Hvis du har stress, må du gå – hvis du har angst, må du få

Af Nanna Frank

Det krævede flere ton is i maven og ufatteligt mange dybe indåndinger, da jeg sidste december valgte at holde pause fra studiet. Jeg havde i et halvt år forsøgt at kombinere forelæsninger, radio-afleveringer, obligatoriske akademiske opgaver med ugentlige lægebesøg, psykolog-samtaler og indkørsel af alverdens medicin, der skulle gøre mig rask igen. En pille om morgenen til at vågne på, så du kan klare dig igennem dagen, og en pille om aftenen, så din krop kan holde sig i ro de 7-8 timer det kræver for at være frisk til en dag på Medietorvet.

Det hang under ingen omstændigheder sammen, så jeg valgte at gå til bekendelse for min faglige vejleder. Med åbne arme og ord, der lovede ro, accept og fortrolighed, fik jeg udabejdet en plan for min fremtidige uddanelse.

Derfor går jeg nu og venter på at få lov til at deltage i nogle af 3. semesters forårsfag, så jeg kan komme i praktik (med et års forsinkelse).

Det er den bedste beslutning jeg nogensinde har taget, men midt i denne proces mod at blive rask, slog det mig: Det er satme godt, at jeg ikke valgte at sygemelde mig med stress, for så var de åbne arme og mange råb om hjælp fra mine medstuderende, uden tvivl blevet erstattet med arrogante fnøs og et hævet øjenbryn.

For uanset hvor åbne vi er, og uanset hvor meget vi forsøger at fortælle hinanden, at det er OK ikke at aflevere alle opgaver, eller læse hele pensum, så vil jeg vædde med, at alle på dette studie, der har takket nej til et arrangement, en opgave, en forelæsning mm. pga. stresssymptomer, har fået et hævet øjenbryn med sig.

Hvorfor kan DU ikke klare at være en pligtopfyldende studerende, der scorer ene 12-taller, når vi andre kan? Kommentaren: “Vi andre er jo under samme pres, og vi kan godt jonglere studie, fritidsjob, kæreste, venner hjemmefra, venner på studiet, at pendle, byture hver fredag og lørdag, lave frivilligt arbejde hos Røde Kors, og give samtlige prominente mennesker i mediebranchen et kæmpe slik omkring ringmusklen – flere gange ugentligt”.

Faktum er bare, at det er ikke alle der kan det, hvilket den spørgeskemaundersøgelse om stress, der blev lavet sidste år, viser! Den har tegnet et skrækindjagende billede af de journaliststuderendes mentale helbred. Så hvorfor se ned på dem, der er stressede?

Når folk bryder grædende sammen sidste aften, inden der skal afleveres TV-eksamen, fordi den sidste kilde har meldt fra, AVID bliver ved med at formatere, imens rapporten er forsvundet fra tid og sted, så vælger folk ofte at blive irriteret og se ned på den stressede studerende. “Tag dig sammen!”

Jeg frygtede derfor en smule at skulle breake nyheden til mine medstuderende, men det sjove er, at det pludseligt var socialt acceptabelt, at jeg ikke søgte praktik i foråret. Det var en misundelsesværdig beslutning, at jeg kun havde to fag og forelæsninger hver anden uge, da jeg jo ikke var stoppet pga. stress.

Det er fuldstændig til grin, at vi ikke hjælper hinanden og støtter, når studiet bliver for hårdt. Selvom vi alle har knoklet for at komme ind på journalistik, så er vi forskellige og kommer med forskellige sociale baggrunde, ligesom vi har forskellige interesser og hobbyer. På samme måde har vi forskellige grænser for, hvad vi kan holde til, og det er vitterligt ingen skam.

Når vi så er nået til en åbenhed og accept om, at vores grænser ligger forskellige steder her på Medietorvet; så kan vi begynde at diskutere, hvorvidt uddannelsen bør ommøbleres, når selv underviserne fortæller, at det ikke længere er et spørgsmål om “hvis du går ned med stress”, men om “hvornår du går ned med stress”.