Lederen: Vil vi i fremtiden kalde os for kammerater eller konkurrenter?

Den 15. marts offentliggjorde TV 2 en lille video på deres Facebook-side, Bliv praktikant på TV 2, hvor man fik et indblik i det fede ”prakkerliv” på TV 2. I samme åndedrag inviterede mediehuset også de kommende journalistpraktikanter til Åbent Hus og samtaler.
Samtaler, hvor der løbende vil blive ansat praktikanter allerede den 11. april.
Én dag inden praktikmessen på Syddansk Universitet.
Én uge inden de studerende officielt kan melde ud om aftaler med medierne.
Et øjeblik for hurtigt – et øjeblik for ødelæggende.

Det faldt mildest talt ikke i god jord hos alle, og mange journaliststuderende var utilfredse. Man var bange for, at dette ville sabotere hele praktikforløbet.

Og det gjorde det.

For før nogens vrede røst var lydt, havde medierne indført Store Match Dag igen, og dermed er vi blevet kastet tilbage til starten. Vi står atter med det enorme pres på skuldrene, som vi håbede at kunne ryste af os. Et pres, der tynger os ned flere måneder inden praktikræset overhovedet begynder.

Et pres, der mere end noget andet vil overbevise os studerende om, at vi ikke skal se hinanden som kammerater, men derimod som konkurrenter.

Der er en overbevisning om, at journalistik bliver bedst, når journalisterne kæmper mod hinanden.

At markedet, konkurrencen og hungren efter det store scoop driver os til at producere den bedste kvalitet. At journalisterne på de andre medier bare vil stjæle vores historier – ja, sågar vores egne kollegaer på redaktionerne vil nuppe dem for næsen af os.

At vi journalister er modstandere.

Men hvorfor er det så, at vi under uddannelsen ser hinanden som kammerater?

Vi bliver undervist i gruppearbejde. Hvordan man lytter til hinanden, får feedback, skaber idéer og sammen når frem til det bedste produkt. Vi lærer om de forskellige roller, mennesket kan besidde, og hvordan vi på bedste vis bruger hinanden.

Vi lærer, at hvis man har en god idé til en historie, skal man ikke bare gemme den for sig selv; ved at samarbejde om idéen bliver den altid så meget bedre.

Da jeg valgte at blive journalist, var det fordi, jeg ville gøre en forskel.

Gøre verden til et bedre sted ved at belyse alt dét, der gør den dårlig.

Hvorfor skal det hele handle om karriere, om at finde det fede job og tjene en masse penge? Hvorfor falder tanken om journalistik, hvis formål er at rette op på samfundets fejl, i baggrunden for journalistik, hvis formål er at overgå de andres arbejde.

Hvorfor ikke skabe god journalistik i samarbejde med andre journalister?

Lixen handler om samarbejde.

Lixen handler om journalistik. Lixen er skabt af unge studerende, som har en idealistisk tanke om journalistik, der ikke drives af profit. Unge journalister, der endnu ikke er blevet sat over for hinanden i bokseringen iført blodplettede handsker og fråde om munden.

Journalister, som arbejder sammen som kammerater.

I sidste øjeblik blev der foretaget store ændringer i praktikræset. Alting blev vendt på hovedet. Panikken indfandt sig atter engang.

Derfor vil vi på Lixen opfordre alle jer kommende praktikanter til at huske på, hvem I altid har arbejdet sammen med og kaldt for kammerater.

For hvorfor skulle det ændre sig, når vi skal ud i praktikken?
Hvorfor skulle det ændre sig, når vi kommer ud på arbejdsmarkedet?
Hvorfor skulle det nogensinde ændre sig?

På vegne af redaktionen,
Lukas Bjerg

 

lukasbjerg@hotmail.dk