En masse tid til kilder og journalistnørderi

Rikke Hyldgaard, da hun besøgte DR's Johannes Langkilde i den amerikanske hovedstad. Foto: privatfoto

Mange journalister drømmer om at kunne researche sager helt til bunds. At bruge måneder på at grave sig rundt i journalistikkens kildemuld. Ikke mange får lov til at gøre det regelmæssigt, som Rikke Hyldgaard gør det i sin journalistverden.

 

 

Af Mikkel Hamann Jensen

I journalisternes verden, hvor alting skal være kort, præcist og produceret i højt tempo, finder den travle skrivejourno sjældent tid til at gå helt i spækket med sine historier. Tiden med kilderne er knap. Antallet af anslag er nærmest ikke eksisterende. Og når dagen er omme, så svæver tankerne atter mod næste mulige spaltehistorie.

Men forestil dig så en verden, hvor kilden ikke forsvinder med det samme, idet diktafonen slukker. En verden, hvor du sidder på en Soho-cocktailbar i London og interviewer Hans Pilgaard til sent ud på natten. En verden, hvor Johannes Langkilde inviterer dig på besøg i Washington en uges tid, fordi I fra morgen til aften skal vende hændelser fra USA. En verden, hvor du følger en soldat i flere måneder, før, under og efter hans udsendelse til Afghanistan, for så at se din bog ligge på landets boghylder to år, efter du mødte soldaten første gang.

Velkommen til Rikke Hyldgaards verden.

Hvert efterår er hun fast underviser i skrivende håndværk på Syddansk Universitets journalistuddannelse. Og når dét er færdiggjort, begraver hun sig resten af året i større journalistiske projekter. Projekter, der indtil videre har kastet fire bøger af sig.

»Det er herre sjovt at få lov til at nørde så længe med en historie,« fortæller Rikke.

Følte sig hjemme i featuregenren

Som otteårig fik hun sin første skrivemaskine. Hun elskede at skrive stile i sin skoletid, og i sine sabbatår prøvede hun sig selv af hos Ikast-redaktionen på Herning Folkeblad. Kort tid efter var hun klar til at uddanne sig som journalist.

»Da jeg satte min fod på journalisthøjskolens gulv for første gang, var jeg bare ikke i tvivl mere. Det var som at komme hjem. Jeg følte mig hjemme,« husker Rikke Hyldgaard tilbage.

Efter hun havde sat sit sidste punktum på uddannelsen i Aarhus i 1997, blev hun ansat på Fyens Stiftidende, hvor hun også havde været i praktik. Først som vikar, dernæst som fastansat journalist. Selvom hun var fascineret af den sproglige udfordring ved at skrive kort og skarpt, tiltalte de længere formater hende mere og mere. Hun endte på et hav af avisens redaktioner, før hun fandt sig til rette i feature-sektionen. Og her forblev hun de sidste 10-15 år, inden hun fik sit job som underviser i 2015.

I januar 2010 stødte Rikke så på soldaten Jacob Christensen, der skulle sendes afsted til Afghanistan året efter. I længere tid fulgte hun ham og hans historie, hvilket udmundede i en featureserie på Fyens Stiftidende i flere kapitler. Artikelserien vandt hun Spadestiksprisen for i 2011 – Danmarks største pris for kritisk og undersøgende journalistik i regional- og lokalpressen. Historien kunne Jyllands-Postens Forlag godt tænke sig at lave en bog ud af, og flere måneders arbejde og 239 sider senere kom ’Soldaten – i krig og kærlighed til’.

Og så var Rikkes interesse for bogskrivekunsten vækket.

»Når man først har lykkedes med det én gang, så får man pludseligt mod på mere. Det var en naturlig del af min proces. Nu gik jeg ud af dette spor.«

Journalistikken en stor hjælp

Tre bøger er det mere blevet til sidenhen. To biografier med dansktopsangerinden Dorthe Kollo og journalist Hans Pilgaard. Den tredje udkommer her senere i oktober, hvor Johannes Langkilde fortæller om sine oplevelser i og af USA. Alle tre som ghostwriter, hvor Rikke Hyldgaard har interviewet historien ud af de tre personer og så skrevet bøgerne, som var det personerne selv, der havde skrevet dem. Og her har hendes mangeårige titel som journalist hjulpet meget.

»Jeg kunne slet ikke have gjort det uden min faglighed. Slet ikke den her form for faglitteratur. Det kan godt være, man kan det inden for skønlitteraturen, hvis man har en eller anden indre, kunstnerisk brønd at hente det fra, men at skrive non-fiction kan du ikke gøre uden at være en god researcher eller at vide noget om, hvordan man formidler. Her hjælper mine 20 års erfaring mig,« slår Rikke fast.

Vinklingen og researchmetoderne er de samme. Men alligevel kan hun se nogle klare, journalistiske skel mellem korte og lange skriv.

»Længden og detaljegraden er de største forskelle. Nyhedstrekanten er ikke nok, så andre fortællemodeller må i spil, når du har så meget materiale. Og så kommer du meget tættere på dine kilder. Hvem skulle have troet, at jeg skulle få en så nær adgang til Hans Pilgaards tanker og liv? Det er sgu da et privilegie. Og helt vidunderligt,« smiler hun og tilføjer:

»Jeg holder meget af alle fire hovedpersoner i bøgerne. Det kommer man til.«

Tilfredsstillende, fedt og hårdt

Rikke Hyldgaard indrømmer også, at der kan være knapt så positive aspekter ved at arbejde i så lang tid med en historie.

»At give den så meget opmærksomhed er en stor tilfredsstillelse, men også hårdt. Du kan ikke rigtigt lægge den fra dig. Du gror med den, som var det en ting i din hjerne. I en journalists dagligdag lægger man hurtigt historien på hylden, når man går hjem, men her tænker du på den, selv når du skal sove. Jeg skal også huske at leve mit eget liv. Ikke Dorthe Kollos eller Johannes Langkildes,« fortæller hun.

Kaffekopper kan blive en anelse… ulækre i skrivefasen. Foto: privatfoto

Men her har Rikke fundet en meget god balance ved at undervise den ene halvdel af sit arbejdsår.

»Det er super fedt at skrive bøger, men jeg ville gå kold, hvis jeg skulle sidde på mit loftkammer hele tiden. Jeg er glad for, jeg kan kombinere det med mit job som underviser. De studerende og mine kolleger inspirerer mig og giver mig ny energi, så jeg bliver klar til at skrive mere. For det er fedt!«

Hun har allerede flere spændende projekter på vej, men hvad og hvem de handler om, kan hun ikke afsløre. Men der kommer helt sikkert flere nørderier og skrivetimer på loftkammeret og flere dybdegående samtaler på tomandshånd. For sådan er det lige nu Rikke Hyldgaards verden.