Skru ned for dramaet i journalistpraktikkens Hunger Games

Jeg har glædet mig til denne her tid – tiden efter den 19. april. Hvor Panikdagen er overstået, og man har fået afklaring – om det så er godt eller dårligt, så ved man i hvert fald, hvad man skal nu. Og det er skønt, og jeg var så heldig at være en af dem, der fik en praktikplads. Men jeg er også frustreret.

 

 

Af Katrine Vigilius – medlem af DMS’ praktikudvalg. Men indlægget er udtryk for personlige holdninger; hverken DMS’ eller KaJOs officielle holdning.

Jeg har glædet mig til denne her tid – tiden efter den 19. april. Hvor Panikdagen er overstået, og man har fået afklaring – om det så er godt eller dårligt, så ved man i hvert fald, hvad man skal nu. Og det er skønt, og jeg var så heldig at være en af dem, der fik en praktikplads. Men jeg er også frustreret.

Jeg har længe hørt, at paniksystemet ikke er perfekt, men først nu da jeg selv har oplevet det, er jeg blevet virkelig indigneret over det. Jeg synes, det er fair nok, at det er lidt hårdt at søge praktik og skulle sælge sig selv. For sådan er livet, og sådan er det også, når vi i fremtiden skal søge job. At folk ikke altid bliver valgt på baggrund af evner, men på grund af tilfældigheder, er – desværre – også meget realistisk i forhold til det virkelige arbejdsmarked. Selvom evner og talent bestemt betyder noget, handler det også i høj grad om, at spille spillet og være lidt heldig – og det er vel også fint at lære.

How to make the odds ever in our favor

Men jeg synes for det første, at der er et enormt spild af ressourcer, energi og tid, som går ind i praktiksøgningen. Og jeg synes, det er uværdigt, at nogle studerende bruger op mod 50 timer på at lave en hjemmeside, tager rundt til en masse praktikarrangementer og tilmed betale mellem 500 og flere tusind kroner for hjemmeside og transportomkostninger for så at stå med ingen praktikplads efter Panikdagen. Det er simpelthen uansvarlig forvaltning af de studerendes ressourcer og af offentlige kroner, at man bruger så meget tid af uddannelsen på noget, der munder ud i ingenting.

Som sagt, er det fint, at vi bruger noget tid på praktiksøgningen – og man lærer også meget af det. Men det er ude af proportioner.

Foto: Philip Davali

Vi er mange der kan blive enige om, at praktiksøgningen er problematisk. Men hvad kan man gøre ved det? Vi har prøvet at ændre det før, fx da Åbent Hus blev afskaffet sidste år, og det gik jo ikke så godt. Er det et argument for ikke at gøre mere? Det synes jeg ikke. Jeg synes, vi skal blive ved med at prøve at blive bedre. Jeg ved, at en forkortelse af praktikperioden for DMJX og en nedsættelse af optaget på TVM-uddannelsen allerede er et skridt på vejen til at lette praktiksøgningen – det er super. Jeg har også nogle andre tanker.

For det første, så synes jeg, at vi bør lave vores hjemmesider meget tidligere i uddannelsen – måske allerede på første semester. Det er en god træning i at arbejde digitalt og at showcase sig selv som journalist. De studerende vil have en platform til at lægge produktioner op på i løbet af uddannelsen og kan for eksempel bruge hjemmesiden i forbindelse med ansøgninger til studiejobs eller til opgaver i frivillige foreninger. Gennem studietiden kan man løbende optimere hjemmesiden og blot finpudse den til praktiksøgningen – ikke lave den fra bunden af. Medierne har desuden mulighed for at lære de studerende at kende også før selve praktikperioden.

Åbent Hus-arrangementer og karrieremesser bør integreres i uddannelsen hen over de første år, ligesom vi – i hvert fald på mit semester – også allerede havde flere medie- og virksomhedsbesøg i løbet af 1., 2. og 3. semester i en rolig og behagelig atmosfære. Det burde der blot være endnu mere af – også med de mindre steder, hvoraf nogle besøg kunne være valgfrie. Lærer de studerende medierne at kende tidligere, kan de også bedre vælge studiejobs og fokus i studieopgaver ud fra, hvad praktikstederne efterspørger.

Bliver panikken så ikke bare spredt ud over hele uddannelsen? Det er en relevant bekymring, men skaden er sket for længst. Lige nu bekymrer studerende på alle semestre sig i uvidenhed og handlingslammelse. Samtidig har de dårlig samvittighed over, at de bekymrer sig om praktik – for det får man af vide, at man først skal gøre på 4. semester. Normalisér de studerendes relation til praktikken. Det bliver aldrig et romantisk forhold, men det kan blive lidt mere konkret at forholde sig til.

I forhold til selve ansøgningsprocessen, så bør der indkaldes til samtaler, efter man har sendt sin ansøgning. Som man, mig bekendt, gør på alle almindelige arbejdspladser og universitetspraktiksteder. Medierne bør kun bruge tid på at holde samtaler med de studerende, der rent faktisk søger praktikpladsen. Og ansøgningerne bør sendes, så medierne har mere end halvanden time til at læse dem på Panikdagen.

I det hele taget bør praktiksøgningen ligne praktik- og jobsøgningerne på alle mulige andre uddannelser, der formår at gøre det uden så megen panik. Selvom vi journalister har en svaghed for drama, tror jeg virkelig, vi bør lære noget af andre kedelige uddannelser.

Og sidst, men vigtigst(!), så skal vi nedsætte optaget på studierne. Please. Der er ikke brug for så mange journalister, som der lige nu bliver spyttet ud. Desuden er det efter uddannelsesloftet mere besværligt at skulle omuddanne sig, og vores bachelor giver ikke adgang til et hav af kandidater, der kan give nye muligheder. Vi er dygtige – ja, så vi skal nok få jobs andre steder. Og det er fint, at ikke alle på journalistuddannelsen ender som journalister.

More than just a pice in their games

Men der bliver stadig optaget alt for mange. Nedsæt optaget, så de unge der starter, har en statistisk realistisk chance for at få en praktikplads og et journalistisk job efterfølgende. Det kan godt være, at uddannelsen så får noget mindre i tilskud, men så må vi bruge vores telefoner, når vi skal lave radio og TV, eller sidde på træstole i stedet for kontorstole. Det klarer vi nok. Men det presser de studerende, at der er så mange om praktikpladserne og det presser arbejdsmarkedet, at der er så mange om jobsene. Alt i alt skader det kvaliteten.

Ja, jeg er ung og blåøjet, når jeg tror på, at vi kan gøre det her meget bedre. Men hvis vi ikke skal være det, hvem skal så? Jeg hader spild af tid og ressourcer, og jeg hader at se mine dygtige medstuderende knokle for ingenting. Som medlem af KaJO og DMS ved jeg, at der allerede er masser af gode mennesker, der prøver at forbedre systemet og det gør mig glad og håbefuld. Jeg håber, at vi fremover i højere grad kan droppe konflikt- og sensationskriteriet i historien om vores journalistiske Hunger Games og i stedet fylde studietiden med masser af kvalitet.