Erkan Özden: »Debatten om fake news i danske medier er ude af proportioner«

Foto: DR

DR-værten mener, at debatten om fake news er blevet blæst op, fordi falske nyheder reelt ikke har inficeret de danske medier. Desuden synes han, at vi skal blive bedre til at skelne begreber som clickbait, propaganda og falske nyheder fra hinanden.

 

Af Julie Almann

Vi har sikkert alle set ham i 18.30’eren på DR1. Når han ikke som nyhedsvært gør de danske dagligstuer klogere på verden, beskæftiger Erkan Özden sig med fake news. Med ’I Sandhedens Tjeneste’ har han turneret rundt på folkeskoler i hele landet for at gøre folkeskoleelever klogere på falske nyheder. Og på hvordan de kan være mere kildekritiske, når de læser historier på internettet.

Når man ligesom jeg havde marcheret ind i DR-byen for at tale med Erkan Özden om fake news på den præmis, at falske nyheder er en rød advarselslampe, der blinker og blinker, og som alle frygter, men som ingen ved, hvad de skal stille op med…

… så er det overraskende, men også vigtig viden, at han synes, det er et emne, som er blevet blæst op i en unødvendig grad.

Interviewet tog derfor drejninger til både højre og venstre. For hvis fake news ikke præger de danske medier synderligt, eller de måske slet ikke eksisterer i de danske medier, som Erkan Özden mener, hvad er der så egentlig tilbage at være kritisk over for?

To problemstillinger optager ham meget i hans arbejde:

Først at debatten om fake news er ude af proportioner, fordi det i virkeligheden slet ikke har ramt de store danske, etablerede mediehuse, som vi måske går og tror.

Og dernæst at vi skal blive bedre til at skelne begreberne fra hinanden.

Ifølge Erkan Özden bruger vi begrebet ’fake news’ om alt for meget inden for journalistik, som faktisk ikke er fake news. Og det er disse to problemstillinger, som denne artikel kommer til at handle om.

Debatten om fake news i de danske medier

Debatten om fake news tog sit udgangspunkt i den amerikanske valgkamp i 2016. Som Erkan Özden fortæller, har emnet taget raketfart siden, men han mener stadig ikke, at falske nyheder har ramt de danske medier.

»Jeg tror ikke, vi er inficeret af falske nyheder i de danske medier. Så vi skal heller ikke blæse det her problem op til noget, det ikke er. Jeg tror ikke, det er en tikkende bombe under mediebranchen lige nu. Det bliver det først det øjeblik, hvor folk ikke følger med i medierne længere men i stedet for fokuserer på alt det andet, som ligger derude på nettet. Hvad gør vi så? Det er faktisk et godt spørgsmål. Det aner jeg ikke.«

Men er det ikke nemt for dig at sige som journalist på DR, at clickbait og falske nyheder ikke florerer i de danske medier?

»Jo, det kan da sagtens være. Men så længe du stiller den type kritiske spørgsmål, så har du jo allerede en god løsning på problemet. Det handler jo bare om at forholde sig kritisk og bruge sin sunde fornuft.«

Erkan Özden forklarer, at medierne måske selv har været for dårlige til at blande sig og understrege, at debatten om fake news ikke har noget med de danske medier at gøre. For der er stor forskel på, at folk kritiserer medierne for at vinkle dårligt eller for at være farvede i deres valg, i forhold til at folk kritiserer medierne for at lave falske nyheder.

Han mener, at hele debatten om fake news i virkeligheden har mudret diskussionen mere, end det har klargjort den, netop fordi begreberne i hans øjne bliver blandet sammen i en stor masse, hvor han synes, at man burde dele dem op, og fordi debatten har taget overhånd, i forhold til hvor stort problemet reelt er.

Vigtigt at skelne mellem begreber i debatten om fake news

Men hvis fake news ikke kan ses i de danske medier, hvorfor er det så vigtigt at beskæftige sig med det?

»Jamen det ved jeg faktisk heller ikke, om det er. Det gør det tricky. Er det vigtigt, fordi vi taler om det? Eller er det vigtigt, fordi det er vigtigt? Det er hønen og ægget i virkeligheden. Det er en diskussion, der er opstået. Men det er ligesom om, at den her diskussion om falske nyheder er fuldstændig forplumret, fordi den handler om alt mellem himmel og jord. Og det har været min absolut største mission: At adskille de her ting.«

Og netop det at adskille tingene og skelne mellem begreberne i fake news-debatten er noget, Erkan Özden ikke kan slippe i interviewet. Han mener, at vi skal kunne skelne mellem kategorier, såsom clickbait, dårlig journalistik og historier, som er forkert vinklet, og så egentlige fake news.

For som det er nu, dækker begrebet ’fake news’ det hele. Han betegner selv emnet som ’pisse besværligt’ og fortæller, at han har været til konferencer, hvor de har siddet og diskuteret, hvad fake news egentlig er. Hvor nogle mener, at det også dækker over clickbait, mener Erkan Özden, at fake news i ordenes egentlig konkrete betydning dækker over nyheder, der er falske.

»Selvom det er besværligt, så insisterer jeg på, at vi opdeler det. Der er ved gud forskel på en dårlig historie og propaganda fra et regime i verden.«

Han forklarer, at det måske i virkeligheden er vores brug af begrebet ’fake news’, som har forvirret folk og gjort dem i tvivl.

»Hvis man både tager informationer fra et medie, propaganda fra et regime og en masse clickbait og kalder det hele fake news, så kan jeg da godt forstå, at folk bliver i tvivl. Er alle medierne så bare falske? Det er lige præcis det, jeg opponerer imod.«

På trods af at han mener, debatten om fake news i de danske, etablerede medier er blæst for meget op, så synes Erkan Özden stadig, at vi skal være opmærksomme på falske nyheder, misinformation og propaganda. Han ser mest problemet på internettet, hvor falske og sande nyheder ufiltreret svømmer rundt mellem hinanden. Og det er hér, det ifølge ham er vigtigt at være aldeles kildekritisk.