Lodtrækning er mere demokratisk

Er det en så sindssyg tanke at spare os selv for et års tid med stress, rivalisering og frygt? At undgå Panikdagen ved at gøre brug af en langt simplere og mere demokratisk tilgang?   

Af Lukas Bjerg

Forestil dig en masse sale og gange, hvor unge studerende farer panikslagne fra den ene praktikplads til den anden. Og forestil dig så én sal, hvor alle står fuldstændigt stille.

Forestil dig en masse unge mennesker, som ikke har noget tilovers for andre end dem selv. Og forestil dig nu en samlet flok, der spændte står sammen og venter på afgørelsen.

Forestil dig, at de ambitiøse unge kun har valgt at søge dét sted, som alle de andre også søger.lodtræk

Og forestil dig så endelig, at ingen har søgt noget sted overhovedet, fordi praktikstederne helt tilfældigt bliver udtrukket for alle de unge og ambitiøse studerende.

Men det er jo en sindssyg tanke. Man kan jo ikke bare trække lod om noget så vigtigt som ens praktikforløb. Det er jo overhovedet ikke fair.

Det kommer dog an på, hvad ens opfattelse af ”fair” er. For man har trukket lod om langt vigtigere ting igennem historien. Faktisk har man bygget hele demokratiforståelsen op om dét at trække lod.

Vi danskere bryster os altid af, at vi har fuldt de gamle grækeres gode eksempel, og skabt et lige og fair demokrati, men det passer bare ikke.

For de gamle grækere i Athen valgte ikke deres embedsmænd gennem folkeafstemning.

De blev valgt ved lodtrækning. Ingen dyre valgkampagner. Ingen ideologiske partier. Ingen taler, løfter eller plakater i lygtepælene. Bare ren og skær lodtrækning.

På den måde undgik man magtkampe og rivalisering. Og i stedet for at fokusere al sin energi på at opnå det bedst mulige for én selv, kunne man bruge sin tid på noget, der faktisk også var produktivt og godt for hele samfundet.

Og denne tankegang kunne vi måske også tage til os i dag. For man kan spørge sig selv, hvad idéen er, når man på den ene side opfordrer de studerende til at hjælpe hinanden og arbejde sammen, mens man på den anden kaster dem i gladiator-ringen, for at de kan vise sig over for de store mediehuse.

Det er såmænd en meget fin tanke at forberede de unge studerende på det glubske arbejdsmarked, hvor hver mand kæmper for sig selv, og hvor systematisk overvågning af den civile befolkning bliver belønnet med et job som politisk analytiker på Metroxpress, men en naiv skribent ville næsten gå ud fra, at de unge studerende allerede har en vis idé om, hvad de er ved at uddanne sig til.

Så hvad er problemet egentligt?

Vi ved jo allerede, at der altid er et problem med at få regnestykket til at gå op. I år var der kun 242 praktikpladser til 266 ansøgere, men dilemaet ligger ikke kun i, at der ikke er nok praktikpladser til de mange studerende.

Nogle steder mangler der simpelthen studerende til selve praktikpladserne.

I år var der seks forskellige praktiksteder, som slet ingen ansøgninger fik. Til gengæld modtog Politiken 63 ansøgninger til 7 pladser, mens Berlingske måtte give afslag til 55 ud af 63 ansøgere.

Og sådan har det været hvert år. Og sådan vil det fremover også forblive. For det giver jo sig selv; de steder, vi er blevet enige om er nice, er bare nice, og hvis man ikke får den mest nice praktikplads, så er man ikke nice.

Uagtet, at meget tyder på, at man på de mest nice praktikpladser aldrig får lov til at lave noget som helst nice.

Tænk tilbage på den første scene, vi satte i teksten. Forestil dig en uddannelse, hvor de studerende alene har fokus på undervisningen, fordi de faktisk vil lære noget.

Forestil dig et frirum, hvor man kan skabe nogle gode og solide venskaber, som vil bestå lang tid efter, man er kommet ud på arbejdsmarkedet.

Og forestil dig en tid, hvor man med ro i sindet kan prøve kræfter med forskellige medier og platforme, man normalt ikke ville have turde skæve til.

Forestil dig, at den tid, vi er blevet givet til at uddanne os i, faktisk bliver brugt på vores uddannelse og ikke på at lære at konkurrere med hinanden.

Der skal nok blive rig mulighed for at dyste med kammeraterne ude på arbejdsmarkedet, når vi endelig er ude på arbejdsmarkedet, men indtil da kan vi vælge at arbejde sammen under vores uddannelse, og i fælleskab blive til nogle gode journalister.

Vi kan jo bare trække lod.