Jeg går op i likes på Facebook – altså anonymt

Illustration: PeteLinforth, Pixabay

Det er pinligt. Meget. Men ikke værre end at andre kan forstå pinsomheden og komme med en trøstende kommentar. Hvis vi altså ikke kender hinanden.

Af Amalie Hebel Andersen

”Det der med at have fået nyt profilbillede på Facebook, som ikke får nok likes … Men man vil ikke indrømme, at man går op i den slags, så man beholder det pinsomt, til det virker ok at skifte igen. #Ligegladmedhvadandretænker #yeahright.”

Sådan lød min bedste Jodel til dato!

Til jer der ikke kender Jodel, så er det et socialt medie udviklet til universiteter. Man kan skrive en Jodel, som kan sammenlignes med at skrive en statusopdatering på Facebook. Universitetsstuderende kan kommunikere med hinanden via kommentarer til de forskellige Jodels, der bliver lagt ud. Det særlige ved det er, at det er anonymt. Du skal ikke tænke over flotte profilbilleder, og hvad andre mennesker tænker om det, du skriver.

Min Jodel fik intet mindre end 106 ”up’s” (som er det modsatte af ”down’s”). Det er meget i min optik. Jeg fik i hvert fald flere af Jodels ”up’s”, end mit profilbillede fik likes på Facebook. Skønt. Det opstod ud af en date med et spejlreflekskamera inde på mit værelse. Lyset var perfekt den dag. Jeg følte mig lidt cute. Blinkede til mig selv i spejlet. Derefter redigerede jeg billederne, indtil jeg syntes, at de var nogenlunde acceptable. Til sidst fik jeg krisehjælp fra min overbo, som kunne vælge det bedste ud (min overbo er en han). MEN! Jeg fik ikke hurtigt nok likes til det profilbillede. Overhovedet. Dybt suk. Hele to timers spildt tid – plus det løse. Så jeg valgte at krænge mit hjerte ud til Jodel.

Men tilbage til historien. Efter min Jodel findes derude i cyberspace, føler jeg mig ikke længere alene om min frustration. Det gode ved Jodel er nemlig, at det (for det meste) er ærligt. Det kan godt være, at man ikke diskuterer ligestilling, ulighed og fattigdom på et højt intellektuelt niveau, men det er heller ikke pointen. Her er der plads til, at man går op i likes på Facebook. Plads til alt det, som man ikke siger højt. Og helt ærligt? Jeg bruger mindst lige så meget tid på Jodel, som jeg gør på DR’s nyhedsapp. Undskyld. Undskyld til mig selv. Og jeg skal være journalist … Woops. Men sådan er det!

Jodel er åndehullet i en tid, hvor alle forventer, at man har en mening om et eller andet. Okay, det var måske sat lidt på spidsen… But you get it.
Eftersom jeg er debatredaktør på Lixen (ja, det er lidt ananas i egen juice. So what), så har jeg selvfølgelig også tænkt over, hvad den her lille klumme gør ved mit ansigt udadtil. Bliver jeg nu bare hende, der går op i likes? Hmm, måske. Men hvis vi nu indrømmer, at de fleste mennesker går op i likes på Facebook, så er det da et skridt på vejen til, at vi kan indrømme nogle andre ting også. Indrømme det, som af en eller anden grund er lidt pinligt. Jeg har for eksempel endnu ikke mødt en eneste i min omgangskreds, der stemte Dansk Folkeparti. Lidt vildt taget i betragtning af, at det burde være hver femte person, jeg møder på min vej… Anyways, det var lige et sidespor.

Men hvorfor al den snak om profilbilleder? Jo, jeg vil såmænd bare sige tak til alle jer andre Jodel-brugere, der er der for mig og for hinanden. Når Facebook, Instagram og Twitter bliver for offentligt og debatterende, og man bare har brug for et godt råd, en opsang eller lidt optimisme, så er Jodel der altid.

Og for lige at dele et af de råd, jeg har fået på Jodel: ”Har du tagget dig selv på profilbilledet endnu? Ellers gør det, så plejer man at hive lidt ekstra likes.”

 

amand15@student.sdu.dk