Ud med den journalistiske jantelov, tak!

IMG_5586CMYK - Julie

Af Julie Würtz

Jeg har lært, at man sagtens kan tage magasindrømmen under armen uden at skrabe stilletterne forsigtigt ned i jorden. Det er ok, at man læser eller laver journalistik, som tager afstand fra den vi-har-ikke-plads-til-positive-nyheder-forestilling.

Så i stedet for at være slået ned af den journalistiske jantelov, glæder jeg mig til at møde verden med åbne arme i magasinbranchen. Jeg glæder mig til at skrive interessante, følsomme og skæve magasinhistorier til jer.

Det er nemlig også journalistik!

Jeg ved, at der findes personer i denne verden, som længes ligeså meget efter at læse om efterårets sko, som at læse om flygtningestrømmen i Politiken. Og hvis der ikke var nogen journalister, som skulle rapportere efterårets mode, hvem skulle så? Vi vil jo gerne undgå, at folk begyndte at gå med benvarmere eller de stribede “shutter glasses” igen.

En verden med Woman

Jeg er journaliststuderende. Jeg går på et studie, hvor positive nyheder ikke må nævnes.

Hurtigt kan et lokale med mine medstuderende blive til en mindre rynke-næse-konkurrence, når jeg nævner, at jeg lytter til P7s 80’er hits og ikke P1 Orientering, at det er Woman, som kan findes i postkassen og ikke Politiken.

I verden udenfor min lejlighedsdør kommer jeg hurtig til at fremstå som den fortabte søn, fordi tv’et aftenen før var slået over på Sex and the City med Carrie Bradshaw
og ikke DR2 med Clement Kjærsgaard.

Jeg er til daglig chefredaktør på et studentermagasin. Et magasin, hvor der er både plads til seriøse og skæve studiehistorier. Men det er ikke nok.

“Damebladsjournalistik” kalder de det. Og det bliver sagt med en rysten på hovedet.
Ifølge kommende journalister er jeg ikke med til at revolutionere verden, som hvis jeg skrev samfundsmæssige historier for Information eller Berlingske.

Jeg er nemlig blevet stemt ud af det journalistiske Ø-råd, fordi jeg ikke nødvendigvis vil skrive om politiske billagskonflikter i min karriere. I stedet ser jeg mig selv som en optimistisk journalist, hvor verden ikke behøver at gå under hver gang, at jeg åbner et word-dokument. Men det er noget, som mine omgivelser har svært ved at
acceptere. For mig er magasinportrætter ligeså vigtige som droneudviklingen i USA.

Jubler om strikponchoer

Men skal alle journalister klappe over de plapre-politiske beslutninger, som bliver truffet i Bruxelles? Må vi andre ikke juble, når strikponchoer er på mode igen eller når Taylor Swift finder sammen med Calvin Harris? Jeg kan sagtens lave alvorlig og seriøs journalistik. Men jeg er godt og grundig træt af, at andre hele tiden skal definere, hvordan min fremtid skal se ud. Selvom jeg tager hatten af for journaliststuderende, som skriver om flygtningesituationen i Syrien, er min drøm stadig modeugen i Paris.

Jeg har svært ved at følge de normer, som er pålagt mit studie, hvilket også har givet mig en direkte billet til at træde uden for gruppen. Men jeg kæmper videre.

For hvornår må jeg få lov til at være tilfreds med mit eget journalistiske liv?

Det er mit eget liv og mit eget valg, tak!

juwur14@student.sdu.dk

Illustration: Malte Jørstad