Lederen: Vi skal turde prøve grænser af

Vi skal turde prøve grænser af. Kun på den måde kan den journalistiske kreativitet blomstre og måske vise medieverdenen en ny vej i kampen mod og med faldende oplagstal, brugergenereret indhold og brugen af flere platforme. Vi skal turde teste, om journalistisk genrebevidsthed og normtænkning er vejen frem. Eller om disse konforme grænser lokker medierne i forfald og glemsel, mens bloggere, Facebook-krigere og debattører bryder rammerne og dermed overtager journalisternes post og ansvar i samfundet.

Man tester grænserne ved både at kende og udfordre. Det første skal Lixen selvfølgelig være platform for. For kun gennem øvning lærer man journalistikkens kunst, etik og grænser at kende. Når man så har lært at skrive og fundet grænserne, kan man prøve dem af. Det skal der også være plads til – altså provokativt indhold og nye idéer. Det sidste var tanken med sektionen ’Bixen’, som blev tilføjet til avisen i marts 2016.

Heri kom et kreativt og nytænkende forsøg i form af artikelserien ”Undervisere på grillen”. For hvor går grænsen mellem underholdende satire og stigmatiserende mobning – og så endda med garvede journalister og undervisere i fokus?

I artikelserien er to undervisere på skift blevet sarkastisk ”grillet” af to forskellige skribenter. Det var en fremragende idé – men idéen manglede et mål. Derfor lukker Lixen serien ned efter en længere debat, selvom vi påskønner indsparket. For uden klart mål og vinkel tangerer artiklerne i større grad til sarkastisk mobning af personernes (opfattede) karakteristika gemt i satiriske fåreklæder i form af virkemidler som ironi, humor og overdrivelse. For satire er en litterær form, hvor afsenderen sætter fokus på en persons handlinger og væremåde med det formål, at noget bestemt skal ændres, fjernes eller forbedres.

Men vi skal stadig turde prøve grænser af, fejle, lære – og prøve igen. Om man hedder Kurt Westergaard, Charlie Hebdo eller Lixen. Lixen står med åbne arme. For hvis de journaliststuderende ikke tør prøve idéer af, hvem fanden gør så? For hvis journaliststuderende ikke tør forny sig, hvorfor har samfundet så brug for dem, hvis andre varetager deres post?

På vegne af redaktionen,
Amalie Christina Klitgaard