Sunday Blues

Foto: Mislav Marohnić, Flickr

Det er ikke mange dage siden, foråret for alvor fik taget i os. Vejrudsigten meldte sol og hele 12 grader, så vi greb chancen for at sætte os udenfor og blotte vores lodne stænger og marcipangule pølsetæer.

Af Rikke Schrøder Djurhuus

Ah, forår. ”Hjertet springer ud på forårets bud, det er en herlig tid.” Blomster, fuglekvidr, amoriner i luften. Men jeg kan lige så godt sige det, som det er: Jeg kan ikke mærke det. Jeg ser hverken fugle, grønne skove eller Amor i underdrenge. Jeg har tømmermænd. The Grey Goose er for længst fløjet, og nu er der kun Grey tilbage. Og nej, den hedder ikke Christian. Den hedder søndag, men den slår mindst lige så hårdt.

Jeg føler mig som Gravballemanden. En indtørret rosin med et lidende ansigtsudtryk. Det er som om, Instagram har narret os til at tro, at hvis det pis-øs-regner, så findes der sgu nok et filter, der kan rette op på den slags. Sådan er det ikke i virkeligheden.

Som en anden alkoholiker rækker jeg en rystende hånd ud efter mit første fix. Telefonen. Ingen beskeder. Intet nyt. Kun min venindes overdrevne hestegrin, der ler ud til mig fra min pauseskærm. Velkommen Rikke! Velkommen til resten af dit liv i glemsel og ensomhed.

De fem flade
Det er mig en gåde, hvordan hende, som nu tøffer rundt i afklippede 80’er gamacher med 23 trykt på røven og fedtet hår, der bølger på den der Arne Melchior facon, i går lignede én man faktisk godt gad kysse på. Altså da jeg gik hjemmefra. For få timer siden stod jeg rødmosset og fulde-sentimental på Rhino Bar med en arm under to forsvarsløse lærerstuderende og sang med på ”Den bedste tid.” Jeg håber aldrig, jeg ser de mennesker igen.

Nu sidder jeg her, omringet af Spangsbergs flødeboller, og ligner mest af alt en tyk østtysk grænsebetjent. Nu forsøger jeg ihærdigt at kæmpe mig igennem min daggamle brandert. Spangsbergs flødebollelov synes ikke at have slået et slag for moralske tømmermænd, så jeg må i stedet tænke mig til den gråhårede mand med dommerkåbe og hammer, som dunker mig i hovedet og siger ”du må godt.” Det letter en smule på samvittigheden.

Kjolens hemmelighed
Hele hytten stinker af hårlak og Happy Meal, og jeg finder synderen under kjolen fra i går. Her ligger en levnet overbolle med pickle og sennep.

Kjolen sladrer med det samme, for den er alt for pænt lagt sammen. Der var vist én, der ikke fik noget ”pickle” i går. Den var ellers kort, og han var også meget sød, ham du mødte i baren. Og alligevel fandt du dig selv i køen på McDonald’s og cyklede hjem klokken fire i et sæt tarvelige hullede nylonstrømpebukser med To Ludere og en Lommetyv (To cheeseburgere og pommes frites). Nu ligger du her i fosterstilling og græder snot til Beverly Hills. Hvornår går det op for dig, at ingen mystisk badboy på motorcykel kommer og samler dig op? Og at du ikke er Kelly Taylor?

Kuvøseguf
En tur i køleskabet og så tilbage i seng, hvor jeg svøber mig ind som en hotdog. Det er som om, søndagen altid formår at overhale os indenom. Alle de pligter, vi udskød, skyller nu ind over os. Som en bølge, der gør dynen så tung, at vi slet ikke magter at løfte den. Alle de fristelser, vi var offer for, og dem vi vendte ryggen til, ligger nu i baghovedet og nager. For slet ikke at nævne tanken om, at i morgen starter det hele forfra igen.

Dér står jeg op og ligner et menneske igen. Så lad mig lige sunde mig lidt i kuvøsen for en stund, indtil jeg atter kan være mig selv bekendt. I morgen vil jeg springe ud af sengen, motionere, synge med fuglene og vinke til Amor og de marcipangule tæer. Men altså først i morgen.

 

ridju15@student.sdu.dk