Uforsikret Journalistik Down Under

Foto: Erin Edwards

Jeg står i kanten af en støvet jordvej og snakker kvægpolitik med en farmer, der »aldrig kommer til at stole på en Labour-regering igen,« og som for første gang i fem år har oplevet regn på sin grund efter fem års tørke. Og så kan jeg kan ikke engang skrive om det.

Af Josefine Alberg

To travle semestre på Medietorvet var forbi og udsigten til to måneders sommerferie lå sødt og ventede for enden af en hektisk eksamensperiode. Året havde været præget af dårlig samvittighed over forsømt undervisning, ugentlige deadlines og en koffeinafhængighed ud over det normale.

Tre uger inde i ferien stod jeg der alligevel – med notesblokken i hånden – parat til en rejse Down Under i lokaljournalistikkens tegn. 

Forsikringspanik
Okay, det kom vist til at lyde lidt for nemt. Der er nemlig mange praktiske ting, der skal på plads, selvom der er tale om tre ugers sommerpraktik. Kontakterne havde jeg delvist i orden i form af en australsk granonkel, der ganske belejligt også er journalist.

Første gang HR-afdelingen bragte en såkaldt ”work experience forsikring” op, ringede jeg til SDU International. De kunne ikke hjælpe. I stedet begyndte jeg fra en ende af at ringe til otte forsikringsselskaber, der alle fortalte mig, at jeg skulle bruge et CVR-nummer for at være forsikret på arbejdet. Til sidst købte jeg en ungdomsrejseforsikring af mangel på bedre alternativ.

Anden gang HR-afdelingen kontaktede mig om min manglende arbejdsskadeforsikring, sad jeg med en lunken øl i hånden, en tvivlsomt fashionabel Hawaii-hat på hovedet, og 5 % strøm på mobilen. Roskilde Festival er ikke det ideelle sted at få styr på noget her i livet; især ikke forsikringer og visumansøgninger. Min pointe er, at det ikke er nok at have kontakterne eller aftalerne i orden.

En uge efter sad jeg alligevel i et fly på vej til Australien og håbede på at kunne charme mig ud af forsikringsproblematikken.

TV journalistik på australsk
Det lykkedes på sin vis. Jeg gjorde et kort ophold på Channel 7 i Brisbane, hvor jeg fulgte reporter Erin Edwards og kameramand Brett Davidson. Godt ramt af jetlag tog vi på tur til forstaden Logan, hvor vi var ude for at lave historier om Yummy Mummies, der var begejstrede for et nyt udendørs fitnesscenter, og for at interviewe lokalpolitikere, der forsøgte at løfte et udkantsområde. Et punkt, der adskiller sig fra danske nyhedsudsendelser, er, at alle reportere speaker op- og nedlæg til egne historier on location. I udsendelsen fungerer det således at nyhedsværten ”stiller om” til den pågældende reporter, så alle historier virker som live-indslag for seerne.

Det er befriende at følge en professionel nyhedsredaktion fra morgenens fordeling af arbejdsopgaver til nyhedsudsendelsens afvikling. For alle var præcis lige så tidspressede op til deadline, som vi var under Newsweek på TV-semestret.

Fra Faaborg-redaktionen til den australske outback
I Danmark kalder vi det udkant, i Australien kalder de det outback. Og det blev scenen for størstedelen af mit ophold i Queensland. Efter få dage i Brisbane fløj jeg to timer nordpå til Townsville, og her fra gik turen 1200 km ind i landet til røde jordveje, landbrugsarealer på størrelse med Sjælland og landsbyer, hvor alle kender alle. John Andersens legeplads, journalist og Regional Editor på avisen Townsville Bulletin.

Han dækker det meste af yderområderne i det nordlige Queensland, og det kunne tydeligt mærkes. I hver enkel lille landsby vi kom til, kendte folk John. Han var deres talerør. Som en kvinde sagde, da hun fortalte ham om et firma, der lækkede olie ud i havet: »I need you to make som noise, Ando.«

På den måde var tingene ikke meget anderledes end på lokalredaktionen i Faaborg. Det kræver tillid og respekt fra lokalbefolkningen at lave god lokaljournalistik. Men hvordan gør man det, når man bor i en delstat, der arealmæssigt er 43 gange så stor som Danmark?

Det kræver en helt særlig dedikation at komme rundt i alle de små lokalmiljøer og ofte flere uger i marken af gangen. Et par uger og et par tusind kilometer senere, føler jeg mig rimelig berejst i Queensland. Indtil jeg indsætter ruten i Google Maps, hvor det ser ud som om, vi nærmest ikke har forladt kysten. »Shit,« siger jeg til John: »Det svarer jo til, at en journalist skulle dække alt fra København til Sydfrankrig.«

Men selvom afstandene er større og dyrene mere eksotiske, er lighederne slående. Folk er trætte af, at politikerne bruger alle pengene i millionbyerne langs kysten. De mennesker, jeg møder i de små landsbyer, fortæller om at føle sig overset. De fortæller om, hvordan landbruge tog skade af den tidligere regerings fokus på miljø og dyrevelfærd.

Menneskerne her lever et liv, som er så langt fra det, vi kender i Danmark. Herude er det ikke et valg om bopæl, men et valg om livsstil. Der er ikke noget regionaltog ind til byen, posten ankommer med postflyveren en gang om ugen, hvis vejret tillader det, og i sommerhalvåret er det med at have madlagrene fyldt op. For når vandet først rammer floderne, kan ingen forudsige, hvornår de igen kan slippe ud.

Networking og praktik-udkig
Efter små tre uger blev jeg genforenet med Københavns Manhattan med internetforbindelse og døgnåbne dagligvare butikker. Mit hoved var fuld af oplevelser, samtaler og historier om mennesker. Det var meget rart lige at blive mindet om, at Danmark ikke er verdens navle. Det bedste var muligheden for prøve udlandsjournalistik af uden at bordet fangede for seks måneder. Nu overvejer jeg helt sikkert at søge praktikpladser uden for Danmark til næste år.

Nu lyder det måske som om, jeg slap for problemer med min manglende forsikring, men kamp var tabt, før den begyndte. Uden arbejdsskadeforsikring kunne medierne ikke officielt ansætte mig, og derfor kunne jeg blandt andet ikke få mine egne artikler i avisen. Det var da super irriterende! Men i stedet for at give op bed jeg mig fast og forsøgte at lære så meget som muligt af de journalister, jeg fulgte. Jeg brugte tid på redaktionerne, og på at lave benarbejde. Og så har jeg drukket rom af tekopper med en kvægfarmer, der kunne fortælle mange gode røverhistorier. Og hvem ved, det havde jeg nok ikke fået mulighed for, hvis jeg var ude i marken på officiel kontrakt.

 

joalb15@student.sdu.dk