Nagieb Khaja: »Når du ikke ser det ske, så tror du heller ikke, at det foregår«

Foto: privatfoto

Han er en af de få vestlige journalister, der har haft adgang til ledere af Al-Qaeda og Taliban samt oprørskontrollerede områder i Syrien. Han er blevet kidnappet, fængslet og truet på livet. For Nagieb Khaja tager ikke i krig med de vestlige soldater. I stedet ser han, hvad der foregår på den anden side af krigens kaos. At gøre en forskel er hans mål, og journalistikken er hans middel.

 

 

Af Marie Louise Florival Andersen

I 2008 befandt Nagieb Khaja sig i Helmand-provinsen i det sydlige Afghanistan. Hans plan var at skildre den fjende, de danske soldater kæmpede imod ved at få kontakt til en højtstående Taliban-kommandant. Det endte ud i syv dage og syv nætter som gidsel, hvor Nagieb måtte frygte for sit liv. For i Syrien og Afghanistan er grænsen mellem at være et gidsel og at være fri ganske hårfin som journalist.

Men i dag sidder Nagieb Khaja med en americano ved et plankebord på Møller Kaffe og Køkken på Nørrebro. Københavns caféer og biblioteker er Nagiebs arbejdsplads, for med et kamera, en telefon og en computer kan han udføre sit freelancearbejde hvor som helst på sine egne præmisser. Som barn voksede han op i Avedøre, som er en bydel i Storkøbenhavn. Her var samfundets typiske minoriteter en majoritet, og Nagieb, der har afghanske aner, var selv en af dem.

Allerede som helt ung lagde han mærke til den måde, som udlændinge, bandemedlemmer og militære konflikter blev beskrevet på i medierne. Der var en masse lag og nuancer omkring det, der foregik, som slet ikke kom med i nyhedsfortællingerne. Det gjaldt både i skolegården hjemme i Avedøre, men også i resten af verden, hvor Mellemøsten hurtigt blev opsigtsvækkende for den unge Nagieb.

Nagieb Khaja med en australsk Al-Qaeda-leder i Syrien. Foto: Privatfoto.

»Der var mange stereotype historier om Mellemøsten. Arabere blev beskrevet som patriarkalske, kvindeundertrykkende og hadfyldte typer. Den måde folk blev beskrevet på var, som om det var fuldstændig hægtet fra virkeligheden,« fortæller han.

I gymnasietiden var dansktimerne vægtet højest på Nagiebs skema, og passionen for at skrive historier skulle bruges til noget fornuftigt.

»I stedet for at sidde og bitche over mediedækningen og være irriteret, så måtte jeg prøve at gøre en forskel. Jeg vidste, at jeg kunne lide at fortælle historier, og journalistik blev en måde at blande det, jeg godt kunne lide med noget, jeg ikke syntes var i orden.«

Opgør med sensationelle vinkler

Da Nagieb selv sad på Medietorvet på Syddansk Universitet tilbage i 2004, var han inspireret af de journalister, som var der, hvor den almene journalist ikke dækkede fra. I dag kan Nagieb skrive krigskorrespondent, dokumentarinstruktør og forfatter på CV’et, og det er resultatet af den måde, som han har valgt at arbejde med journalistikken på. De historier, han vælger, er ofte originale og svære at lave. På den måde har han mulighed for at arbejde som freelancer. Han forsøger så vidt muligt at undgå de sensationelle vinkler, som man ofte ser hos de forskellige nyhedsstationer.

»Man kan hurtigt komme til at forcere nogle vinkler. Der er en skarp konkurrence om at komme ud først og hurtigt. Men på den måde kommer man til at begå fejl, fordi hastværk er lastværk.«

Nagieb Khaja i Afghanistan. Taliban står i bevæbnet i baggrunden. Foto: Privatfoto.

Lige fra den dag Nagieb kunne kalde sig uddannet journalist fra SDU, har intentionen været at lave historier, som han kan stå inde for. Og vigtigst af alt har det været et mål at kunne se kilderne i øjnene efterfølgende.

»Jeg skaber tillidsbåndet ved at være tro mod de aftaler, jeg laver med folk, og gengiver virkeligheden så nøgternt og præcis som muligt. Jeg tror, at hvis man på en eller anden måde skaber en skarp linje mellem ens egne holdninger og det, man beskriver, så bliver man respekteret,« siger han, og markerer en usynlig linje på plankebordet.

Han har gjort en stor indsats for at afdække årsagerne til bestemte problemstillinger som terror- og bandeproblematikker frem for at lave en sensationel dækning af emnerne. På den måde har Nagieb vundet tillid i miljøer, som normalt er kritiske over for pressen. Og det har gavnet ham.

Fra et retslokale i København til krigerhistorier i Syrien

I 2010 lavede Nagieb en historie for TV2 om lejemordssagen med Store Abde, som er en af de mest kendte personer i den kriminelle underverden. Han snakkede med ham i retten, og to år senere møder han ham på en gåtur ned ad Blågårdsgade på Nørrebro. Det var to uger inden, at Nagieb havde planlagt en rejse til Syrien. Store Abde kunne genkende ham, og denne gang var samtaleemnerne ikke mordanklager, voldsdomme eller Blågårdsbanden. I stedet havde Abde også i sinde at drage mod de syriske grænser for at opveje de dårlige ting, han havde gjort i sit liv og for at hjælpe de syriske oprører. Men Nagieb tænkte, at det ville være problematisk at rejse ned til den Syriske Borgerkrig sammen med den måske mest berygtede bandeleder i Danmark.

Betænksomheden nåede dog et vendepunkt efter adskillige kopper kaffe og lange telefonsamtaler med Store Abde. Nagieb så en unik mulighed i at lave en dokumentar om én af de syrienkrigere, der var i samfundets og mediebilledets søgelys. Det blev en historie, der satte dagsordenen. Ikke kun i Danmark, men også internationalt, hvor dokumentaren blev en af de mest sete på The Guardian. Turen satte en kædereaktion i gang, for den gjorde, at Nagieb fik adgang til nye kilder og nye unikke historier i Syrien.

»Jeg brugte meget tid på at dække bandekonflikten, som der kun kom et par nyhedsindslag ud af, men det viste sig, at min snak med Abde i et retslokale i København førte til mange historier i Syrien. Det er det der med hele tiden at tænke i en større sammenhæng,« fortæller han.

Out of sight, out of mind

De bøger og dokumentarer, som Nagieb efterhånden har produceret gennem årene, har givet krigskorrespondenten mulighed for at forklare, hvad der ligger til grund for blandt andet de krige og konflikter, vi ser.

Nagieb Khaja i Idlib, det nordlige Syrien. Foto: Privatfoto.

»Jeg synes simpelthen, at noget af det ypperste, man som journalist kan gøre, er at stille beslutningstagere til ansvar. At være med til at oplyse befolkningen om, hvad der foregår de steder, hvor nogle af de mest alvorlige beslutninger, et samfund kan træffe, bliver ført ud i livet.«

Som eksempel var Nagieb meget fokuseret på, hvilke fejl der blev begået i Afghanistan i forhold til den danske og amerikanske indsats. Og det var med håb om, at de samme fejl ikke blev begået igen.

»Der er folk, der dræber hinanden. Man skal vide, hvad der foregår og vide, hvad årsagen til problemerne er. Out of sight, out of mind. Når du ikke ser det ske, så tror du heller ikke, at det foregår. Det er en katastrofe for civilbefolkningen, hvis der ikke kommer billeder og dokumentation ud,« understreger han.

Siden krigen i Afghanistan begyndte tilbage i 2001, har kun 6-7 journalister på verdensplan lavet reportager fra Taliban-kontrollerede områder. Nagieb er en af dem. Han involverede sig i Afghanistan-krigen, fordi han mente, at det var vigtigt at dække en konflikt, som Danmark og resten Vesten investerede menneskeliv i. I Syrien var det katastrofens omfang, der drev ham, selvom Danmark ikke var direkte involveret.

»Det, der sker i Syrien, er jo en universel historie, som i det store hele handler om mennesker og menneskeheden. Og vi så hurtigt, at konflikten gik hen og blev den største humanitære katastrofe i nyere tid.«

Mennesket over journalisten

Nagieb har i løbet af sine adskillige rejser mødt mennesker, som oplever hverdagen og virkeligheden som helvede på jord. Han har set uskyldige børn betale den højeste pris og mødre, hvis gråd har lydt som hele Aleppos sorg og desperation fanget i en krop. Og tårerne er løbet ned af hans kinder bag det rullende kamera mange gange. Hvis han befinder sig i en situation, hvor han kan se, at der kan gøres en forskel, smider han kameraet. Hvis hjælpen allerede er der, eller hvis han ikke kan gøre noget, dokumenterer han det.

»Min drivkraft kommer af, at jeg gerne vil gøre en positiv forskel. Journalistik er bare et middel til at opnå det. Det er ikke det store dilemma for mig. Journalister er mennesker. Og det at være et ordenligt menneske skal ikke være i modstrid med at være journalist,« fortæller han med alvorsfulde øjne.

Tiden og tvivlen som værktøj

Som Nagieb forklarede tidligere, holder han fast i, at hastværk er lastværk. Igennem årene har han læst mange bøger og rapporter for at opnå mest mulig viden om situationen i Mellemøsten. Men tid er også et vigtigt værktøj, når han rejser. Her kan han bruge flere uger på at lære sine kilder at kende.

»Hvis jeg er sammen med en milits, prøver jeg at opholde mig meget sammen med dem, sove med dem og spise med dem. Det giver bare en helt anden autenticitet i forhold til den oplevelse, man får samt en indsigt og viden, som man bare ikke kan få ved at læse op på det. Ting udvikler sig hele tiden.«

Tvivlen er også et vigtigt redskab, når han formidler sine historier. I øjeblikket prøver Nagieb at kommet til Idlib-provinsen i det nordvestlige Syrien, hvor russerne bomber, og døden fra luften kan ramme civilbefolkningen når som helst. Og selvom flybilletten allerede ligger lunt i lommen, er Nagieb blevet klar over, at det ikke er muligt at tage af sted endnu.

Det ærgrer ham, for når der ikke er nogen til at berette om, hvad der sker, bliver de civile glemt af omverdenen. Derfor er han også usikker, når han skal udtale sig om situationen i Idlib, da han ikke har været i området i to år.

Artiklen fortsætter under billedet

Nagieb Khaja sammen med Syriens “White Helmets”. Foto: Privatfoto.

»Jeg har tit oplevet, at man får oplysninger fra nogle kilder, hvorefter man selv rejser derned, og så er det noget helt andet. Og det gør, at jeg er usikker. Jeg har altid sådan en tvivl i forhold til den information, der kommer fra sådan nogle steder,« udtrykker han med sammenknebne øjne.

Nagieb stræber således altid efter at være førstehåndskilde, når krige og konflikter skal dækkes. Kunsten i at være der selv er det, der opnår respekt. Under Irak- og Afghanistan-konflikten var to af verdens mest anderkendte mellemøstenkorrespondenter fra henholdsvis The Independent og The Guardian nogle af dem, som Nagieb respekterede allermest. Nu er det dem, han respekterer mindst i forhold til Syriendækningen. De har ikke selv været i de oprørskontrollerede dele af Syrien, som Nagieb har oplevet. Og de ting, der bliver sagt om de områder, er fuldstændig i modstrid med det, som Nagieb har været vidne til dernede.

»De har ikke været der selv. Det beviser for mig, at når to af verdens bedste mellemøstkorrespondenter tager så meget fejl, så viser det for alvor styrken i at være der selv,« understreger han.

Arbejdets konsekvenser

Men krigens virkelighed har sat sine blodrøde spor. Nagieb er kommet tæt på mange af de folk, han har mødt undervejs, og han har set, hvordan krigen har smadret menneskeskæbner og forrådt befolkningen. Det er vigtigt for ham, at menneskeligheden ikke skal skjules bag det journalistiske arbejde. Det er han altid opmærksom på.

Han er blevet taget til fange af Taliban tre gange. Han har stået ansigt til ansigt med en kalashnikov, og han er blevet gennembanket af tyrkiske grænsevagter. Men han snakker om oplevelserne med sine nærmeste, og han bruger humor til at tackle de sværeste situationer. Når han fortæller om sine oplevelser, er alvoren ikke til at undgå at ænse i hans ansigt, men Nagieb er humoristisk, og han fortæller gerne om sine dumdristigheder i en uhøjtidelig tone. De barske erindringerne bruger han som et middel til at forstå, hvad så mange mennesker går igennem hver eneste dag. Og det styrker hans historier.