Bangkok tur/retur – alternativ praktik

Foto: Maria Jønsson

Femte semester betyder praktik og for mange også en god portion panik. Men selvom du risikerer at gå tomhændet fra Panikdagen, så frygt ej! For mig åbnede dørene sig til en helt ny verden – seks måneder i Bangkok – lokaljournalistik, naturisme og royal begejstring. Here I come!

Af Maria Jønsson

Det hele startede til den store, stygge Panikdag. Og som navnet antyder, gik jeg helt i panik den dag. Lidt mere end alle andre tror jeg. Det var meningen, at jeg skulle sende mine ansøgninger af sted i toget på vej til Aarhus den dag. Dagene op til Panikdagen var gået med at prøve at finde ud af, hvad fanden jeg egentlig ville, og det gik ikke så godt. Men jeg fik bildt mig selv ind, at nu havde jeg fundet ud af det.

Et af de steder, jeg ville søge, og det eneste sted jeg fik skrevet en ansøgning til, var Højskolebladet. Jeg vidste, at de ikke ville være på Journalisthøjskolen den dag, så jeg skrev en mail til dem, hvor jeg spurgte, hvad tid de ville ringe, hvis man havde fået pladsen. Jeg fik et meget sødt og ærligt svar, hvor der stod, at de nok gik efter en anden end mig. Selvom det godt nok bare var en afvisning over mail, kom jeg meget hurtigt frem til, at det skulle jeg ikke opleve igen; og da slet ikke ansigt til ansigt med bødlen.

Jeg havde allerede sendt min ansøgning af sted til Højskolebladet, men efter den mail besluttede jeg mig for at droppe at søge noget. Her startede panikken så.

Hvorfor lige Bangkok?
Det var lort. Men det var lort, der skulle vise sig at føre til noget godt. For dagen efter, da jeg havde fået sovet min ”Panikfestbrandert” ud, tog jeg mig sammen og kiggede på listen over praktikpladser endnu en gang. Og dér så jeg den: ”ScandAsia Bangkok”. Der stod, at de ikke havde modtaget en eneste ansøgning. Jeg fik hurtigt skrevet en mail til chefredaktøren, Gregers, om det virkelig kunne passe – måske havde de bare fundet en praktikant uden om systemet, tænkte jeg. »Ja, er det ikke utroligt? Jordens fedeste praktikplads, og den er stadig ubesat, « fik jeg tilbage, og jeg var rimelig meget oppe at køre. Jeg fik svaret tilbage, om vi skulle tage den over Skype dagen efter, og det sagde han ja til.

Dagen efter sad jeg klar ved min computer og var ved at skide i bukserne af nervøsitet. Det var der ingen grund til. Gregers ringede, og jeg fik nærmest ikke et ord indført i løbet af de tyve minutter, samtalen varede. Til sidst sagde han: » Skal vi ikke bare sige, at du kommer til Thailand? «

Splitter Hans Jørgen
Knap fire måneder senere sad jeg i et fly på vej til den anden side af jorden uden at have gjort mig en eneste tanke om, hvad jeg egentlig havde gang i. Nu har jeg været her i to måneder, og det har været det helt rigtige for mig bare at springe ud i det.

Noget, jeg tror, har været med til at gøre det hele så nemt, var, at jeg den første måned boede på et hotel, som Gregers driver ved siden af sit job som chef for ScandAsia. Men det er ikke et hvilket som helst hotel – min første måned i Bangkok tilbragte jeg på min chefs naturisthotel Bare Feet. Og ja, han boede der også. Min første morgen på hotellet startede med, at nogen bankede på min dør. På den anden side af døren stod Gregers splitterravende Hans Jørgen – han ville lige fortælle mig, at han havde lavet morgenmad. Helt skørt, ja, men jeg tror bare at ved at komme ud af sin comfort zone fra start, bliver det hele meget nemmere derfra.

Journalistik på Thai
Meget af det, jeg laver, minder meget om ting, man kunne skrive om på en dansk (lokal)redaktion.

Mit job er at berette om skandinaver i Sydøstasien, og det er meget blandet det, jeg laver. Jeg kan skrive om alt fra åbningen af en ny svensk restaurant i Bangkok til et portræt af den nye finske ambassadør. Jeg skulle også på et tidspunkt skrive en reportage fra åbningen af den svenske filmfestival i Bangkok. Jeg havde ikke regnet med det store, så jeg troppede op til receptionen iført shorts, t-shirt og mine (ikke så hvide) sneaks med en en blok i min højre hånd og en kuglepen i min venstre. Det, der mødte mig i biografens lobby, havde jeg aldrig regnet med.

For det første gik tjenere rundt og serverede små pindemadder, farverige cocktails og en helvedes masse vin på sølvfade. For det andet var der ambassadører, skuespillere og en masse andre fine folk, som alle var trukket i deres stiveste puds i dagens anledning. Min stilling som journalist gør jo, at jeg har fri adgang til at spørge alle om alt – men så akavet, som jeg er, endte jeg med at stå helt for mig selv og vente på, at jeg kunne få lov til at tage hjem igen. Dette varede dog kun indtil en af tjenerne tilbød mig et glas vin (og refill hver gang, jeg var halvvejs).

Herfra gik det hele meget bedre. Jeg fik både lykønsket den finske ambassadør (som det skulle vise sig, at jeg skulle interviewe et par uger senere) med jobbet, interviewet en skuespiller om hendes yndlings thai-mad og delt vinglas med en eller anden fin dame (det var altså hendes skyld, hun drak af begge vores glas, og jeg turde ikke sige noget).

Det, jeg prøver at sige, er, at der også er plads til journalistik, der er så dejligt uhøjtideligt og nede på jorden, som noget kan være. For eksempel læste jeg indledningen til en reportage, min chef havde skrevet fra en fest her i weekenden. Han skrev: » Lars’ voice was raspy and sexy from a cold which made the drinking songs sound even more authentic « om festens MC. Det er da for fedt, at det kan være så afslappet, hva’?. Det kan jeg sgu godt lide.

Kongens hellige hymne
Men der er én ting, der er helt, helt anderledes. Deres forhold til kongefamilien. Kulturen her er, at man hverken skriver eller siger noget kritisk om dem, så det gør jeg selvfølgelig heller ikke. Her den anden dag skrev jeg til mine danske venner, som er i praktik på den danske ambassade, hvad de syntes, denne artikel skulle handle om, og vi kom meget hurtigt ind på netop kongefamilien.

»Men i tror da ikke, der sker noget, når det er på dansk og til et blad i Danmark, vel? « spurgte jeg.

»Du skal i hvert fald ikke lave for mange google-søgninger med de ord. Så skal du i hvert fald overveje at bruge en VPN, « fik jeg tilbage.

Hver dag klokken 18 bliver kongens hymne spillet over det hele. Over radioen i en taxa eller ud af højttalerne på en metrostation eller på en restaurant. Så hver dag klokken 18 stopper alle op for at vise deres respekt for kongen. Det samme sker, når man er i biografen. Mellem forfilmene, anti-rygningskampagnen og filmen, står der pludselig henover skærmen: ”Please stand up and pay your respect to the king’s anthem,” og så kører der ellers billede efter billede i bedste PowerPoint-stil til lyden af kongens sang.

Jeg har lige læst, at en thailandsk statsborger blev anklaget for ikke at rejse sig op under den kongelige nationalhymne i en biograf i Bangkok, så jeg tror, jeg stopper her.

mariaj.scandmedia@gmail.com