Charlotte Aagaard: »Man kommer ikke ret langt uden dumdristighed«

Privatfoto

Charlotte Aagaard, udlandskorrespondent i Mellemøsten for Information, mener, at det er en fordel at være kvindelig journalist i denne del af verden. Hun har evnen til at finde den helt rigtige kilde, og så mener hun, at tillidsforhold til kilden er altafgørende.

 

 

Af Julie Almann Larsen

Charlotte Aagaard er en af den slags journalister, som er drevet af en ekstrem nysgerrighed og længsel efter at vide mere om den del af verden, der har vakt hendes fascination, siden før hun startede på journalistuddannelsen. Hun bliver fanget af det enkelte menneskes historie. Når hun rejser til Mellemøsten, hvilket hun efter sin egen mening ikke gør ofte nok, så kan hun godt blive bange, hvis hun skal til et sted, hvor hun ikke har været før, eller hvis hun ved, at situationen i det pågældende land er meget alvorlig.

Men Charlotte Aagaard er udlandskorrespondent med stort ’U’. Selvom hun kan blive bange, så overskygges frygten af nysgerrigheden.

»Det er dybest set, fordi det er så rasende interessant. Jeg vil så gerne vide, hvad der foregår. Jeg er så nysgerrig, at jeg bare må afsted, og jeg lever for mine udenrigsreportager. «

Journalistisk hengivenhed

Netop rejserne beskriver hun som dét punkt, hvor hun synes, at hendes egen journalistik er interessant. Det er, når hun er ude i felten, at hun virkelig bliver tændt.

Hvad, synes du, er det mest spændende ved dit job?

»Det er rejserne. Helt klart. At komme ud og møde de mennesker, der har alt på spil. Det er det allerbedste. Det giver en fantastisk eventyrlyst og frihed, og det er så spændende. Jeg ville ønske, jeg kunne rejse meget mere.«

Privatfoto

Charlotte Aagaards entusiasme og fuldstændige hengivenhed til det stofområde, hun sidder på, virker på mange måder fængende og fascinerende. Hun gør, hvad der skal til for at få fingrene i den gode historie. Dette gjaldt både, da hun lavede sit bachelorprojekt om Israel og de besatte områder, og da hun flyttede til Mellemøsten for at dække Irak-krigen. For som hun selv siger: »Jeg kunne jo ikke holde fingrene fra den Irak-krig.«

Vigtige egenskaber som udlandskorrespondent 

Hengivenhed til journalistikken og i særlig grad Mellemøsten er en rød tråd i interviewet med Charlotte Aagaard. Hun vil gå langt for at få fingrene i den helt rigtige kilde, og hun lægger vægt på, at hendes kilder har den nødvendige indsigt og den nødvendige viden.

Et eksempel på dette er, da Charlotte Aagaard fortæller, at man som journalist skal være villig til at gå ind på sine kilders banehalvdel.

»Hvis jeg fx skal interviewe en islamistisk prædikant, så tager jeg tørklæde på. Og jeg tager også gerne en lang cottoncoat på, så jeg ikke generer ham ved at optræde afklædt i hans øjne. Det, tror jeg, er vigtigt – at være villig. Det er der mange i journalistik, som ikke er. Jeg synes, det er tosset at spænde ben for sig selv på den måde, fordi så har jeg med det samme skabt den afstand mellem kilden og mig. Det er spild af tid.«

Udover at være villig til at træde ind på sine kilders banehalvdel er det også vigtigt for Charlotte Aagaard, at man gider sætte sig ind i noget, som er kompliceret. Hun forsøger i sit arbejde at besvare spørgsmålet ”hvorfor sker tingene?”. Ved at besvare dette spørgsmål prøver hun netop at forklare baggrunden for sine læsere. Og det kræver en god portion baggrundsviden om komplicerede forhold.

Og så er mod, dumdristighed og spontanitet nøgleord i et job som Charlotte Aagaards. Uden disse kommer man ikke ret langt, når man er udlandskorrespondent i Mellemøsten.

»Hvis man altid sidder og er bange for, om man nu tør tage et sted hen, og om det hele kan lade sig gøre, så bliver det altså svært. Man skal være villig til at kaste sig ud i noget, der ikke altid er planlagt. Det er nødvendigt at være spontan. Især hvis du vil dække konfliktområder. Du kan ikke planlægge reportageforhold på forhånd.«

En fordel at være kvindelig journalist i Mellemøsten

Charlotte Aagaard opfatter det som en generel fordel at være kvindelig journalist i Mellemøsten. Som kvinde bliver man ikke opfattet som ”farlig” på samme måde, som en mand måske bliver det. Derimod oplever hun generelt, at folk synes, de i højere grad skal være høflige og gæstfri over for hende, fordi hun er kvinde. Det er en stor fordel, når hun skal tale med kilder.

»Det åbner nogle døre. Man kan også blive mistænkt for spionage, fordi man er fra Vesten. Det risikerer jeg ikke på samme måde, fordi jeg er kvinde.«

Privatfoto

Dog er det sket et par gange, at Charlotte Aagaard har fået nej til interview, fordi hun er kvinde. Det er noget, som gør hende vred: Ikke at blive respekteret, selvom hun går ind på sin kildes banehalvdel.

Det skete fx, før hun skulle interviewe en Taleban-leder. Hun havde tildækket sig fuldstændigt. Taleban-lederen nægtede imidlertid at tale med hende udelukkende på baggrund af hendes køn.

»Jeg måtte sende min tolk ind med alle mine spørgsmål og en båndoptager. Jeg var totalt rasende. Jeg sad bare ude i vores bil og kogte over, at det ikke kunne lade sig gøre. Det er én af de få gange, hvor jeg har fået nej.« 

Evnen til at finde den rigtige kilde

 Når man som journalist skal finde sine kilder, er det helt afgørende, at man har de rigtige kontakter i sit netværk. Det gælder også, når man er udlandskorrespondent. Men man skal også have en såkaldt fixer: En samarbejdspartner i det pågældende land, som kan skaffe den helt rigtige kilde. Charlotte Aagaard understreger:

»Hvis ikke du kender en, der kender en, der kender en… Så kan du ikke få en aftale.«

Det er desuden vigtigt at besidde evnen til at finde den rigtige kilde. Til dette har Charlotte Aagaard ikke en direkte opskrift. Det handler simpelthen om fornemmelse. Ofte har folk en idé om, hvilke kilder der er de vigtige og får derfor arrangeret et møde med dem. Når Charlotte Aagaard ankommer, er det derimod nogle helt andre mennesker, hun synes, er de vigtigste kilder, og som hun hellere vil tale med.

»Hvis jeg fx er ude på en afghansk pigeskole, så har de måske arrangeret et møde med rektoren. De har ingen forståelse for, at jeg gerne vil tale med et barn. Det er fint med et par kommentarer fra rektoren, men for mig er det vigtigere at tale med det barn, for hvem skolegangen fuldstændigt har revolutioneret hendes liv.«

Privatfoto

Og netop evnen til hurtigt at kunne finde den rigtige kilde er, i en situation som ovenstående, ufatteligt vigtig. Charlotte Aagaard lader først sine øjne scanne flokken af børn efter ansigtet, der kan tegne det rette billede. Hun skal bruge et barn, som kan sætte ord på det, der foregår. Herefter skal hun nå at etablere et tillidsforhold, lave et interview og tage nogle billeder. Alt dette har hun måske kun 20 minutter til. Derfor er fornemmelsen altafgørende for, hvordan historien bliver.

Udfordring at bruge Forsvaret som kilde

Fornemmelsen og evnen til at finde den rigtige kilde er ikke den eneste udfordring, Charlotte Aagaard møder som udlandskorrespondent. Det er en stor udfordring at bruge Forsvaret som kilde, fordi Charlotte Aagaard som journalist og Forsvaret har forskellige idéer og udgangspunkter om, hvad befolkningen har ret til at vide.

Privatfoto

Forsvaret ønsker ikke at få krigen til at fremstå blodig, og de ønsker ikke at få det til at se ud som om, at det handler om at slå talebanere ihjel.

»Forsvaret fik det til at se ud som om, at de gik rundt i landsbyerne og snakkede med den lokale bonde. Sådan noget, hvor man vinder folks hjerter. Det var dét billede, som man gerne ville have hjem til Danmark.«

Hun understreger sin pointe ved at fremstille et ganske realistisk billede:

»Danskerne skulle ikke have serveret død og ødelæggelse til aftenkaffen.«

Charlotte Aagaard lever for sit arbejde i Mellemøsten. Det er tydeligt at mærke. Lidt kliché kan man sige, at det at være journalist er en livsstil for hende – ikke et job. Hun mener ikke, at man kommer langt i hendes felt uden mod, dumdristighed og spontanitet. Og så er hun drevet af det enkelte menneskes historie og af mennesker, som har alt på spil.