Hej Medier, hvorfor skal I være så fandens perfekte?

Foto: Colourbox og de respektive medier

Regelmæssigt dukker mediernes falske illusion af virkeligheden arrigt frem til debat. Vi er alle blevet en splittet person: SoMe-mig og virkelige mig. Vi lever i et performancesamfund, men at pege fingre nytter næppe noget. Mediebilledet ændrer sig ikke, og vi er desværre selv med til at opretholde det.

 

 

Af Ghita Nidam Møller

Hvis man lader øjnene vandre ned ad internettets uendeligt mange sider, lader de sig hurtigt fange i et spind af glitrende historier om unge, smukke mennesker, der har rejst jorden rundt, er på den nye juicekur og har taget morgenens løbetur med en ny personlig rekord som følge deraf. Alt imens de lige har fået både karrieren og kæresten på plads og ‘hviler i sig selv’.

Det er de bedste billeder og de gladeste hashtags, der bliver brugt. Jeg gør det selv, og du gør det også. Det er som at blive slikket i hovedet af en løgn.

Hvornår har du sidst postet om dine strækmærker eller nederlaget i fodboldkampen?

Men det er ikke kun som privatpersoner, vi bør skamme os en smule. Som journalister in spe bør det give os en smule mavepine, når det vrimler med ‘helt almindelige’ personer i Aftenshowet, der fortæller om deres store skuespilkarriere eller deres ‘struggle’ efter at være hjemvendt fra frivilligarbejde i Uganda, og tilsyneladende også har været forbi en stylist og hapset en lykkepille inden.

Disse efterstræbte mennesker iagttager vi på sociale medier og i tv, og de er konstante samtale- emner i vores omgangskreds, men vi møder dem ellers aldrig, og vores virkelige jeg bliver ifølge os selv aldrig ligesådan.

Ofte efterlades vi tilbage med en lille rumsteren i maven og en svag nedladende hvisken i øret, der fortæller os, at vi kan blive bedre og mere perfekte til de så fandens perfekte medier. Vi måler os op ad alt det, vi ser, og det er alt sammen så fandens perfekt.

Hvornår kommer vi til at ‘hvile i os selv’, så vi ikke længere har behov for at poste fitnessbilleder og foodporn hver dag?

Vi får mavepiner, og stress er langsomt blevet en del af dagligdagen for de fleste af os. Det giver stress at forsøge at efterstræbe det bedste, når det kommer til SoMe-verdenen, for virkeligheden er aldrig ensidig.

Det er de lykkelige løgnes skyld, for du får aldrig lov til at høre om Ugandarejserens vinterdepression, som du alligevel er overbevist om, at han umuligt kan have. Men det er ikke opstanden af de sociale medier, der er skyld i vores performancesamfund…

Problemet er hos os, der støtter den endeløse stræben efter denne fandens perfektion. Problemet er, at tilfredsheden med vores eget liv erstattes af længsel og misundelse efter, at vores virkelige jeg kommer til at kunne sammenlignes med mediernes ‘helt almindelige’ personer med deres ‘helt almindelige’ hverdagshistorier.

Og det er virkelig et problem, for jeg er af den opfattelse, at det kun er gennem tilfredshed, at livet kan leves ordentligt.

Så husk lige, at en dag, der er brugt på at grine, så latteren bliver helt hysterisk og får folk til at ryste på hovedet, også er en fantastisk dag, selvom den ikke er dokumenteret på de sociale medier og ikke lyder vanvittigt sindsoprivende.

For når man vågner med minder på nethinden, man ikke fandt et behov for at dele med sine (utallige) følgere på ‘den blå fugl’ eller ‘det hvide spøgelse’, fordi øjeblikket ikke var værd at bryde for et ekstra like eller genafspilning, det er de tider. hvor livet leves. Det er tider, hvor nuet ikke tages for givet.

De øjeblikke, hvor det er okay at fare lidt vild, og ikke have mulighed for at lede sine insta-følgere ad den rette vej.

Jeg tillader mig at give dig et lille opråb med på de sidste linjer: Ingen er fandens perfekt, heller ikke dem, medierne fremsætter som normale, men øjeblikke kan sagtens være det, også selvom de kun er dine, og dine følgere ikke har haft mulighed for at stresse over deres længsel og misundelse efter dit SoMe-jeg, som du så ofte gør over andres.

Nej, minder er den flygtige lykke, som vi kan hive frem bag øjnene, når verden ellers tilbyder os en filtreret og retoucheret løgn.

Det er en lykke kun til ære for os selv uden andre formål. Dét er fandens perfekt.