Vrøvleordet, der blev en sport

Foto: Wikimedia

Fænomenet ’Esport’ bliver langsomt anerkendt som en sportsgren, selvom ordet har mødt en del modstand i de danske medier. Begrebet lever op til sportens kriterier, men mediedækningen har været broget.

Af Mads Klitgaard Christensen

Siden ordet ‘Esport’ er begyndt at befinde sig i munden på den offentlige samtale, er det blevet diskuteret, om Esport var en sport eller blot en hobby for tykke knægte med forkærlighed for Kim’s og Pepsi.

I 2008 forudsagde en artikel i Politiken, at Esport en dag ville være større end fodbold. Men grundlaget for branchens kommende succes lå ikke i anerkendelsen af begrebet som en sport, men i den økonomiske omsætning når der skal kæmpes på de digitale slagmarker.

Der har dog ikke været den store opbakning til en accept af begrebet som en sport. Selv med en branche i vækst på 950 millioner kroner om året er det essentielt, at ordet bliver accepteret for at blive en sportsgren.

Et vrøvleord

Da programmet ‘Vi ses hos Clement’ løb over skærmen i april, bad Clement Kjersgaard seerne om, at vi lige skulle blive enige om én ting:

»Esport er ikke en sport. Det er et vrøvleord, der ikke betyder noget.«

Han argumenterede for, at ordets to begreber ikke har noget med hinanden at gøre. I hans indledende monolog til programmet uddyber han, hvorfor ’Esport’ er et vrøvleord.

»Esport – det er der ikke noget, der hedder. Jeg er ligeglad. Der er noget, der hedder sport. Kuglestødning er sport. Og der er noget, der hedder computerspil. Men Esport? Nej. Det bliver ikke sport af, at man sætter ’sport’ på,« siger han og eksemplificerer sin udlægning:

»Hvis jeg sidder derhjemme og ser YouTube-videoer, kan jeg ikke bare kalde det Ysport.«

Trods det satiriske indlæg virkede samtlige medier og forums for ’gamere’ for Clements klare udmelding ikke særligt begejstret. Blandt andet kritiserede spilmediet IZIPIZI efterfølgende indlægget:

»Det er journalistik som det her, der gør, at vi hænger fast i et stigma fra fortiden(..) Gaming er blevet mainstream! Alligevel hænger mediebranchen fast i 30 år gamle forestillinger om emnet, krydret med nedladende retorik og sprogbrug, tillader de sig at diktere, hvad det vil sige at være ’gamer’.«

E og Sport hænger ikke sammen

IZIPIZI og Clements forskellige opfattelser undrede mig, så jeg valgte at kontakte Clement på mail. Han svarer, at det var en del af et satirisk indlæg, men logikken er klar.

Jeg kontaktede derfor Mathias Clasen efterfølgende for at høre, hvad der lå til grund for denne logik. Han forsker i medier på Institut for Kommunikation og Kultur på Aarhus Universitet.

Han fortæller, at mange deler netop denne logik. Det er en meget udbredt holdning, fordi det er et ’oxymoron’. Det vil sige, at ordet er sammensat af to begreber, der tilsyneladende modsiger hinanden.

»Folk har en række associationer med sport, som ikke inkludere at sidde og hamre i nogle taster.«

Forskeren forklarer mig, at der er en forholdsvis snæver forståelse af, hvad sport er. Det betyder også, at der er en snæver forståelse for, hvad elektroniske spil kan.

»Jeg mener, at det er en fejlagtig indstilling, men jeg tror samtidig den er meget udbredt,« siger han.

Den brogede dækning kan derfor hurtigt påvirke Esport branchen. Når Clement kommer med en så kontant udlægning, gør det ikke nødvendigvis lettere at få anerkendt ’oxymoronet’ som en sport eller noget støtteværdigt. Derfor kan Mathias Clasen godt forstå, hvorfor tilhængere af Esporten bliver så frustreret over sådanne udmeldinger.

Men Mathias Clasen mener, at økonomien kun har en delvis rolle i anerkendelsen. Det principielle spørgsmål om ordets betydning er lige så vigtig, mener han.

»Det (den økonomiske vækst red.) gør selvfølgelig, at man er nødt til at tage det lidt mere alvorligt: Jeg tror mange strider imod, fordi når de tænker sport, så tænker de fysisk udfoldelse og en sund krop. Når de tænker computerspil, så tænker de fede slaskede fyre med en controller og Playstation 4. De to billeder kan ikke harmoneres. Der kan være nok så mange penge i det og kommerciel prestige, men det gør ikke nødvendigvis, at det bliver bredt anerkendt.«

Forskellen på at skyde mod kegler og terrorister

Men jeg må erklære mig uenig i Clements udlægning af begrebet som værende et oxymoron. For det lever op til alle sportens elementer. Trods et tvetydigt navn, vil spillet stadig have samme rammer og regler som så mange andre sportsgrene.

Der er den samme motoriske præcision i hjernen, som sporten efterlyser. Der er en konkurrence, og dermed noget at spille om. Der er et specifikt mål, som at klatre op eller falde ned af rangstigen. Resultatet bliver organiseret af diverse organisationer, for efterfølgende at tillægges en betydning. Sporten skal sidst men ikke mindst styres af en dommer, som i dette tilfælde er spillet selv.

Den kritiske læser tænker måske: »Jamen der dyrkes jo ikke idræt«, hvilket leder mig op til argumentet om, at sport har en bred betegnelse. Ellers ville vi jo ikke se de samme spil på det lokale værtshus, som på sportskanalerne.

Billard og dart har vel samme betingel- ser som Esport for at blive betegnet som en sportsgren. Selvom Clement stadig kalder det et vrøvleord.

En lys fremtid for de virtuelle soldater

Det er hverken den økonomiske motor eller de sportslige kriterier, som efterlyses. Det er simpelthen manglen på anerkendelse blandt forbund og medier, der har udskudt processen. Ligesom så mange andre fænomener, der har været en tur i generationskløften, tyder meget på, at Esport også vil blive anerkendt som en sport.

Dansk Idræts Forbund har hæftet sig ved, at Esport ikke lever op til sportens kriterier. Men de er begyndt at løsne op på et tilsyneladende afgørende, men modsigende parameter:

Esport skal anerkendes af den danske befolkning, før vi anerkender det som en sport. Sådan lød det fra DIF’s formand, Niels Nygaard, selvom de ikke mener det ikke er en sport. Set på parametre som stigende tilskuertal, så vil der ikke vare længe før, at sporten anerkendes.

På verdensplan stiger populariteten væsentligt. Mod øst har de i Sydkorea valgt at tage imod Esport med åbne arme og betegner det nærmest som en nationalsport. Mod vest anser den amerikanske regeringen, ifølges Forbes, Esport-atleter som reelle atleter.

Danske skoler er begyndt at have ’Esport’ på skemaet, og der søges nye lærerstillinger med kompetencer inden for feltet. Ifølge Dansk Erhverv spiller 40 % af danske mænd computerspil. Og vi er i Danmark også førende indenfor både computerspillet Counter Strike og FIFA til Playstation. Begge prestigefyldte spil.

Vi ser derfor et sportsligt paradigmeskifte, hvor den professionelle anerkendelse er lige så værdifuld som det faktuelle grundlag for at være en sportsgren. Men anerkendelsen er lige om hjørnet. Spørgsmålet er bare, hvornår vrøvleordet definitivt bliver en sport.