter Bro mig som det første, idet jeg træder ind på hans æresfrygtede kontor. »Ja, undskyld, jeg gik bare med nogle tanker om det her interview, og jeg er en smule nervøs, det skal du ikke tage dig af,« beklager han kort efter.

Peter Bro byder på en kop kaffe inden interviewets start. ’Villa, Volvo, Vagthund’ står der koppen. »Det er good ol’ Merrild. Min absolutte yndlings-kaffe,« fortæller centerlederen begejstret.

Inden interviewet begynder, vandrer Peter Bro eftertænksomt frem og tilbage i et tilbagelænet tempo og kigger på ældre billeder fra en barnedåb, han var til. Til barnedåben fortalte forældrene, ifølge Peter Bro, at de insisterede på, at de vil døbe barnet Peter. Men denne situation blev for meget for Peter Bro.

Han følte, at han har været anbragt på en piedestal i alt for lang tid.

Dyrkelsen af ham, som et ikon, en journalistisk inspirationskilde med rockstjernestatus, var for ham uforståeligt, hvorfor de journaliststuderende på SDU havde taget det til sig, fortæller den statue-egnede Peter Bro.

»Jeg er altså bare et ganske almindeligt, dødeligt menneske, ligesom dig og alle dine medstuderende. Min kone skælder mig også ud, hvis jeg glemmer at købe klementiner i Bilka. Eller ’Clement’iner’, som jeg kalder dem. Ha-ha, se, jeg har endda også far-humor. Det er vel langtfra at være perfekt.«

Skaber useriøse forhold

At Peter Bro bliver anset som en form for gudeskikkelse med »fakultetets flotteste hår«, gør, at han føler sig som et nemt mobbeoffer og derved mister autoritet. Og derved også seriøsitet omkring sit erhverv, fortæller han, nu i et mere alvorligt toneleje.

»Nu overhørte jeg tilfældigvis nogen tale om mig som en ’flottenhejmer’. Det er i sig selv fint nok med komplimenter, men det er jo ligesom ikke derfor, jeg er her. Jeg er medieforsker, ikke model.«

Centerlederen har svært ved at komme på en forklaring på fænomenet.

»Ser du, det er ligesom et kompas, der skal føre sin kaptajn… Nej, vent, den kan ikke rigtig bruges her.«

Peter Bro leder efter de rigtige ord, men pludselig bliver vi afbrudt af omkvædet i sangen ’Hvor Er Du Bro?’. Det er Peter Bros telefon, der ringer. Opkaldet giver ham et anspændt udtryk i ansigtet. Han tager telefonen og siger lavmælt: »Det er et rigtigt utidigt tidspunkt at ændre min ringetone på, Morten…«

Samtidig bliver døren åbnet. Det er Morten Skovsgaard, lektor ved Center for Journalistik. Han kan slet ikke holde masken. Han kniber en lille tåre og viser sin telefon frem.

»Sorry, men kunne slet ikke lade være. Fortsat godt interview!« klukker Morten Skovsgaard, lukker døren og går sin vej. Latteren høres fortsat gennem den hvide kontordør, mens han skridter hen ad gangen.

»Kan du ikke se, hvad jeg mener?« spørger Bro. »Al den fremhævelse af, at jeg er ’Manly Man’ eller en eller anden Zeus af Centeret – det har ikke nogen god effekt. Det skaber drillerier og giver ikke det rigtige billede af mig; at jeg blot er en ganske almindelig mand, der passer mit leder- og papirarbejde.«