Politisk satire har aldrig været vigtigere

Foto: DR

De danske medier glemmer, hvor vigtig politisk satire er, når komikeren Jonathan Spang bliver kritiseret for satiriske spørgsmål til pressemødet, der annoncerede Anne Mee Allerslevs afgang.

 

Af Simon Taarnskov Aabech

Siden hvornår er politisk satire blevet forbudt? Da Anne Mee Allerslev holdt pressemøde den 25. oktober og annoncerede, at hun stoppede i lokalpolitik, sad en komiker og hans kollega på plads blandt journalisterne. Komikeren var Jonathan Spang, der havde ét spørgsmål. Hvilken serie foretrak den afgående radikale beskæftigelses- og integrationsborgmester i København: Sex and the City eller Game of Thrones?

Allerslev svarede pænt på spørgsmålet samt et andet spørgsmål fra Spangs kollega. Flere journalister har dog ikke været tilfredse med Spangs agenda. Altingets chefredaktør, Jakob Nielsen, mener, at satirikere ikke skal gå ind til pressemøder og lege, at de er journalister. Jens Grund, der er ansvarshavende chefredaktør for BT og MX, er enig og tweetede følgende:

»To ’journalisters’ satire-forsøg var respektløs både over for Allerslev i en svær situation og over for pressens kamp mod Fake News.«

Flere komikere og journalister kom Jonathan Spang til forsvar på Twitter. Anne Mee Allerslev har selv udtalt, at hun ikke følte sig fornærmet over spørgsmålene, så hvorfor er det overhoved blevet så stor en sag i medierne? Sagen om Allerslev har allerede kørt på højtryk i over to måneder, så selvfølgelig skal der vinkles på alle detaljer.

Et kig over Atlanten

Politisk satire har altid været en farlig cocktail. Hvor meget kan man tillade sig? I USA er debatten også blusset op i de seneste to år, hvor især én herre har været katalysator for dette: Donald Trump. Med Alec Baldwin i rollen som den mest omdiskuterede præsident i verden netop nu, har Saturday Night Live, uge efter uge, bidraget med satire, der har gjort grin med Trump og hans regeringskollegaer. Præsidenten har flere gange været ude med riven efter sketch-showet, men showet er ikke ene om den politiske satire. Også talkshowværter såsom Jimmy Kimmel, Seth Meyers, John Oliver og Trevor Noah har dagligt satiriske indslag om Det Hvide Hus’ gøren og laden.

Tilbage i Danmark har flere satirikere smugkigget over Atlanten og fået inspiration. Siden 2014 har Michael Schøt grillet de danske politikere i Schøtministeriet, og nu har Jonathan Spang også meldt sig på banen med programmet ‘Tæt på Sandheden’, der bliver sendt på det licensfinansierede DR2. 

Et vigtigt værktøj

For mig at se, har Jonathan Spang ikke engang været i nærheden af grænsen for, hvad man kan tillade sig. Politisk satire er på alle måder nødvendigt. Både for at kunne grine af vores samfund, vores politikere og måden, samfundet bliver drevet på, men også for at se igennem spin. Der er ingen tvivl om, at politikere og medier har brug for hinanden, men til tider har nyhederne tendens til at blive en megafon for Christiansborgs valgte. Det er vanskeligt for medierne at gøre op med spin, og det er netop dér, at satiren er så hamrende vigtig.

Som almindelig borger får man ikke bare lov til at grine lidt af samfundet, men man bliver også klogere. Man burde sætte pris på, at vi har satirikere i Danmark, der tør udstille, hvor absurd samfundet kan være en gang i mellem.

Flere journalister mente, at de satiriske spørgsmål var spild af tid ved det 15 minutter lange pressemøde, men hvis man ser på de spørgsmål, der blev stillet af andre journalister, har Spang lige så meget ret til at stille sine spørgsmål. BT’s udsendte ville gerne høre om Allerslev mente, at hun var udsat for en hetz. Et rimeligt spørgsmål til én, der har været i mediemøllen i de sidste to måneder?

Flere undersøgelser har vist, at journalister og politikere går igennem en troværdighedskrise i disse år. Fake news er stadigvæk et stort problem. Ville det ikke hjælpe, hvis vi skruede lidt ned for al den politiske satire, der bare spilder de vigtige personers tid? Nej, det mener jeg ikke.

For eksempel har Den Korte Radioavis på Radio 24syv i lang tid kaldt Ole Birk Olesen for »et stort røvhul« og sågar haft en føljeton i deres program, hvor der blev oprettet et betting-program for, hvor og hvornår terroren rammer Europa næste gang. Men denne form for politisk satire bliver naturligvis ikke kritiseret af journalister og politikere. Er det fordi, at denne form for satire ikke tager sparsom tid fra vigtige pressemøder?

Hvad nu hvis?

Forestil dig et samfund, hvor komikere kun laver sjov med dem selv, hinanden og den sjove tur, de havde nede i Netto forleden dag. Nå ja, så kan du egentlig bare kigge på størstedelen af den danske comedy-scene lige nu. Man skal se mange comedyshows for at finde en person, der tør rette en kritik mod landets politikere. Når man endelig finder én, skal de selvfølgelig lige pilles ned fra talerstolen, da komikeren lige var lidt for grovkornet i sin verbale øretæve.

Vi bør værdsætte, at vi lever i et samfund, hvor man har ret til at sætte spørgsmålstegn ved de folkevalgte. I Egypten havde Bassem Youssef, der er landets svar på Jon Stewart, den tidligere vært på The Daily Show, sit eget TV-program ved navn Al-Bernameg (The Program). I programmet formåede Youssef at få det egyptiske folk til at grine af den tidligere præsident Mursi og det Arabiske Forår. Programmet blev dog siden lukket ned og sagsøgt af regeringen, da Youssef ramte lidt for tæt på sandheden.

I Danmark har vi ytringsfrihed og denne burde vi værne mere om. Især når det omhandler politisk satire og vores folkevalgte.