To liv

Foto: Jóhann Hansen og Simone Hegelund Sørensen

Vi voksede op sammen, legede sammen og grinte sammen. Vi var veninder, men blev adskilt, da hendes forældre giftede hende væk til sin fætter i Jordan, hvor vi fem år efter mødte hinanden igen.

 

 

Af Simone Hegelund Sørensen

Osen fra den tætpakkede trafik fylder den gule taxa med en ubekvem lugt. Den unge chauffør har givet udtryk for, at destinationen er ham velkendt, men hans flakkende blik og synet af den samme butik for tredje gang siger noget andet. Jeg fisker mobilen op af tasken og prøver at følge med på kortet. »Oh, it’s here. Stop!« Han tramper hårdt på bremsen, jeg betaler ham to dinar og retter på mit lettere uglede hår, inden jeg stiger ud. Jeg får hurtigt øje på en lav kvinde iført hijab med en lille pige i hånden.

»Manal,« råber jeg.

Hun vender sig og møder mig med et kram. Et kram, jeg har savnet i fem år.

Mødet

Manal og jeg voksede op på samme villavej i Slagelse på Vestsjælland. Vi løb på løbehjul, lavede dørfis og spillede fodbold i den lokale klub sammen. Manal er muslim, jeg er kristen. Alligevel var vi ens på rigtig mange områder. Vi var veninder.

Da jeg fyldte 15, fik jeg mit første fritidsjob, min første kæreste og min første invitation til fest. Forlovelsesfest. Manals fem år ældre fætter Ahmad havde spurgt hendes forældre om lov til at gifte sig med deres datter. De havde sagt ja, så nu var Manal forlovet. Det var sidste gang, jeg så hende i de kommende fem år. I de fem år udviklede jeg mig meget. Jeg gik på gymnasiet, fik en kæreste, slog op, fik en ny, drak mig fuld, blev student, tog på Roskilde Festival, arbejdede og endte med at tage på Vallekilde Højskole. Jeg valgte journalistlinjen, for jeg ville være journalist. Dette valg bragte mig til Jordan på studietur. Helt tilfældigt til Jordan, hvor Manal nu bor sammen med sin mand Ahmad og deres treårige datter, Eleen. Nu sidder jeg her i deres nyrenoverede lejlighed i Amman, mens vi taler om alt og intet. Sammen igen, men ikke længere ens.

Manals nabolag i Amman mere end 3.000 kilometer fra Slagelse. Foto: Jóhann Hansen.

Vi er indendørs, i sikkerhed. I sikkerhed for at blive beskuet af mulige ægtemænd, så Manal lader det sorte tørklæde falde. Hendes hår er vokset betydeligt, siden sidst jeg så det. Det når ikke blot hendes brystkasse længere, men er for længst vokset forbi navlen. Jeg beundrer dets svajende bevægelser, mens hun rumsterer ude i køkkenet.

»Jordbær- eller chokoladekage?« spørger hun.

»Jordbær,« svarer jeg.

Hun kommer ind med to overdådige kager og følger trop med alt fra chips til chokolade for ikke at glemme kaffen. Lille Eleen vimser om benene på Manal, der pænt beder hende sætte sig ned. Jeg forventede en hurtig strofe på arabisk, men Manal taler dansk til sin datter.

»Snakker hun dansk?« spørger jeg uvidende.

»Sølvfølgelig gør hun det« svarer Manal.

Manal fortæller om sin ægtemand Ahmad, der arbejder for Libyan Airlines. Hun fortæller, hvordan han spurgte hendes forældre om lov til at gifte sig med hende tilbage i 2012. Manal havde dengang haft ét krav. Hun ville under ingen omstændigheder flytte til Jordan.

Artiklen fortsætter under billedet

Simone sammen med Manal og Manals datter, Eleen. Foto: Privatfoto.

Men da de blev gift, blev Manals krav tilsidesat.

Manal ønskede heller ikke børn i en tidlig alder, men Ahmads far blev alvorligt syg to år efter brylluppet. Ahmad ønskede inderligt, at faderen fik sin førstefødte at se, inden han afgik ved døden.

Manals ønske blev tilsidesat, og hun blev gravid.

En graviditet, der forvoldte Manal mange følelsesmæssige slag. Hun var ikke blot gravid som 19-årig. Hun følte sig også alene. Helt alene. Derudover blev det hurtigt konstateret, at fosteret i Manals mave havde hjerteproblemer. En konstatering, der skabte frygt, men paradoksalt nok også glæde hos Manal. Barnet var sygt, så Manal måtte forlade Ahmad og Jordan for at få den bedste behandling. Behandlingen var i Danmark. I Danmark hvor Manal er født og opvokset, og hvor hele hendes familie bor. Eleen blev født seks måneder senere på Næstved Sygehus. Sund og rask.

Forskellige

Mit første minde om Manal stammer fra en sommermorgen, hvor jeg var alene hjemme med min mor. Jeg var ude i haven, da det bankede på døren. Min mor rejste sig fra solsengen og gik gennem køkkenet for at åbne hoveddøren. Ude foran stod to mørkhårede piger med et løbehjul i hånden.

Jeg havde sådan et løbehjul. Helt magen til.

De spurgte min mor, om der var børn i huset, der havde lyst til at lege. Min mor svarede ja uden at spørge mig, og snart havde jeg fået to nye veninder. Manal og Mona. Manal og Mona havde fire søskende. To brødre og to søstre. De boede for enden af Holbergsgade i en stor, flot, hvid villa. Integrerede. Jeg husker hendes familie som integreret. Et billede, der krakelerede, da de giftede deres 15-årige datter væk.

Det længste, mine forældre sendte mig væk, da jeg var 15, var til Brøndby. For at spille fodbold. De kørte mig flere gange om ugen, og det var bare til træning. Derudover kom kampene i Slagelse. Jeg brugte rigtig meget tid med mine forældre i den alder og kunne aldrig forestille mig, at jeg skulle have været dem foruden.
Derudover brugte jeg meget tid på gymnasiet. Jeg kom i en sportslig klasse, der ikke kun konkurrerede i sport, men også i druk i weekenderne. Så jeg blev fuld. Jeg blev rigtig fuld. Selvfølgelig lærte jeg at kontrollere alkoholen, men min far har vist båret mig fra flere fester, end jeg lige husker.

I gymnasiet lærte jeg også, at min første kæreste ikke var min sidste. Tværtimod. Jeg datede først Ulrik fra 3. Da han blev kedelig, fandt jeg hurtigt Oliver fra klassen mere interessant. Derudover var festudvalgets formand også meget sød. Det var gengældt. Sådan fortsatte interessen for drenge, og da jeg blev student, havde jeg en kæreste, men vi skulle i hvert fald ikke giftes. Ikke nu.

Jeg brugte mit første sabbatår på at få opfyldt en del ønsker. Jeg tog med mine veninder og kæreste ud at rejse. London, Athen, Milano, Madrid, Cape Town. Jeg kom vidt omkring. Det var sjovt. Det var vildt sjovt at have frie tøjler.

Jeg har generelt fået opfyldt en del ønsker i mit liv. Til dels på grund af mine forældre og mine frie tøjler, men også på grund af min viljestyrke.
Viljestyrke besidder Manal også, men opbakning hjemmefra tolker vores familier på meget forskellige måder.

Ens

Mens vi sidder i sofaen og udveksler ord og latter, slår det mig. Vi er så forskellige, men alligevel så ens. Ens ambitioner, ens drømme, ens ønsker.

Jeg vil være journalist. Manal vil være læge. Hendes forhindring er det arabiske sprog, min er optagelsesprøven. Hendes stramme sorte bukser, den nydelige røde skjorte og den fulde krigsmaling fortæller, at hun går lige så meget som i sit udseende, som jeg selv gør i mit.

Hun ønsker den bedste fremtid for Eleen, og selvom jeg endnu ikke har børn, ved jeg, at jeg vil have det på samme måde. Hun elsker at shoppe, og mine røde tal på kontoen fortæller vist det samme.
Følelsen af at være alene er også noget, vi har delt. Manal var alene i Jordan. Uden familie og venner og med et barn på vej. Alene på en helt anden måde end jeg var.

Jeg blev mobbet en stor del af min skolegang. Det resulterede i, at jeg fandt mit eget selskab mere trygt end alle andres.

Vi er heldigvis begge to kommet videre. Det giver vi i hvert fald udtryk for. Jeg har fået mange venner og er med tiden blevet bedre til at acceptere og involvere mig i sociale fællesskaber. Manal har fundet nye veninder i Jordan og er blevet tættere med sin moster, Ahmads mor. Det hele hjælper på ensomheden, og Manal ser frem til, at hun fylder fireogtyve, for så er familiesammenføring nemlig muligt, og såfremt Ahmad kan finde arbejde i Danmark, kan hun tage sin lille familie med til Danmark. Med hjem.

At bo i Jordan er ikke noget, Manal ønsker på længere sigt. Her er det svært for hende at studere grundet sprogbarriererne, og hvad der ellers virker så simpelt som at tage et kørekort, kan ikke lade sig gøre. Så selvom fitnesscenteret få gader væk bliver brugt flittigt, bliver timerne sammen med Eleen i den ellers så fine lejlighed lange.

Jeg tager mig selv i at sige til Manal flere gange, hvor sej jeg synes, hun er.

»Men der er jo ikke nogen, der gør det for mig,« svarer Manal og fortsætter:

»Jeg har ingen mor til at gøre tingene for mig her i Jordan. Jeg er selv en mor nu. Det er på mig, ansvaret hviler.«

Manal forklarer, at Eleen er hendes førsteprioritet.

Dagplejen benytter Manal sig ikke af, da hun synes, forholdene er for dårlige, og en skole i Jordan, føler hun heller ikke, er ideel for Eleen.

Generelt agerer Manal som en voksen kvinde, men det er hun jo i realiteten også. Sådan ser hun også sig selv. Det har hun gjort i mange år.

»Jeg blev voksen den dag, jeg flyttede til Jordan,« råber Manal ude fra køkkenet, mens hun skifter vandet i undulatens bur.

Jeg synes, det hele lyder meget hårdt, og jeg får flere gange udtrykt et »hold da op«, når Manal fortæller om sin tilværelse i Amman.

Murbrokker i Jordan. Foto: Jóhann Hansen.

»Jeg er jo glad for det, Simone. Det her er mit liv nu, og jeg har selv valgt det.«

Selvom jeg er uenig i de sidste fem ord, der passerer hendes røde læber, nikker jeg forstående og kigger på uret.

Det er ved at være tid til at komme hjem. Næste mødetid er 14:30 i lobbyen, og med den tunge trafik, kan det tage ufattelig lang tid at køre de seks kilometer.

»Hold op, hvor er tiden gået stærkt,« udbryder jeg.

»Skal du allerede hjem?« svarer Manal.

De store, brune øjne stirrer sørgmodigt, men forstående på mig.

»Jeg tager lige mit tørklæde på.«

Vi tager alle tre sko på, Eleen, Manal og jeg. Så er vi klar. Klar til at tage afsked. Eleen trykker på knappen til elevatoren. Ja, sådan en hører til den lejlighed Manal og Ahmad lige har købt. Jeg ville nu foretrække at gå efter al det kage, men jeg følger selvfølgelig med. Vi når ud på den trafikerede gade. Jeg leder uden held. Ingen gule taxaer. Jeg kan mærke, tiden presser mig lidt. Det bemærker Manal. Hun løfter Eleen og tager et skridt ud på den trafikerede vej. Den første gule taxa stopper, men har en kvinde på bagsædet. Manal beder mig vente og slår derefter over i arabisk. Der går ikke mange sekunder, før døren åbner, og taxachaufføren vinker mig ind.

Et kram. Så et til. Et kys på først højre så venstre kind. Jeg stryger mine fingre gennem Manals lille datters vidunderlige krøller.

Jeg vinker til Manal gennem den nedrullede rude i den gule taxa.
»Farvel, Manal.«

»Farvel, skat.«