Befrielsen af pressen

Illustration: Ditte-Marie Bindesbøll Schov

5. maj fejrer Danmark befrielsen. Det er nu 71 år siden, at Danmark blev fri for den tyske besættelse, men den 5. maj markerer også noget andet: Den ucensurerede presses genkomst.

Af Yngve Alexander Saxil Andersen

Da det tredje riges tropper rullede ind over den danske grænse den 9. april 1940, var det ikke blot den danske suverænitet, der led et knæk. Allerede fra starten af besættelsen blev de danske medier pålagt censur.

Den danske pressecensur blev foretaget af Udenrigsministeriets Pressebureau. Denne ordning var oprettet for at undgå tysk indgriben i den danske presse, således at pressen fik lov til at fortsætte frit under tyske regler og censur… Paradoksalt, kan man kalde det eller et nødvendigt onde.

Pressebureauets beføjelser var blandt andet, at de kunne forbyde enhver omtale af en konkret begivenhed. Derudover stod de også for en forhåndscensur af alle informationer fra de udenlandske presseagenturer, inden disse nåede frem til de danske redaktører.

Mens censuren betød, at den danske presse ikke måtte skrive, hvad der kunne opfattes som værende anti-tysk propaganda, kunne værnemagten også kræve fjernelse af redaktører, som det f.eks. skete for Socialdemokratens redaktør H.P. Sørensen i 1941.

Historien om pressecensuren er vigtig, da den cementerer det faktum, at sandheden altid vil ud. Underlægges pressen censur, bliver alverdens skribenter blot dygtigere til at skrive mellem linjerne, eller befolkningen finder alternative nyhedskilder. Da den danske presses troværdighed faldt grundet censuren, lyttede befolkningen i stedet til BBC eller svensk radio. De læste hellere det illegale blad De Frie Danske end deres sædvanlige avis. Alt sammen et udtryk for, at den ucensurerede presse er den mest attraktive presse.

Fortællingen om pressecensuren tjener som et vigtigt pejlemærke for den danske presse. Går man på kompromis med sandheden, kompromitterer man ikke blot sit eget livsgrundlag som virksomhed, da læserne forsvinder, men man forskubbes også til irrelevans, da der altid står andre klar og parate til at oplyse.

En anden vigtig ting, som censuren af pressen viste for 76 år siden, var, at tiden for statslig pressecensur var ovre. Det lykkedes ikke for værnemagten at eliminere den frie presse. De kunne lukke munden på mainstreampressen, men ikke alle alternativerne. Når det ikke var muligt at censurere pressen, mens kun radio og papiravisen eksisterede, kan det antages, at det er så godt som umuligt for staten at censurere pressen i dag, da vi har endnu flere medieplatforme.

Så fejringen af befrielsen er ikke kun en fejring af, at vi fik begrænset den tyske invasion til at gælde sommerhalvåret, men også en fejring af, at pressen fik deres redaktionelle rettigheder tilbage. Samtidig er det også en påmindelse om, at selv hvis der stadigvæk eksisterede statslig kontrolleret censur, havde vi stadigvæk hørt om en socialminister med et anstrengt forhold til evnesvage, en kommende statsministers skatteforhold, eller en venstreformands undertøj. Derfor skal vi som kommende journalister glæde os over, at vi kan skrive, hvad vi vil, så længe det er sandt, for der er ikke noget alternativ.

 

ynand15@student.sdu.dk