»Det var en blanding af frastødning og fascination«

Foto: Matthias Grandjean

I arbejdet som journalist møder man alle slags mennesker, og man skildrer alle afkroge af samfundet. Men hvordan er det at skildre den mørkeste del af samfundet? De mennesker, som ikke bidrager, men ødelægger. De ondeste og farligste mennesker i det danske samfund. Hvordan er det at fordybe sig og træde ind i en verden, så langt fra alt hvad man kender?

Af Josephine Nue

I 2000 træder journalist Ralf Andersson ind i denne verden, ind i morderen Peter Lundins verden. Gennem to og en halv måneder arbejder han og et tv-hold på en dokumentar om, hvordan et almindeligt barn forvandles til en morder. Og hvordan det kunne gå til, at en dømt morder i Amerika kunne rejse til Danmark og leve et almindeligt liv i Rødovre uden observation fra myndighederne.

Peter Lundin bliver anholdt i sommeren 2000 for drabet på sin kæreste Marianne Pedersen og hendes to sønner Brian og Dennis i hendes hus i Rødovre. Sagen bliver dækket af samtlige medier sommeren over. Ralf Andersson er netop begyndt at arbejde på Nordisk Films dokumentarafdeling. Her vil hans nye redaktør have, at Ralf laver en dokumentar om Peter Lundin. Ralf Andersson er mildest talt ikke begejstret. Han bryder sig ikke om sagen og synes, at det er for makabert. På trods af sin indledningsvise skepsis indvilger Ralf Andersson i at lave dokumentaren – en dokumentar, der bringer ham helt tæt på en af Danmarks mest brutale forbrydere.

En dreng bliver til morder
I løbet af de to og et halvt år, hvor Ralf Andersson laver dokumentaren, kommer han meget tæt ind på livet af Peter Lundin. Og her bliver Ralf ramt af nogle uforståelige følelser.

»Man bliver både fascineret og frastødt. Man tænker, hvordan kan man blive sådan, gøre noget, der er så ekstremt. Men man prøver at forstå det uforståelige, det bør man gøre, ligegyldig hvor uhyggelig gerningen er. Det kan jeg se en mening i.«

»Hvordan en person kan gøre noget så ekstremt,« spørger Ralf Andersson sig selv om flere gange under arbejdet med dokumentaren. Tankerne om, hvordan man kommer helt derud, og om vi alle kan slå ihjel, hvis blot omstændighederne har bragt os derud, kører rundt.

Under arbejdet med dokumentaren tager tv-holdet til Amerika for at filme de steder, Peter Lundin er vokset op. De besøger også Peter Lundins faster i Canada, og især under turen til Amerika og Canada overvejer Ralf Andersson, hvordan et barn med samme udgangspunkt som alle andre bliver til psykopat og morder.

Målet med turen til Amerika er at få et mere nuanceret billede af Peter Lundins liv og mere end blot hans egne fortællinger, men turen kommer til at betyde meget mere for Ralf Andersson. Især mødet med Peter Lundins faster bliver afgørende for Ralf. Hun viser billeder af en dreng, som ligner alle andre drenge. Han sidder på skødet af sin mor – den mor, han som 19-årig kvæler og begraver i sandklitterne på Cape Hatteras 300 kilometer fra familiens hjem. Fasteren viser også nogle breve, hun har modtaget fra Peter Lundin, fra da han sad i fængsel i Amerika. Her skriver Peter Lundin om, hvor godt han kan lide at slå ihjel.

Ralf sidder nu med et billede af to ekstremer, der møder hinanden: Den lille dreng på morens skød, der vokser op og bliver til en mand, som nyder at slå ihjel. Og Ralf spørger sig selv:

»Hvordan kan det gå så galt med en mand, at han slår sin egen mor ihjel?«

Under rejsen i Amerika kører Ralf og tv-holdet fra familiens hus i Maggie Vally, hvor moren blev slået ihjel, og ud til stranden, hvor Peter Lundin og hans far Ole Lundin begravede hende.

»Vi tog den køretur, hvor vi kørte fra, der vor han havde boet og slået sin mor ihjel, og ud til den strand, hvor ham og faren gravede liget ned. De havde taget moren og puttet hende i bilens bagagerum, hvorefter de var kørt 300 kilometer ud til en strand. (…) Jeg kan bare huske, at da vi kørte den tur, mig og tv-holdet, at jeg tænkte, det her er den tur, Peter har kørt med sin far, mens moren har ligget og rullet rundt i bagagerummet. Hvad snakkede de om?«

»Vi arbejdede simpelthen i døgndrift«
Arbejdet med dokumentaren bliver en fokuseret og ekstrem periode i Ralf Anderssons liv.

»Det fyldte rigtig meget, og jeg havde helt små børn dengang. Jeg var i en lang periode i en rytme, hvor jeg tit stod op om morgenen og arbejdede. Jeg fik børnene op, og i børnehave, så tog jeg på arbejde, kom hjem, spiste aftensmad, fik lagt dem. Og når de var lagt op, satte jeg mig til at arbejde indtil omkring midnat. Så fik jeg nogle timer, stod op igen, og sådan kørte det simpelthen i perioder for at nå det hele. Jeg var fuldstændig inde i det her univers.«

Arbejdet med dokumentaren påvirker i perioder Ralf så meget, at selv når han sover, er Peter Lundin i hans tanker. Mareridt efter mareridt. Efter flere timer med redigering af klippene kan han Peter Lundins digte uden ad. Ralf Andersson er så tæt på Peter Lundins liv, at han næsten føler, at han kender ham.

»På det tidspunkt, der vidste jeg måske mere om dele af hans liv, end han selv kunne huske. Det var ret specielt.«

Under et grundlovsforhør ser Ralf Anderson for første og eneste gang Peter Lundin. Da Peter Lundin går forbi Ralf Andersson, er det en meget intens og underlig oplevelse at være så tæt på et menneske, man ved så meget om og føler man kender, men som ikke ved, hvem man er.

To sider af samme sag
Rejsen til Amerika var afgørende for dokumentaren. Først og fremmest for at be- eller afkræfte Peter Lundins egne fortællinger og for at kunne vise billeder fra hans opvækst. Men også fordi Ralf Anderson ville sætte dokumentarens fokus på tiden før Peter Lundin kom til Danmark. Ralf fortæller, at man ikke vælger at tage en igangværende sag med i dokumentaren på grund af etiske overvejelser. Sagen er ikke afsluttet, og Ralf Andersson mener ikke, at dokumentaren skal forholde sig til retssagen, mens den er i gang, men derimod være bundet op på fakta og fortællinger fra kilder i Amerika og gamle klip med Peter Lundin.

Tilbage i 1994 producerede Nordisk Film en serie om danskere i Amerika. En af disse handler om Peter Lundin, der på daværende tidspunkt sidder i fængsel for mordet på sin mor. Disse klip bliver grundlaget for dokumentaren. Klippene indeholder blandt andet, Peter Lundin der maler sit ansigt og recitere digte. Og interviews hvor Peter Lundin fortæller om sin opvækst og forholdet til sine forældre.

Turen til Amerika var en hård oplevelse, både det at opleve Peter Lundins liv, men også det at bruge flere dage på at finde lokationer og kilder, og så kun bruge få sekunder af videomaterialet i dokumentaren.

»Vi var i Florida, hvor familien havde boet som et af de første steder. At finde frem til det sted var et kæmpe arbejde og tog flere dage.«

På turen til Amerika får Ralf Andersson informationer fra myndighederne i den by familien boede i. Informationer, der strider imod de forklaringer og historier, som Peter Lundin har fortalt i programmet fra 1994. Peter Lundin forklarer om sit forhold til forældrene som værende godt og om en god opvækst, mens rapporter hos politiet viser anmeldelser og beviser på, at Peter Lundin og faren flere gange har mishandlet Peter Lundins mor. Oplysninger, der viser Peter Lundins manipulerende og forvrængede virkelighedsopfattelse.

Informationen fra Amerika giver dokumentaren en vinkel med fakta, der modsiger Peter Lundin. Ralf påpeger, at det er med til at sikre, at dokumentaren ikke blot er Peter Lundin udlægning, men en faktuel fortælling. Der er en mere nuanceret virkelighed, og den fortælles gennem de rapporter som Ralf og holdet får adgang til i Amerika.

»Det var en lettelse – jeg havde fået nok«
Da dokumentaren er færdig indser Ralf Andersson, at kriminaljournalistik bestemt ikke er noget for ham. Han bryder sig ikke om, hvor dybt ind i sagen man kommer og takker nej til tilbuddet om at skrive en bog om Peter Lundin. På det tidspunkt har han fået nok og kan ikke vente med at komme videre. Samtidig vil han ikke være den journalist, der lavede en masse om Peter Lundin, han vil noget andet – noget mere.

»Jeg orkede ikke at beskæftige mig mere med den historie og den mand og det univers, for jeg syntes det var så sygt, så jeg havde fået nok.«

 

jmoel15@student.sdu.dk