En dag med Politiken-praktikant i magtens centrum

Foto: Magnus Nielsen

Der findes mange fordomme om, hvordan det er at være praktikant på et af landets største medier. Men hvordan er det egentlig at være i praktik hos Politiken? Og hvordan foregår dagligdagen som journalist, når man arbejder side om side med landets største magthavere? Det kender den 26-årige Mette Dalgaard svaret på.

Af Magnus Nielsen

»Så røg Johanne. Og ind kom hende Pernille Skipper. Det bliver spændende at se, hvordan de klarer den,« siger en mand i shorts i køen til gæsteindgangen.

På hver sin side af de tunge trædøre, som udgør hovedindgangen til Borgen, er Dannebrog hejst og vejer i vinden. Christiansborg tager sig godt ud i solen, og det er ikke svært at forestille sig, at inde bag de tunge døre bliver der taget beslutninger, som påvirker hele det danske kongerige.

Det første, man møder, når man træder ind, er sikkerheden.

»Skal du besøge en? Så skal du lige lige have et gæstekort, og så kommer hun ned og henter dig,« siger vagten til mig. Der går ikke mange minutter, før Mette kommer løbende ned af den berømte trappe, som har lagt trin til adskillige interviews og fotos gennem tiden. Hun har langt lyst hår, en dyb mørk vinrød skjorte og sorte bukser på.

»Hej, er det Magnus?« spørger hun lettere forpustet, da hun kommer ned. »Har du spist? For det har jeg nemlig ikke, så jeg køber mig lige hurtigt noget frokost.«

Startede med Gyllegate
Mette Dalgaard er 26 år og i gang med sine tre sidste måneder som journalistpraktikant på Politiken. Hun er RUC’er. I første del af hendes praktikperiode sad hun på Politikens økonomiredaktion.

»Det var ikke en redaktion, jeg havde ønsket, og jeg var på forhånd lidt skræmt ved tanken om økonomi i et halvt år, men det var sindssygt fedt og lærerigt,« siger Mette med et smil, efter hun har købt en sandwich i kantinen. Hun leder mig sikkert rundt i gangene, men fortæller, at det til tider kan være rigtig svært at finde rundt. Men vejen til hendes egen gang, Ridebanen, den kender hun.

Vi sætter os i køkkenet, som i dagens anledning er temmelig lummert, fordi solen står lige ind. Væggene er hvide. Der står fem små borde med to stole ved hvert, et køleskab, en opvaskemaskine, en mikroovn og et langt køkkenbord, hvor der står tre kaffemaskiner, som man får indtrykket af nærmest kører i døgndrift. I den tid det tager Mette at spise sin sandwich, bliver der hentet adskillige nye kander kaffe.

»Jeg kom på Borgen lige da alt det med Eva Kjer Hansen og Gyllegate startede. Det var ret vildt. Jeg anede intet om miljøpolitik, randzoner, baseline og sådan noget, så der gik meget tid i starten med at sidde på Google. Men nu er jeg også blevet ret skarp på miljø- og landbrugspolitik,« griner Mette.

De første tre måneder havde hun primært vagter, hvor hun havde fokus på den politiske dækning til nettet, og sidst på dagen skrev hun en version til avisen. Men nu har hun flere vagter, hvor hun møder senere ind og ikke er den, der skal rykke på det, der sker på dagen.

»De vagter er lidt anderledes end web-vagterne, fordi man på web skriver hele tiden. Nu er der lidt længere tid til lige at få fulgt op på nogle ting og sådan noget.«

Masser af plads til idéer
Ligesom mange andre havde Mette også hørt fordommene om, at man på de store medier kun fik lov til at hente kaffe og ikke lave det, man gerne ville. Hun oplevede dog hurtigt, at det slet ikke var rigtigt.

»Jeg havde også godt hørt de der rygter. Men det passer overhovedet ikke. Man er helt på linje med de andre journalister, og man bliver overhovedet ikke set ned på. Selvfølgelige skal man lige bevise sit værd i starten, og vise at de kan regne med en. Men ellers er man helt på linje og har også adgang til kilder osv.«

Hun fortæller også, at man har rig mulighed for at komme med egne forslag, og at cheferne lytter. »Min redaktør er til morgenmøde på selve avisen hver morgen og kommer så tilbage og fortæller, hvad vi skal have fokus på den dag. Men han kommer mere med nogle rammer, og så kan man frit pitche idéer indenfor de rammer. Og så har vi et planlægningsmøde om mandagen, hvor man kan komme med idéer til egne historier, lige så vel som man i løbet af ugen kan lufte dem.«

Hun kan dog godt ærgre sig lidt en gang imellem over, at der sjældent er mulighed for at dykke ned i nogle lidt længere projekter. Men det er ikke, fordi praktikanter ikke får lov, men simpelthen fordi at redaktionen er så afhængig af dem. Men det har dog ikke holdt Mette tilbage fra at pitche idéer til sin redaktør.

»Jeg ville gerne lave noget med Esben Lunde de dage, han skulle præsentere sin naturpakke og havde noget på spil. Jeg fandt så ud af, at Rune Lykkeberg var kommet mig i forkøbet, men så blev jeg bare koblet med på det projekt, og vi sidder så og laver noget til Politikens PS-tillæg nu.«

Som journalist på Borgen sidder man ikke med et bestemt stofområde, men Mette fik alligevel det råd at finde et område at dykke ned i. Og gerne et område, som var lidt anderledes end alle de andre. Og i forbindelse med hendes projekt med Rune Lykkeberg, så kom hendes viden om miljøpolitik hende også til gode.

»Jeg kan huske, at vi skulle op og interviewe Esben Lunde om hans natursyn og sådan noget. Det var Rune, der ligesom styrede det, men da vi kom derop og sagde ’hej’ og alt det der, så sagde Rune lige pludselig ’ja, jeg har jo så også taget vores miljø- og naturekspert med’, og så tænkte jeg alligevel for mig selv, at ’ekspert, det er måske lige at stramme den lidt’,« griner Mette og siger, at godt nok ved hun, hvad randzoner og baseline er, men ekspert, det er hun altså bestemt ikke. »Men det gik rigtig godt, og jeg fik stillet nogle kritiske spørgsmål til sidst, så alt var fint.«

Mens hun sidder og spiser frokost, kommer Mettes kollega Morten Skærbæk for anden gang ind og fylder kaffe på kanderne. »Nu siger du forhåbentlig, at du er på verdens bedste redaktion med nogle verdensklasse journalister,« siger han til hende med et smil på læben. »Selvfølgelig. Og specielt dig jo Morten, du sætter jo ligesom den tårnhøje standard for alle os andre,« griner Mette tilbage.

En levende redaktion
»Jeg skal lige ud og ryge en smøg, men vil du ikke se kontoret først?«

På Politikens Christiansborgredaktion er de otte, der sidder i to rum, som ligger lige ved siden af hinanden. Seks fastansatte og to praktikanter. Man har hvert sit skrivebord, man sidder ved.

»Man sidder rigtig tæt herinde. Og man sidder og snakker, folk ringer, og der kører News i baggrunden, så man skal være indstillet på, at der sker noget rundt om ørene. Men det, synes jeg, er vildt fedt, for hvis der sker noget, så er alle super optaget af det jo, og så kan man virkelig få diskuteret. Hvis jeg sad alene, ville jeg nok bare begynde at snakke med mig selv,« siger Mette og griner lidt.

På vej ud til rygeterrassen går man forbi Alternativets kontorer. Freds- og forsvarsordfører René Gade bærer stolt rundt på et limegrønt Å, og ligner en som ikke helt har lyst til at give slip på det.

Fra rygeterrassen har man udsigt ud over den gamle Ridebane på Christiansborg. Solen står stadigvæk højt på himlen, og folk har smidt jakkerne og står i T-shirts og skjorter. Hun fortæller, at hun nogle gange godt kan savne det sociale, som der var mere af, da hun sad inde på Rådhuspladsen, hvor Politiken holder til.

»Man er ikke altid med til de der spontane fredagsøl længere,« siger hun, mens hun pulser lidt på smøgen. Hun skynder sig dog at tilføje: »Men selvom mange af drengene her er lidt ældre og har fået børn, så får vi da en lille skrivebordsøl en gang imellem efter arbejde. De er trods alt så unge, at de stadigvæk godt kan drikke,« griner hun.

På besøg hos politikerne
Da Mette har røget færdig, er det tid til lige at færdiggøre de sidste spørgsmål, og så går turen mod Socialdemokraternes kontorer, nærmere bestemt Simon Kollerups. Radikale Venstre har sagt til Mette, at De Konservative ikke skal regne med at finde flertal hos rød blok i forhold til natur- og miljøpakken, hvis regeringen ikke leverer på deres krav om kvælstofreducerende tiltag.

Radikale Venstre mener nemlig, at kravene er uambitiøse og er derfor kommet med deres egen pakke. Hun skal nu op og høre, hvordan Socialdemokratiet forholder sig til det. Hun fortæller, at det er svært at lave aftaler med politikerne, fordi dagene så hurtigt kan ændre sig, så i dag går hun bare forbi deres kontorer.

»Uh, nu er det spændende, om jeg kan huske, hvor det er henne. Jeg er ikke altid lige god til at komme rundt, for når man sidder på web, så er det nemmere lige at ringe derover, for ellers kan man nemt gå forgæves, og så spilder man rigtig meget tid,« fortæller Mette.

Vi tager elevatoren op til 3. sal og går til venstre. Så til venstre igen, ind gennem et rum, forbi de berømte rullende elevatorer, som fragter politikerne op og ned, og så lidt til højre.

»Hmm, nu er jeg ikke helt sikker på, om vi skulle have været en etage ned,« siger Mette halvt til sig selv, indtil hun får øje på tidligere skatteminister Benny Engelbrechts kontor.

»Nå, men så er vi det rigtige sted.« Hun fører os videre ind af en dør, og ind på en lang gang, med en karakteristisk 70’er gul karry farve på vægge og gulvtæppe.

»Her er det! Men han er der så ikke lige nu,« siger Mette, og stikker lige hovedet ind i de omkringliggende kontorer. »Det kan være, han er nede i salen.« Hun tager sin telefon frem og prøver at ringe til ham. Telefonsvarer. »Nå, men så må vi ned og prøve Lisbeth Bech Poulsen.« Tilbage igen gennem de mange rum, forbi elevatorerne, en enkelt sal ned af trapperne og lidt rundt igen. »Jeg havde faktisk kontor lige derinde, da jeg var kommunikations-praktikant for SF,« siger Mette pludselig og peger på en lukket dør.

»Der sad jeg sammen med en anden ansat og så Pernille Vigsø Bagge, der sad i Folketinget for SF på det tidspunkt. Det var også rigtig hyggeligt!« Vi går lidt videre. Lidt til højre, lidt til venstre. Inde på et kontor kan man lige skimte et par plakater med Pia Olsen Dyhrs ansigt. Der ligger også et par SF-flyers og foldere. Efter lidt tid rundt mellem SF’s kontorer finder hun endelig skiltet med Lisbeth Bech Poulsens navn på. Men heller ikke denne gang er der bid. »Nå, men så må vi tilbage på kontoret, og så ringer vi bare derfra.«

Mulighed for at gøre en forskel
Tilbage på kontoret skal Mette nu til at kime politikerne ned. Hun skal også lige nå at transskribere interviewet med Esben Lunde. Det skal nemlig med i PS-tillægget søndag, og så kan hun forhåbentlig holde fri kl.18. »Hov, skulle du lige have et billede inden du gik.« kommer hun i tanke om, og skynder sig at rydde tomme flasker og skrald væk fra skrivebordet. Så sætter hun sig parat. »Uh, jeg er altid så akavet med sådan noget her.«

Foto: Magnus Nielsen

Foto: Magnus Nielsen

Livet som praktikant på Borgen er til tider rigtig hektisk. Men Mette synes, at det er fedt at være med lige midt i magtens centrum. Her har hun mulighed for at konfrontere politikerne med det, de gør hver dag. Og så får man benhård træning i de journalistiske discipliner, som den hurtige nyhed, det kritiske interview eller kildekritik. Og selvom man ikke synes, at ministerrokader er det fedeste i verden, så får man stadigvæk masser ud af at være i praktik på Borgen, fordi man lærer at komme med nye perspektiver på de gode politiske historier.

»Det er da fedt at møde på arbejde her hver dag og være med, hvor det sker. Det er jo virkelig herinde, at man kan være med til at gøre en forskel og ændre på ting. Det er jo virkelig her, det sker!« Hun håber da også på, at hun kan få et job på Christiansborg, når hun er færdig. Dog er der lige et speciale, der skal skrives. Men det er langt fra sikkert, at det bliver i Danmark.

»Jeg har en aftale med en veninde om, at vi skal til New York og skrive speciale. Hun sidder ovre på Information nu, og vi har sagt, at hvis en af os skulle være så heldig at få et job, så er det okay, at man springer fra, og så skriver vi det herhjemme«

Mette har fulgt mig ned til den berømte trappe, hvor dagen startede. Jeg tager afsked med hende, og bevæger mig ud i solen igen med en snert af misundelse over, at det ikke er mig, der har mit eget skrivebord på Christiansborg.

 

magni15@student.sdu.dk