Man skal ikke tage det hele så seriøst

Illustration: Caroline Bjelkje

Journaliststuderende på SDU har tendens til at favorisere og prestigebetone seriøse medier og hårde nyheder. En tendens, der ifølge Yasemin Özkir kan være med til at tabuisere underholdningsjournalistikken.

 Af Marie Louise Frorival Andersen

 

Hør den her:

Drømme, forventninger og visioner er der mange af blandt de journaliststuderende på SDU. Skal man være redaktør hos Jyllandsposten, skribent for Politiken eller graverjournalist for Berlingske?

Snakken går og den ene drøm overgår den anden. Men hvad med de drømme, der ikke nødvendigvis indebærer akademiske formuleringer og politiske termer? De drømme, der informerer på en anderledes måde og måske endda kan få et smil frem på læben?

Yasemin Özkir, der er journaliststuderende på SDU, er en af den slags drømmere.

»Der kan være en tendens til, at man tager sig selv lidt for seriøst. At det hele skal være sensationspræget, og det gælder om at have de skarpeste journalistiske historier om de klogeste emner. For mig at se handler journalistik lige så meget om at komme ind under huden på nogle mennesker og måske også gøre nogle mennesker glade med de fortællinger, man nu har,« fortæller hun.

Yasemin er selv meget åben omkring fremtiden som journalist. Mulighederne er mange og det ene udelukker ikke det andet, mener hun. Desværre kan det føles, som om der er en bestemt vej, man bør følge for at passe ind.

»Der er prestige i at sige, at man vil arbejde på Berlingske. Jeg tror, at nogle faktisk sidder med en drøm om at lave noget underholdning, men ikke viser det, fordi det er gået hen og blevet et tabu på studiet. Så er det nemmere bare at sige, at man vil skrive for Berlingske og følge strømmen.«

Man kan ikke definere succes

Når det kommer til definitionen af succes i den journalistiske branche, kan der være tale om en hårdfin balance, hvor enighed kan være svær at opnå. De mange samtaler blandt de studerende har givet Yasemin stof til eftertanke. For hvad er succes i virkeligheden?

»Jeg kan huske, at folk har snakket om, hvem der kommer til at klare sig bedst, og det, synes jeg, er umuligt at definere. For mig er succes ikke at blive redaktør på Weekendavisen eller Politiken, for det vil slet ikke være mig at sidde i en lederrolle og tage store beslutninger. I mit perspektiv vil succes være at sidde i en redaktion som en del af et team hos et sjovt medie, hvor jeg kan komme ud og møde nogle skæve eksistenser. Jeg mener altså ikke, at succes kan defineres i denne branche. Det er en meget subjektiv definiton,« fortæller Yasemine.

Grunden til denne tendens, mener hun, kan være, fordi det skaber en form for prestige. Men for hende er de små, skæve historier mindst lige så vigtige som verdensomspændende nyheder. En lille begivenhed kan have en verden til forskel for det enkelte menneske, som situationen drejer sig om. Men reaktionerne på hendes holdninger og interesser for lige netop underholdningsjournalistik er ikke altid positive.

»Folk reagerer forskelligt. Nogle mener, det er fedt, og nogle tvivler på, om det holder. Jeg har oplevet, at folk spørger, om jeg ikke vil noget seriøst med min uddannelse. De sætter spørgsmålstegn ved, om jeg ikke vil lave ’rigtig’ journalistik.«

Om det er P3, DR3 eller DR Ultra, der bliver Yasemins fremtidige arbejdsplads, ved hun endnu ikke. Men blandt disse medier findes en succes og en journalistisk arbejdsplads, som hverken er mere eller mindre ’rigtig’ end redaktørposten hos Jyllandsposten.