Anmeldelse: Behovet for patriotisme

Henrik Jensen. Foto: Mogens Engelund via Wikimedia

Historikeren Henrik Jensen, født 1947 cand. Phil. I historie ved Københavns universitet 1973, udgav i vinter essayet »Derfra vores verden går«. Essayet behandler begrebet fædrelandskærlighed. Fædrelandskærlighed er, ifølge forfatteren, noget alle på det politiske spektrum skal forholde sig til for at undgå højreradikale partiers fremmarch.

 

 

Af Simon Kristian Holt

Nationalfølelsen er fundamentet for demokratiet

Essayets omdrejningspunkt er behovet for fædrelandskærligheden som forfatteren, Henrik Jensen, ser som et middel mod den antidemokratiske højrefløj, der de seneste år har vundet frem i Europa. Jensen tager læseren i hånden, med et smukt og til tider sarkastisk sprog, gennem vigtige passager i danmarkshistorien, der ifølge ham har haft indflydelse på vores forhold til fædrelandet.

Fædreland og fædrelandskærlighed lyder både farligt, tørt og uaktuelt. Men nationalfølelsen er ifølge Jensen primusmotor i et demokrati. Vores vestlige demokratier bygger på, at vi har tillid til hinanden som borgere i vor lande. Accepten af fælles spilleregler bringer tryghed til samfundet. Denne tryghed og genkendelighed borgerne imellem må, ifølge Jensen, ikke undervurderes. For de er med til at skabe den nationale/sociale loyalitet, vi som samfund har behov for. For historien viser, at der med en bred folkelig forståelse af den eksisterende nomos skabes netop den nationale loyalitet i et givent samfund. Denne nationale loyalitet er uhyre vigtig, da den hjælper borgerne i et samfund til at acceptere større grad af ulighed, der altid vil være i et kapitalistisk samfund.

 Nationalisme versus patriotisme

Et helt centralt emne i Jensens essay er definitionen af fædrelandskærlighed. Siden de store verdenskrige har det ikke været ufarligt at erklære sig national og patriotisk. Allerede inden de sidste bogstaver har sluppet dine læber, er du allerede sat i bås. Du er bange, uoplyst og måske endda også racistisk. Denne forudindtagede holdning til det nationale er noget, som der skal gøres op med ifølge Jensen. Jensen henviser til George Orwell, som med sin artikel »Notes on Nationalism« definerer de to begreber. Orwell mener, at patriotisme i sin natur er defensiv – både kulturelt og militært. Patrioten mener blot, at dennes kultur og levevis er den bedste, men han har intet ønske om at tvinge den ned over fremmede nationer.

Nationalismen er derimod den onde tvilling. Nationalisten har for øje at udbrede sin kultur. Nationalisten vil erobre andre kulture for at skaffe nationen mere magt – på bekostning af sin egen individualitet.

At være patriotisk skal altså her ikke forstås som Mel Gibson ridende på en hest med krudt og kugler om ørerne. Det skal derimod forstås som respekten og accepten af den danske kultur. Jensen påpeger nemlig, at vores vestlige kulturer er under pres i den globaliserede verden. Derfor skal vi stå på mål for den danske kultur, som skaber den nationale loyalitet. Den er uhyggelig vigtig, hvis ikke Danmark skal opleve en bølge af højre-radikalisering.

 Velfærdstatens rolle 

Ifølge Jensen har det danske samfund oplevet store forandringer gennem historien, som har forskudt samfundet eller sat den nationale følelse på spil. Landboreformerne i den sidste halvdel af det 18. århundrede gjorde bønderne til en vis grad frie. De arbejdede nu ikke længere for en godsejser, men havde nu bedre rammer til at skabe velstand selv. En del af datidens nationalfølelsen var, at alle danskere arbejdede for Danmark. For at tjene Danmark og gøre landet rigere efter vores store nederlag de seneste år på slagmarkerne.

Indtil da havde kristendommen også spillet en væsentligrolle i den danske sammenhængskraft. Freidrich Nietzsche erklærede »Gud er død« og så kom verdenskrigen. Verdenskrigen viste for alvor hvad det ’moderne’ menneske stadig var i stand til. Der skulle kun gå 25 år, før vi igen røg ud i en verdenskrig, som viste grusomme uhyrligheder. Efter krigen havde verden fået nok, og troen på en Gud forsvandt langsomt.

Marshall-hjælpen hjalp tyskerne i gang efter krigen. Højkonjunkturerne nåede først til for alvor i Danmark 60’erne, hvor Socialdemokratiets ekspansion af velfærdstaten tog fart. Nu arbejdede danskerne, ligesom efter landboreformerne, for et bedre liv. Meningen med livet blev at arbejde. Gud var død og det nationale på tilbagetog. Det civile samfund, som tidligere havde bundet Danmark sammen, var i opløsning.

»Kommunerne lagdes i 1970 sammen til uoverskueligheder, og velfærdstaten åd sig ind på det civile samfund. Staten var ikke nationen – det civile samfund var nationen,« som Jensen formulerer det. Dette forhold ændrede sig dog, og staten begyndte at opføre sig, som om den var nationen. Dette lagde grobunden for det individualistiske samfund, vi har i dag. Man var ikke længere afhængige af, om naboen gjorde sin pligt og arbejdede, eller om du selv gjorde. Du kunne blot læne dig tilbage, kræve dine overførelsesindkomster og være ligeglad med det nationale fælleskab.

Nationalfølelsen som et værn

Den store folkelige mistillid til EU-projektet og højreradikale kræfters fremgang i Europa hænger uomtvisteligt sammen. Jensen advokerer dog her for, at en ’legitim’ dyrkelse af det nationale vil kunne dæmme op for disse tendenser. Jensen mener nemlig at patriotisme, som Orwell definerede det, ikke kun burde overlades til højreorienterede kræfter i Europa. Ifølge Jensen har EU været en klar gevinst for medlemslandende. Dog kun som økonomisk gevinst – ikke demokratisk. For som før omtalt i artiklen, så fungerer demokratiet kun optimalt, hvis folket under demokratiet har tillid til eliten. Dette er ikke tilfældet i den nuværende EU-konstellation. De 28 medlemslande har vidt forskellige kulturelle normer og genkendelighed. Dette kan, men må ikke undervurderes. Jensen foreslår derimod, at EU igen falder tilbage til den oprindelige idé om økonomisk samarbejde. Dette, plus en større dyrkelse af det nationale lokalt, ville give mere suverænitet og identiet tilbage til nationalstaterne, som ville kunne afværge populistiske højrefløjspartiers fremmarch.