Anmeldelse: Tysk trampertrio løfter træg retroaften

Scooter på scenen. Foto: Bjarke Hammer Skov

Fredag den 10. februar var der lagt op til benhårde beats og knæklys i lange baner, da arrangementet ’Vi Elsker Hardcore’ løb af stablen i Odense Idrætshal.

Af Bjarke Hammer Skov

Første kunstner på scenen var 666. Deres show bestod af DJ Mike Griesheimer og Mr. Demon på vokal. Showet virkede ikke specielt indøvet, men der var god valuta på hitfronten. Adskillige gange under showet spyede Mr. Demon ild (og Asti!) rundt på scenen og ud over publikum. Det understøttede djævle-temaet ganske fint, men blev alligevel som virkemiddel slidt hurtigt. Sceneshowet kunne ikke helt bæres af Mr. Demon og ild alene, men han havde det tydeligvis fremragende på scenen.  Desværre var der mere kitsch end kunst over 666’s optræden.

Senere trådte Brooklyn Bounce noget hårdere på speederen. Udover en DJ og MC havde de også to kvindelige dansere med, som i høj grad var med til at bære showet igennem. Samarbejdet mellem DJ og MC samt mellem MC og dansere fungerede upåklageligt. Desværre brugte de mange af de samme gimmicks som 666 – fakler og ildspyning. Virkemidler, som allerede under 666’s show havde karakter af kliché, blev nu endnu mere tyndslidte. Ikke desto mindre var energien og glæden ved at optræde tydeligt, og leveringen af numre som ’Born to Bounce’ og ’Bass, Beats & Melody’ passede perfekt ind i Vi Elsker Hardcore-konceptet.

Scooter på scenen. Foto: Bjarke Hammer Skov

Eneste danske islæt var DJ Aligator med det borgerlige navn Aliasghar Movasat, som leverede en noget ugidelig indsats på scenen. Konferencieren fik sagt fra scenen, at DJ Aligator spiller for fulde huse rundt omkring i verden. At dømme ud fra aftenens show var dette svært at tro. Medbragt var en MC fra USA, der trods den lange rejse ikke havde mange andre ord i sig end »come on!«. Undervejs i showet bemærker DJ Aligator, at han kun har kort tid tilbage på scenen. Manden med det ellers solide bagkatalog så ud til at have misforstået konceptet med showet. Det alt for radiovenlige set havde egnet sig bedre til The Voice end Vi Elsker Hardcore. Det virkede ærligt talt, som om han havde travlt med at skulle fra scenen. Et lys i mørket ved DJ Aligators optræden var den nærmest tinnitus-fremkaldende larm, der overdøvede det øvrige lydbillede, da publikum fra scenen blev forsynet med fløjter op til det største hit ’The Whistle Song’. Selvom publikums eget fløjtespil lød mere som blokfløjteundervisning i 3. klasse end som fløjtestykket fra ’The Whistle Song’, så gav lydbilledet solide reminiscenser til den eufori om nummeret, der kom til udtryk på hitlisterne, hvor singlen nåede firedobbelt platin i Danmark alene.

Til sidst kom hovednavnet: Scooter. Og det var bestemt forsinkelsen værd. Technotrioen fra Hamburg har siden starten i 1993 haft en lille håndfuld udskiftninger i bandets besætning, men det har ikke ændret deres varemærke væsentligt. Det udfylder de stadig til punkt og prikke. Frontmand H.P. Baxxter er muligvis ikke så adræt som tidligere, men energien viste han endnu. Flankeret af røg, ild og pyroteknik i store mængder leverede Scooter og i særdeleshed H.P. Baxxter over cirka 75 minutter en sand tour-de-force i showmanship med en kavalkade af hits fra deres mere end 20 år lange karriere.
En lille, men central anke ved Scooters show var deres sætliste, som nærmest overhovedet ikke har ændret sig siden sommerens ’Vi Elsker 90’erne’-turné, men som alligevel bliver leveret med tysk effektivitet. Akkurat som Brooklyn Bounce havde Scooter også dansere med – hele fire af slagsen, som skiftedes lidt til at være på scenen. Nogen væsentlig funktion havde de ikke, og det meste af tiden var de reduceret til at stå som fyld i baggrunden.

Scooter på scenen. Foto: Bjarke Hammer Skov

Hullerne mellem ovenstående kunstnere blev fyldt ud af det, der i omtalen hed ’Kongemanden & friends’ – flere af dem med baggrund på hedengangne diskotek IN i København. Underholdningsmæssigt nåede de ikke langt ud over scenekanten. Det fungerede i grunden ganske fint, da de lagde en blødere bund og på den måde ikke tog opmærksomhed fra hovedkunstnerne. Thomas Vendelboe, der måske er mere kendt for at være halvdelen af duoen Svenstrup & Vendelboe, skilte sig dog ud med en yderst solid sammensætning af numre. Taget lettede dog aldrig helt, for hans korte tid på scenen taget i betragtning brugte han for meget tid på at bygge numre op – og for lidt tid på klimaks.

Vurderingsmæssigt giver det ikke mening kun at vurdere showet på baggrund af det rent kunstneriske, der bortset fra Scooter ikke var noget at råbe hurra for. Det generede dog på ingen måde publikum, der aftenen igennem havde en kæmpe fest. Ganske vist var showet ikke direkte et 90’er-show, men retro-temaet skinnede – DJ Aligator undtaget – meget tydeligt igennem. Billetprisen var i den høje ende på over 500 kroner, men publikum fik leveret et veritabelt blast-from-the-past, inden de i vinterkulden bevægede sig hjemad.

Samlet vurdering:

 

2/6 knæklys for det kunstneriske

5/6 knæklys for det underholdende