Fem anderledes nichemedier

Lixen har taget et kig på fem medier, der har fokus på hver deres niche.

Af Malthe Rygaard

Vi med hund

Her er magasinet til de godt en halv million husstande, som har en Schæferhund, Golden Retriever eller en anden hund i hjemmet. Det udkommer en gang om måneden, og der er meget forskelligt indhold. Hver udgivelse har et tema, hvor man i 2015 blandt andet har kunne læse om ’Ferie med din hund’ og ’Sikker transport med hund’. Magasinet er som de fleste andre magasiner med dybdegående artikler, reportager og nyheder. Derudover giver Vi med hund gode tips til hundeshopping, hvis du står og mangler et hundehalsbånd, eller det er hundelegetøj, som man mangler i samlingen. Og så har de et fokus på en bestemt slags hund, når de kårer ’Månedens race’. Til hvert nummer optræder der også en kendt dansker med sin hund, hvor blandt andet TV-vært Cecilie Hother og skuespiller Ellen Hillingsø har vist deres hunde frem i bladet.

Realityportalen

Er man til Paradise Hotel, De unge mødre eller Topmodel, og vil man gerne have større indsigt i, hvad der sker hos de medvirkende, så er Realityportalen stedet, hvor man får alt sit gossip. Her kan man blandt andet læse ’Party-Kamil afslører barnets navn og køn’, ’Paradise-babe’ har fået nye bryster: Sådan gik operationen’ og ’Amalie svarer igen på kritik: Jeg er ingen reality-fiasko’. Det er ikke kun de danske reality-stjerner, der bliver skrevet om. Også kendte fra det store udland som Kanye West og Kim Kardashian får spalteplads på hjemmesiden. Derudover kan man fornøje sig med videoklip fra nogle af reality-programmerne herhjemme eller andre klip, hvor reality-stjerner er med.

Check-in

Strejker SAS-personalet? Hvilke flyselskaber tør flyve til Sharm El Sheiks lufthavn? Eller hvordan ser det ud i Billund Lufthavn efter Ryanair ikke har base der mere? Er det spørgsmål som disse, man gerne vil have svar på, så er det Check-in.dk, som man skal besøge. Mediet leverer nyheder til de luftfartsinteresserede, som er lidt mere nørdede på det område end de fleste. Udover de daglige nyheder er der en helt sektion om de tre store flyalliancer blandt selskaberne. Hvis man ikke lige har fanget jargonen i luftfartsmiljøet, men man godt kunne tænke sig at lære det bedre at kende, så har Check-in.dk lavet en samlet ordbog over forskellige begreber indenfor luftfartsbranchen. Der er alt fra A-Z, så vil man for eksempel gerne vide, hvad ’Longhaul’ betyder, så kan det findes i deres egen ordbog.

Race Mag

De fleste kender til Formel 1 i motorsport, men der findes mange andre former for motorsport end kongedisciplinen, og det har mediet valgt at lave nyheder om. De skriver også om Formel 1, men andre motorsportsklasser som Formel 3, Indycar og Le Mans kan man få sit fix af inde på mediet. Det er dog ikke kun de firehjulede maskiner, som styrer nyhedsstrømmen inde på deres side, men også de tohjulede motorcykler får spalteplads. Derudover ligger der en huskeliste, hvis man beslutter sig for at tage på en Formel 1-rejse, hvor man blandt andet bliver rådet til at tage ørepropper, en kikkert og godt fodtøj med i rygsækken.

Magasinet rØST

Østeuropa er sat under luppen hos Magasinet rØST, når de på nettet leverer nyheder. De vil ifølge dem selv bringe Øst- og Vesteuropa tættere og forsøge at nuancere billedet af den østlige del af det europæiske kontinent. Her får man blandt andet en analyse af det nyligt overståede parlamentsvalg i Tyrkiet, artiklen ’Når både flygtninge og EU bliver en trussel’ og et debatindlæg om Ungarn forsvarer Europas grænser. Hvis man kun interesserer sig for enkelte lande øst på, kan man vælge kun at se indhold, som vedrører de lande i menuen til højre. Derudover kan man få rejsebeskrivelser fra nogle af stederne i Østeuropa, hvor blandt andet den sibiriske olieby Tomsk er blevet gået efter i sømmene.