Ro på! Panikdag, ikke panikuddannelse

Illustration: Caroline Bjelke

”Slap nu fucking af altså,” halvvrissede jeg ind i den mikrofon, jeg gentagne gange fik generobret til årets første generalforsamling i KaJO. Not my proudest moment. Mine øvrige pointer fra aftenens debat, står jeg til gengæld stadig fast ved. Så her kommer de igen – minus den fri bar i fadøl.

 

 

Af Josefine Alberg

Man når nærmest ikke at gendanne sin normale hjerterytme oven på journalistuddannelsens nervepirrende optagelsesforløb, før en ny panik bliver italesat – I ved nok alle sammen, hvad jeg hentyder til – Det er selvfølgelig det ”berygtede og stressfremkaldende” praktikræs. Kampen om de få pladser var netop, hvad KaJO med bekymringsrynkede pander ville have på dagsordenen den 4. marts. Er det rimeligt, at der bliver optaget så mange studerende, når hele 80 journaliststuderende hvert år ender skuffede og praktikpladsløse? Før jeg fortsætter, må jeg lige tilføje, at mit bidrag til debatten ikke kom til at handle om optagelse på journalistuddannelserne, men om den retorik, vi som journaliststuderende bliver mødt med i forbindelse med praktiksøgningen på fjerde semester. Til bestyrelsesmødet blev ordet stress nævnt i oplægget, og der blev snakket om, at det lægger et ekstra pres på os, at der mangler praktikpladser. Der er to problemer her, som jeg ser det.

For mangler vi i sidste ende egentlig pladser? Jeg ved, at der er en del, der ikke får en plads i første forsøg, men er der eksempler på journaliststuderende, der aldrig fik en praktikplads – der efter tre forsøg blev smidt ud af uddannelsen og måtte opgive drømmen om at blive færdiguddannet? Jeg har ikke hørt om nogen, og det havde de heller ikke i KaJOs bestyrelse.

Så med det in mente, synes jeg det er en rigtig god idé, hvis vi alle sammen stopper op og overvejer, hvad det værste, der kan ske, egentlig er – worst case scenario som praktiksøgende journaliststuderende. Og her handler det altså utrolig meget om indstilling til tingene. Du vælger i sidste ende selv, om du ser glasset som værende halvt fyldt eller halvt tomt. Selvfølgelig behøver du ikke være jublende glad, hvis du går kontraktløs fra DMJX den 19. april. Men du vælger selv om du ser det som jordens undergang, hvis du ikke får drømmepladsen i første omgang. Eller om du ser det som seks måneder med alverdens muligheder for dine fødder, hvor du kan komme ud og bruge den nysgerrighed, som du højst sandsynligt brystede dig af i din motiverede ansøgning.

Det handler om retorikken

Det andet problem, jeg vil påpege, er den måde, vi omtaler og tænker om praktiksøgningen på. Retorikken er for mig at se det største problem, men det er heldigvis et problem, der kan gøres noget ved. Det starter ikke kun med os studerende, det starter hos vores undervisere, vores fagforening og sågar også den branche, vi skal ud i.

Fra første dag på journalistuddannelsen bliver der sat stress på menuen. Der bliver snakket om, at det nok er en god idé at få skrevet for Lixen, at søge det dér job på TV2 eller uha, måske er det ikke liiige den bedste historie, du har fundet til Håndværk 1 eksamen, for husk lige på, at du en dag skal lave hjemmeside, og der skal du jo have noget relevant at vise frem. Og så er der ordet stress, der kryber ind alle vegne. Det kører nærmest som et mantra: Du bør være stresset, og hvis du ikke er det nu, så skal det nok ramme dig. For fjerde semester is coming! Allerede ved at nævne ordet, bliver det sat i vores bevidsthed.

Og så er det måske ikke så mærkeligt, at mange bliver stressede. Sidste år blev der holdt stormøde om det høje stressniveau, der havde ramt medietorvets studerende. Et møde, der førte til mange gode forslag, men som ikke rigtig har ført til de store ændringer. Min pointe er, at jeg tror, man kan løse meget mere med handling end med ord. På mit tidligere studie blev der fx afholdt frivillige kurser i husketeknikker, fordi der var meget udenadslære. Jeg siger ikke, at det er løsningen på hele problemet, men jeg tror ikke, det ville skade at have en mere konstruktiv tilgang til emnet.

For det er da et problem, at stressprocenten er høj, jeg tror bare ikke, det skyldes arbejdsmængden på studiet, for ærligt, så er der bare mange andre uddannelser, hvor pensum er større og fagenes dumpeprocenter er højere. Jeg tror heller ikke praktikforløbet er den store synder. Ja, der er run på i de måneder, hvor vi skal søge praktik, men det bør simpelthen ikke gøre folk syge. Mit formål er ikke at gøre mig til dommer over, om folk kan tillade sig at være stressede. For tre år siden var det nemlig mig selv, der bukkede under. Mit formål er blot at påpege, at en positiv retorisk tilgang måske kan forebygge en del af tilfældene.

Når alt kommer til alt, er det ikke jordens undergang. Det er en praktikplads. Det bør ikke få vores verden til at bryde sammen. Vi kan vælge at tage det som en udfordring, gøre vores allerbedste og huske på, at hvis det ikke lykkes i første forsøg, så er det helt okay. Og så kan vi hjælpe hinanden, ved ikke at piske en stemning op. Der er ingen grund til at snakke om hjemmesider i hver eneste pause, fordi du er begyndt tre måneder i forvejen. Ring til din mor – hun vil helt sikkert gerne høre om det.