Journalistik kræver underholdning

Af Theodora Renard

Når jeg ligger på sofaen og ser dokumentaren om luderen Bonnie, er jeg underholdt. Også selvom det er en tragisk historie, hvor min mave skriger efter smertelindring, som ikke findes. Når jeg ser TV Avisen, føler jeg mig underholdt. Selvom jeg får øjenkontakt med tusindvis af flygtninge, som står i urimelige situationer. Journalistik er underholdning. Nu skal jeg fortælle hvorfor.

Det er misforstået, at der er noget journalistik, der er underholdende, og noget der ikke er. For hvad er underholdende journalistik? Det er til åben fortolkning. I mine øjne er journalistik til for at underholde. Det skal fange læseren og seeren. Præcis som alle idealistiske lærebøger fortæller os, så skal vi journalister fange publikummet med en krog. Få dem til at sætte sig på kanten af sofaen og lade tissetrangen vente, fordi det er så spændende. Så spændende, at de næste dag gruer for at debattere med deres venner. Det er underholdning. Det er journalistik.

På den anden side har vi hele P3-dynastiet med journalister som Monte Carlo-drengene, Peter Falktoft og Esben Bjerre. De underholder, men laver de journalistik? Ifølge dem selv, gør de ikke. Jeg ved ikke, om jeg er enig eller uenig. Ikke desto mindre bruger især P3 humor som en retorisk formidling. For kun sådan fanger man de unge nu til dags – med humor.

Det er problematisk at inddele journalistik i underholdende og ikke underholdende. For hvorfor skal det ene udelukke det andet? Det er da noget småsnævert at tro, at sjove mennesker ikke kan være seriøse. Og kedelige mennesker ikke kan være useriøse. Radio24/7 er et pragteksempel. Tag den seriøse journalist Asger Juul. Han er hård. Han er skarp. Han kan sit kram. I sit radioprogram Reporterne sætter han samfundsrelevante debatter på spidsen, og han giver sig ikke, før jobbet er udført. Men gud, hvor er han underholdende. Når jeg lytter til det program, er mine ører så spidse som bladene på en ananas. Min krop kan sommetider ryste, fordi det er så pinligt, og jeg føler trang til at skrige. Lidt ligesom når jeg ser Frank Hvam i Klovn. I denne måned fik han også krammet på Dansk Folkepartis Pernille Bendixen, som havde misforstået, hvad bruttonationalproduktet var. Hvis det ikke er underholdning og journalistik på samme tid, så ved jeg ikke, hvad det er.

Vi skal se journalistik som en måde at underholde et publikum på. Om underholdningen så består af at grine, græde, få mavepine eller frygte, så er vi journalister til for at få folk til at snakke og få indsigt. Som Dagbladet Politiken så fint siger det.

”Folk, der læser avis, har mere at tale om.”

Det er essensen af underholdning. Altså ikke Politiken. Men journalistikken.