»Jeg kunne simpelthen ikke holde min professionelle facade«

Foto: Lasse Lundberg

Journalist Rasmus Thirup Beck var tilbage i 2007 med til at skrive Politikens artikelserie ’Døden på vejene’. Serien satte fokus på de mennesker, der bliver påvirket af trafikdrab. Rasmus Thirup Beck fortæller, hvorfor det i dette tilfælde er i orden at kaste sin professionelle facade i baggrunden og være menneske, før man er journalist. Interviewet tager afsæt i Rasmus Thirup Becks møde med forældrene til en trafikdræbt 15-årig, som fem måneder før blev kørt ihjel, da han var ved at tage knallertkørekort.

Af Alexandra Mollerup og Celina Brøndel

I Vallekilde Højskoles sænkede spisesal er det ved at være frokosttid. Her er et rend af skolens beboere. De helt rigtige pladser skal kapres. En gruppe drenge har allerede plantet sig ved bordet tættest på buffeten, hvor de sidder med næserne dybt nede i en computer. Rasmus er en smule forsinket. »Var det i dag?« udbryder han over telefonen og fortæller, at han kan være i spisesalen inden for et kvarter.

Her er høflig selvbetjening med kaffe på kanderne, og efter en halv kop indtager Rasmus spisesalen. Drengene, der før var begravet i computerskærmen, lever op og møder Rasmus med gryntende grin, highfives og syngende stemmer.

 

Hvad var det første du gjorde, da du skulle skrive artiklen ’En ulykke spredte sig som ringe i vandet’?

»Det første jeg gjorde var at kontakte forældrene og fortælle, at jeg vil gøre det sådan og sådan, og jeg vil kun gøre det, hvis I kan se formålet med det. Det ville de gerne, fordi de syntes, at det var vigtigt at få fortalt hans historie, for at det ikke skulle ske for andre.«

Hvilke tanker gjorde du dig, inden du ringede forældrene op?

»Jeg var egentlig rimelig rolig med selve opringningen og med at få det hele på plads. Jeg tænkte, at det kunne være vigtigt for dem at fortælle historien. Når man har været sådan noget igennem, så tror jeg virkelig også, at man tænker meget på, at det skal ingen andre gå igennem.« 

Hvordan havde du det inden interviewet?

»Jeg skulle lige tage en dyb indånding, da jeg ringede på og skulle lave interviewet med dem, for det vidste jeg, ville blive hårdt. Jeg tænkte, at jeg ikke skulle stille nogle kritiske spørgsmål. Jeg skulle bare have deres version. For mig handlede det bare om at få så mange detaljer som muligt.«

Hvordan er stemningen under interviewet?

»De græder rigtig meget under det her interview, og det gør jeg også. Jeg kunne simpelthen ikke holde min professionelle facade. De fortæller ting, som at de bliver ved med at dække op til fem på trods af, at det er fem måneder siden, at Mark er død. Jeg kan huske, at det var meget påfaldende, at det var moren, der førte ordet stort set hele tiden. Faren sad helt forknyt – lige indtil vi kom til at snakke om den person, der havde kørt Mark ned. Her sagde han pludselig noget med, at han lige til at begynde med var helt ligeglad med den, der havde kørt Mark ned. Men nu var han rasende. Og det synes jeg var intenst.«

Hvad gjorde du efter interviewet med forældrene?

»Jeg sendte alt det, jeg skrev, til dem. Det hele, fordi det bare er så personligt og sårbart. Og så synes jeg, at det er ret vigtigt, at de havde fuld kontrol over det.«

Sender du normalt dine artikler til godkendelse hos kilderne?

»Nej. Altså jeg sender tit citater, men så sender jeg kun det. Det dér med at sende det hele, det sker kun i sådan nogle situationer som den her.«

Var det relevant at få interviewet med eller ville det have været nok at skrive, at en 15-årig var død i en trafikulykke?

»Jeg synes faktisk, at det var en rigtig god idé. Indtil da var alle trafikdrab blevet omtalt i noteform, og så nogle gange ville vi lave tendenshistorier eller reportager. Men det er jo faktisk en rimelig væsentlig side af et trafikuheld, at det ikke bare er et menneske, der dør, men en helt stribe af mennesker, hvis liv pludselig bliver ændret.«

Hvordan kan man bedst forberede sig til at lave et interview med pårørende?

»Jeg tror, at man skal have en god interviewguide, som man kan støtte sig op af, når det bliver svært. Så bliver man ikke hylet så meget ud af den, at man mister fokus. En interviewguide, som tager højde for, at der skal være plads til, at man ligesom kan holde en pause eller lige skal snøfte af.«

Har du tre gode råd til, når man skal arbejde journalistisk med pårørende?

»1. Det skal være på deres præmisser 100 procent.

2. Man skal gøre det klart, at det er okay at være ked af det og græde. Også selvom man sidder sammen med mennesker, man ikke kender, og i virkeligheden har det godt med, hvis man også selv viser følelser. Det er sådan set bedre end at være en kold skid i det øjeblik.

3. At have en god interviewguide, man kan støtte sig op ad. Her er det mere vigtigt end nogen sinde, men det er altid vigtigt.«

 

cebro15@student.sdu.dk
almol15@student.sdu.dk