En Pind i hjulet på åbenhed

Illustration: Caroline Bjelke

Af William Sonne Kaalø

I det forgangne folketingsår blev der ifølge Jyllands-Posten holdt 367 åbne samråd. Det høje tal bør vi journalister sætte pris på. For åbenhed er nu engang vejen frem i vores branche. Også for borgerne. Jo mindre gennemskuelighed, jo sværere er det at afsløre svindelsager. Vi skal kæmpe for åbenhed. Især i en tid, hvor vi diskuterer offentlighedslov og ser en præsident i USA give medier mundkurv på.

Derfor er det beklageligt, når Søren Pind (V) på Twitter den 26. januar proklamerer, at han synes, det var en dum idé af Folketinget i sin tid at indføre åbne samråd, og han tilføjer, at det kun er et spil for galleriet. I et interview med Berlingske den 19. februar beskriver han åbne samråd som »folkestyrets eklatante (særligt iøjnefaldende, red.) fiasko og den værste opfindelse i dets historie,» og tilføjer: »I virkeligheden baner det vejen for diktaturet. Fordi det udstiller og latterliggør og forhåner og er uægte. Kravet om den påståede gennemsigtighed bærer reelt fascismen i sig. For hvis man har den, så kommer løgnen jo! Så begynder man at lyve.«

Men hvis man er nødt til at lyve, spørger jeg lige: Bør man så være i politik? Og hvor mange åbne samråd holder diktatoren Kim Jong-Un om ugen?

Faktisk har Søren Pind delvist ret i sin påstand. For det politiske cirkus, vi i dag oplever, er virkeligt et spil fra galleriet – og politikere bruger i høj grad åbne samråd til at udstille og grille hinanden og dermed udleve dette spil. Og det er ikke en god ting. Det var ikke for at få detaljer om landbrugspakken forklaret, da tidligere miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen blev kaldt i samråd. Det var for at udstille hende på en nem måde, hvor man ikke skulle kæmpe om taletid i medierne. Den 20. februar i år sagde Kjer Hansen i et live-interview på TV SYD’s Facebook-side: »Jeg var tilhænger af åbne samråd i starten, fordi jeg troede det ville føre til, at vi ville opføre os mere ordentligt. Men jeg må så erkende, at det ikke har været tilfældet.«

Men der hvor Søren Pind (V) og jeg for alvor skilles, er, når han i kommentarerne til sit tweet anerkender, at flere lukkede samråd vil føre til mere lukkethed og yderligere tilføjer:

»Og? Hvad hvis det er bedre? Der er svarene også mere frimodige.«

Frimodige forstået på den måde, at der bliver indgået aftaler under bordet, der får konsekvenser for vores velfærd, natur osv.? Vi må aldrig gå på kompromis med lukkethed. Hellere et spil fra galleriet og et politisk cirkus end politikere, der holder journalister og især borgere for nar. Det vil muligvis føre til mindre troværdighed til politikerne, men så må man gentænke den måde, der bliver ført politik på overfor os udenfor Christiansborgs fire vægge. For udover personfølsomme oplysninger i konkrete sager, har Folketingspolitikere – herunder Søren Pind (V) – vel ikke noget at skjule for offentligheden. For det er jo netop os borgere, der har valgt Søren Pind, og hans kolleger, ind i Folketinget.

Det kan aldrig være bedre med lukkede end åbne samråd. Faktisk vil jeg, modsat Søren Pind, mene, at det er lukkede samråd, der baner vejen for diktaturet. Politikere kan have en skjult dagsorden – de må bare ikke få den eksekveret.

Det er dét, åbne samråd er med til at sørge for. Og det skal de blive ved med.