SDU udefra – et satireindslag

Hvad tænker de andre journaliststuderende fra DMJX og RUC om os fra SDU? Det vil vi gerne vide, og derfor har vi spurgt en studerende fra hver af de to andre uddannelser om, hvem de tror, vi er.

DMJX
Af Kasper Hvid, DMJX

Når jeg forestiller mig en journaliststuderende fra Syddansk Universitet…

Thomas Helmig vs. H.C. Andersen, Ceres vs. Albani, Northside vs. Tinderbox eller AGF vs. OB. Allerede når Århus og Odense konkurrerer om at være den fedeste by, vinder Århus. Det bliver ikke meget bedre, når journaliststudierne sammenlignes.

Forholdet mellem SDU og DMJX kan bedst beskrives som et had-/kærlighedsforhold, bare uden kærlighed. DMJX er bedre end SDU. Det burde ikke være så svært at forstå, men det er det alligevel.

Hvis jeg læner mig tilbage og tænker på, hvad journaliststudiet på Syddansk Universitet egentlig er, så er det sangen fra Bølle Bob, som falder mig ind: ” Vi er ikke rigtigt voksne, vi er ikke rigtigt børn.”

Det beskriver virkelig godt SDU. I studerende på Syddansk Universitet er en hybrid mellem journaliststuderende på DMJX og studerende, der læser på universitetet. I passer simpelthen ikke ind.

HighRisk bekræftede mine fordomme

HighRisk 2015 var en bekræftelse af alle mine fordomme. 50 mennesker havde taget togturen fra Nordens Paris til Odense for at se skolens stolthed spille fodbold. Alt imens 20 studerende fra SDU var hoppet op på cyklerne ud til stadion.

Det undrede os fra DMJX, så da vi købte pølser af jer, spurgte vi:” Hvorfor er I ikke flere?”

I skulle snart til eksamen, blev der svaret. En eksamen, I endnu ikke havde fået opgavebeskrivelsen på, men alligevel forsøgte at forberede jer til.

Med lette grin og overbærenhed valgte vi at ignorere, hvad der var blevet sagt.

Det siger alt. Pseudoakademikerne, der foregiver at være journaliststuderende, kunne ikke tage én dag ud af kalenderen, fordi de snart skulle til eksamen. Læsesalen var simpelthen mere proppet end et DSB-tog en søndag eftermiddag, denne dejlige, varme forårsdag.

Var RUC alternativet?

I sidste udgave af LIXEN blev der bragt et interview med Anders Stegger, der er uddannet fra DMJX. Ja, det siger ligesom alt. Vi opkalder heller ikke et rushold efter Mark Stokholm, vel? Eller, det gjorde vi, men det var en fejl!

Når Hogwarts, som det ser ud i DDR, lukker en ind af de tunge døre på Olof Palmes Allé, så er det som om, at den eneste grund til at vælge SDU fremfor DMJX er indeklima. Vi kan i hvert fald ikke komme på andre og tænker tit på, om I bare valgte SDU, fordi alternativet var RUC?

Hvis det her skulle have provokeret jer på nogen måde, og I begynder at tænke i hævn, så vil jeg bare sige, at alle studerende på DMJX i Århus er omgivet af 40 centimeter armeret jernbeton, så selv ved dommedag er vi et skridt foran.

Grundlæggende vil jeg til slut sige, at SDU er lidt ligesom den irriterende lillebror, som tror, han er klogere end sin storebror. Det er han ikke, men til syvende og sidst elsker vi ham alligevel.

Vi ses 20. april 2016.

RUC
Af Mads Haahr, RUC

Når jeg forestiller mig en journaliststuderende fra Syddansk Universitet…

Håret er velfriseret, skjorterne er nystrøgede, ambitionerne er skyhøje, og på den anden tirsdag i ugen læses der akademiske tekster. Disse associationer er nogenlunde dækkende for RUC’erens opfattelse af den gennemsnitlige SDU-journalist.

Til forskel fra det miljø min egen journalistiske skoling udspiller sig under, er der på Center for Journalistik ingen dunst af hamp, ingen rundkredse, ingen dreadlocks, ingen guitarer og ingen portrætter af Johanne Schmidt Nielsen til at pryde universitetets vægge.

Hos SDU-journalisten har ingen af disse kreativitetsfremmende elementer sin berettigelse, her er nyhedstrekant, ubetinget loyalitet til Fyn og overdrevet arbejdsomhed de vigtigste dyder. Alkohol bliver indtaget i weekender og ved særlige lejligheder, men ellers tilbringes livet i streng askese med et entydigt fokus på drømmepraktikken.

Forbilledet, guruen om man vil, er Troels Mylenberg, og omvendt er skræmmebilledet hans medarbejdere på Fyns Amts Avis. For ganske vist foregiver SDU’eren, at stolthed og tilfredshed er følelser, der karakteriserer det midlertidige ophold på Gennemkørsels-Danmark, men i realiteten har frygten for, at det faglige virke på den gudsforladte ø skulle blive permanent mangt en aften holdt SDU’eren søvnløs.

På panikdagen er succeskriteriet derfor at komme så langt væk fra brunsvigerens frygtindgydende odeur som overhovedet muligt. På RUC er det snarere angsten for et praktikophold til højre for Politiken, der forårsager insomnien hos den journaliststuderende – mest af alt fordi det er tvivlsomt, om man får lov at færdiggøre sin kandidat efter et sådant forræderi.

I løbet af deres – mellemlange – uddannelse, bliver de på Fyn, som i Århus, oplært i sensationsjournalistikken og al dens overfladiskhed. Det er folkets ret at vide, om Lord Bendtners promille har været fluktuerende henover weekenden, eller om Stine Kronborg har fået silikoneimplantater, og det er SDU-journalistens fornemste opgave at berette herom.

Igennem den – seks årige – uddannelse på RUC prædikes det herimod, at objektivitet og saglighed er journalistens fornemste dyder, og selvom Det Kommunistiske Manifest udgør pensum på både første, andet, tredje, fjerde – på femte er vi i praktik – og sjette år, så kan man ingenlunde klandre os for at være en flok ræverøde lejesvende. Denne fordom må og skal dementeres.

Når alt kommer til alt, er vi i samme båd, SDU’erne og jeg, når de perfide Århusianere pådutter os prædikatet som pseudojournalister og stædigt fastholder vrangforestillingen om Journalisthøjskolens monopol på uddannelse af journalister.

Dog virker det, uforståeligt nok, som om SDU i denne forbindelse ikke ønsker at dele båd med RUC og i stedet for at stå sammen imod det århusianske tyranni, vælger de, som et usikkert barn i skolegården, at sparke nedad imod den excentriske, langhårede, usoignerede og uambitiøse RUC’er, der læser akademiske tekster på den eneste tirsdag i ugen.