ZULU, bliv ved din læst

Illustration: Caroline Bjelke

Af Maiken Krongaard Knudsen

Tillad mig at tage smagsdommerkasketten på for en kort bemærkning. Jeg sad og så Zulu Awards en sen søndag aften, og den samme tanke blev ved med at vende tilbage: Sikke en farce.

Overraskelsen over, at hele Danmarks Mads Mikkelsen rendte med prisen for ’Årets Bedste Skuespiller’, kunne ligge på et meget lille sted.

Han diskede op med sit karakteristiske charmesmil og blev klappet op på scenen til tonerne fra Star Wars-temaet. Zulus seere havde formentlig stemt på Mads Mikkelsen, fordi de gerne ville have et glimt af ham og høre ham sige et par bevingede ord på modersmålet.

Middelmådigheden rækker

Herhjemme i andedammen er vi ved at revne af stolthed over hans bedrifter. Men vi er også forblændede. Den populære skuespiller har ikke lavet en dansk film i to år. Og faktisk har han i de seneste år stiftet bekendtskab med lave seertal og lunkne anmeldelser af noget af det, han har medvirket i i udlandet. I sin takketale tegnede Mads Mikkelsen selv et meget rammende billede, der illustrerer, hvori farcen ligger:

»Zulu er familie for mig – på den måde at forstå, at det kun er familie, der synes, at det der, man bringer med hjem fra formning, er fedt.«

”Troede ikk’ det var så nemt at være kendt”

Det regnede med guld ned over Gulddreng, idet han hev to priser i land til awardshowet. Ingen tvivl om at den unge mand har målgruppen i sin hule hånd. Han har formået at lave ørehængere, han får folk ud på dansegulvet, og vores statsminister havde endda en skjult Gulddreng-reference med i sin nytårstale.

Og som om det ikke var nok, skulle DJ’en under den dobbelte prisvinders optræden i showet gudhjælpemig forestille at agere Lars Løkke Rasmussen. Er de blevet bonkammerater nu? Regnede han med, at han kunne score nogle billige point hos de unge vælgere? Nå, det var en sidebemærkning.

Men come on. Malte Ebert aka Gulddreng kan ikke hamle op med de andre kunstnere, som var nomineret i de to kategorier. Det skurrede i mine ører, at han fik den credit.

Hvilke vælgere er kvalificeret?

Eliten vs. folket er en brandvarm kartoffel i den offentlige debat verden over. Den debat rummer mange debatter. I denne ombæring vil jeg blot driste mig til at stille spørgsmålstegn ved Zulu Awards’ eksistensgrundlag.

På den ene side køber jeg begrundelsen for at afholde et awardshow, hvor det er seerne, og ikke en fagjury, som afgør, hvem der vinder statuetterne. Folkets stemme er vigtig. Alle kulturprodukter, film, radio, musik, you name it, laves til et publikum. Så på sin vis giver det mening, at de tilkendegiver, hvad der falder i deres smag. Men det var ganske åbenlyst, hvilke parametre, der havde været i spil, da Zulus seere skulle afgive deres stemmer. Jeg syntes, at de var galt afmarcheret.

Den rene popularitetsanerkendelse

Imens Zulu Awards rullede over skærmen, løb Robertuddelingen af stablen. Til denne uddeling vandt ’Der kommer en dag’ i kategorien ’Årets Bedste Film’. Fagjuryen bestod af skuespillere, instruktører og andre branchefolk. Til Zulu Awards vandt ’Flaskepost fra P’. Man kan og skal ikke sammenligne de to film. Men dette eksempel var symptomatisk for hele prisuddelingsshowet på Zulu.

Det understregede den påfaldende tendens, der vækkede min indignation. De, der havde størst kendisfaktor, og det, der var hypet blandt befolkningen og i massemedierne, modtog priserne.

Populærkulturen er i høj kurs hos Zulu-segmentet. De sluger Gulddreng og ’Flaskepost fra P’ råt. Mit opråb til dem lyder således:

Fjern skyklapperne, udvid horisonten og hæv barren for, hvad der tager kegler. De burde i højere grad betragte film, tv og musik som værende kunstarter, man skal vurdere på bestemte parametre. Zulus seere tager ikke højde for, hvorvidt det, de ser eller lytter til, for eksempel rummer substans, et æstetisk udtryk, autenticitet, kreativitet eller originalitet.

Det er måske en politisk ukorrekt melding at slynge ud, men efter min mening har den kommercielle, middelmådige populærkultur vundet for meget terræn. Jeg vil gerne slå et slag for, at den kulturelle elite består, og at kulturen ikke bliver forfladiget.

Zulu – hold dig til det du kan

Betyder det så, at kanalen TV 2 Zulu ikke har en berettigelse i det store tv-udbud? Nej, det synes jeg absolut ikke. Jeg vil til enhver tid lovprise dem for at have skænket mig ’KLOVN’. Og I ’Dybvaaaaad!’ har Tobias Dybvad blik for det komiske i, at Jørgen Leth, som i parentes bemærket er min (måske alles?) overskyggende grund til at se Tour De France, med sædvanlig troværdighed i stemmen udtaler isen Magnum forkert for femte gang i et rejseprogram.

Zulu er en legeplads, hvor både upcoming og etablerede navne inden for comedy kan boltre sig. Et bredt, mangfoldigt udsnit af befolkningen zapper over på Zulu, når de har brug for at blive underholdt, grine og koble hjernen fra – mig selv inklusiv. Hvert år bliver komikerne, satirikerne og andre fra branchen hyldet til Zulu Comedy Galla. Det er lige så selvpromoverende og indspist et foretagende som awardshowet, men til gengæld er det helt på sin plads. Zulus fornemmeste opgave er at være leveringsdygtig i dansk comedy, og for min skyld må de gerne høste fortjente klapsalver på den konto.

Men Zulu Awards er overflødig. Zulu underminerer hele idéen om et awardshow, i og med de bedste præstationer og produkter ikke bliver hædret, som det sig hør og bør. I denne sammenhæng kan man godt børste støvet af den gamle talemåde ’Skomager, bliv ved din læst’. Zulu burde holde sig til comedyen og lade være med at betræde andres enemærker.