Revser virkelighedsbilledet i dig?

Vi har som journalister ansvaret for at skildre virkeligheden. Formidlingsvejen kan gøres mellem mange forskellige kanaler. Er det billeder, beskrivelser eller noget helt tredje, der vækker de største følelser hos læseren?  

Af Cecilie Spottog Petersen og Mia Grosell

Du er journalist og taget til Tyrkiet. Tusindvis af flygtninge forsøger at nå grænsen for at komme videre ind i Europa. Du står på en strandkant et sted ved den tyrkiske kyst. Disen ved morgengry bruser over havets overflade. Rundt om dig står en skare af folk. Frygten blusser ud af deres øjne. De er alle flygtet fra rædsel. Præcis som den lille dreng, der ligger i vandkanten. Den eneste forskel på dem og ham er, at de nåede i land i live. Det gjorde lille Aylan Kurdi ikke.

Tankerne løber gennem dit hoved. Du har lyst til at skrige. Du kan ikke. Du har lyst til at hjælpe ham. Det kan du heller ikke. Hvad kan du gøre? Hvad vil du gøre? Hvordan får du udtrykket den smerte, der lige nu farer gennem dig selv uden at støde dine læsere, men samtidig uden at holde dem for nar? Det er dit arbejde som journalist at vise virkeligheden, men kan den sande virkelighed nogle gange være for barsk at vise?

Du ved, at hvis du tager billedet, kan du skabe nogle stærke følelser hos dine læsere. Du gør det umuligt for dem at flygte fra virkeligheden. Den vil tværtimod springe lige i øjnene på dem. Måske kan der endda blive skabt debat, der kan gøre noget ved hele situationen.

Forestil dig, at 75-årige Lise fra Holstebro sidder under morgenkaffen og bladrer sin avis igennem. Hun ser til sin store overraskelse dit billede af lille Aylan Kurdi liggende der. Død. Et billede, hun helst ville have været foruden. Christian på 8 år fra Odense ser pludseligt dit billede i fjernsynet og har gentagende mareridt om det.

Måske er dit billede for barsk til at vise offentligheden. Hvordan vil de pårørende egentlig have det med at se deres lille søn, nevø eller fætter i medierne? Hvordan ville du have det med at tage billedet? Måske ville en beskrivelse af din oplevelse være nok. Du kan sætte ord på, hvad du har set. Vække følelser hos dine læsere. På den måde kan de også selv vurdere, om de kan tåle at være vidne til virkeligheden.

Så måske er det ikke dit ansvar som journalist at vurdere, hvad dine læsere kan tåle at se og høre. Normen lægger op til, at en journalist skal skildre virkeligheden, som den er. Det er os, der er smagsdommere, hvis vi skal tage stilling til, hvad der er for barskt at vise i medierne. Vi risikerer at forvrænge virkeligheden, hvis vi ikke viser verden virkeligheden. Eller måske risikerer vi at støde for mange mennesker.

 

En kurdisk betjent nærmer sig den lille dreng i strandkanten. Han lukker stille øjnene på ham, inden han bærer ham væk. Hvad vil du gøre nu?