En eks-strissers guide til et godt forhold med politiet

Af Morten Beese Nielsen

politiafspærring tegning”Hva’ fanden! Skal du arbejde for fjenden?” Det blev sagt med en humoristisk undertone af min tidligere kollega i politiet. Kommentaren bunder i, at politiet og journalister nogle gange kommer på kollisionskurs. Nu skal jeg jo selv til at være én af de her pågående og irriterende journalister, så hvordan skal jeg agere for at opnå de bedste arbejdsbetingelser? Det har jeg gjort mig nogle tanker om.

Ligesom én uovervejet og dum hændelse fra en politibetjent kan stigmatisere hele politikorpset, så kan én journalist, der opfører sig som en tumpe, ødelægge det for resten.

Forestil dig journalisten, der tropper op ved politiafspærringen og kræver at passere og som selvhøjtidelig og nonchalant forventer, at pressekortet er et carte blanche til at få adgang til alle steder. Det står jo lige der på kortet: ”Giver adgang bag politiafspærringer”. Så har man som journalist nok tabt på forhånd. Jeg tror, man kommer længere ved at udvise konduite.

Jeg vil respektere afspærringen og spørge om lov, før jeg passerer. Der kan være omstændigheder, der gør, at pressen ikke kan få adgang bag afspærringen – ødelæggelse af spor eller en rabiesramt elefant, der er gået amok.

Jeg vil tale med betjenten. Have respekt for ham. De er jo også på arbejde, og betjente responderer positivt, hvis de behandles med respekt. Man må gerne være pågående og lidt irriterende, men jeg vil gøre det med et gran af humor og selvironi. Det kommer man utrolig langt med.

Chancen for at politibetjenten, der står ved afspærringen, keder sig, er ret stor. Jeg vil vise interesse for ham. Jo bedre relation man får på stedet, des større chance er der for, at man lige får den ene oplysning mere end de andre journalister.

Da jeg arbejdede i Nordsjællands Politi, kom en fyr fra Local Eyes ofte ud til de voldsomme hændelser. Han aftalte altid spillereglerne for at filme, inden han gik i gang. ”Nå, er der én af de lokale, der har drukket af natpotten igen?”, kunne være et klassisk citat fra ham ved et større færdselsuheld. Den ironi gjorde, at vi grinte lidt sammen, og han fik ret frie rammer til at foretage sine reportager.

Jeg ved, at man kan få en masse oplysninger uden for citat ved at hyggesludre med politibetjenten på stedet. Et generelt træk for de fleste mennesker er, at man gerne vil være interessant.

Et helt konkret eksempel på dette kan være, at man spørger lidt ind til stemningen blandt bandemedlemmer i København. Inden man får set sig om, har man en hyggesludder, hvor man får en vigtig viden om den aktuelle bandesituationen.

Jeg vil som journaliststuderende gøre mig nogle overvejelser om, hvordan jeg vil tackle politiet første gang, jeg møder dem. De er mennesker med rigtige følelser inden under uniformen – præcis ligesom alle os andre. Så behandl dem med respekt, og du vil opdage, at de ikke er en forhindring, men en god samarbejdspartner.

 

Illustration: Kamilla Mærsk