Unge skal have en mediepulje

Illustration: Caroline Bjelke

 

 

Af Karen Klærke

»Go and get the young people«. Sådan afsluttede Erkan Özden en paneldebat på SDU, da han blev opfordret til at give sit bedste råd videre til lokalets kommende journalister.

Derfor vil jeg gerne slå et slag for, at man forærer de unge et abonnement til et dagblad, så de kan blive introduceret til journalistisk indhold, der rækker ud over kattevideoer og derfor-må-du-ikke-give-din-hund-chokolade-rubrikker.

Frankrig har gjort det  

I Frankrig forsøgte man sig i 2009 med en ordning, hvor unge mellem 18-24 år kunne få et års gratis abonnement på et valgfrit dagblad. Det betød, at der hver uge lå en frisktrykt avis ved siden af de unges Coco Pops. Regeringen og dagbladene delte udgifterne.  Efter det gratis abonnement var udløbet, begyndte halvdelen af de deltagende unge at købe dagbladets avis, mens 62% begyndte at læse deres onlineudgave.

I mine ører lyder det som en win-win-situation: Man introducerer de unge til at læse nyheder med journalistisk indhold, og man fylder ny ilt på dagbladenes respiratorer.

»Jeg kan godt lide ideen om, at man giver de unge en mediepulje, som de selv kan investere i nyhedsmedier. De skal nok finde frem til deres Netflix og streamingstjenester,« siger Aslak Gottlieb, der er mediekonsulent og ekspert i forholdet mellem børn og journalistik.

Aslak Gottlieb nævner en række fordele ved at gratis avisabonnement til et dagblad.

»De unge lærer mediet at kende. Det er ret dyrt at holde et dagblad herhjemme, så den hurdle – prisen – den bliver ryddet af vejen. Derudover giver man de unge et digitalt helle,« fortsætter han.

Men Aslak Gottlieb er dog skeptisk, når han skal svare på, hvorvidt en støtteordning som den i Frankrig kan fungere i Danmark.

»Hvis politikerne vil det, så kan det selvfølgelig være en ordning. Set ud fra den enkelte unges synspunkt, så er det selvfølgelig en god ide. Tænk at få en gratis avis leveret. Men jeg er ikke sikker på, at effekten står mål med omkostningerne,« siger han.

Og ja, den franske ordning kostede penge. Helt præcist 15 mio. euro, hvilket svarer til 809.352 DSB-turer fra Odense til København. I Frankrig delte dagbladene og regeringen omkostningerne. Dagbladene betalte for de ekstra aviseksemplarer, der skulle trykkes, mens regeringen sørgede for papiravisens vej fra maskineri til morgenmadsbord.

Medieordfører og dagblade er klar til forhandlinger

Diskussionen kan være nok så irrelevant, hvis hverken de danske dagblade eller regeringen vil samarbejde om at fodre de unge med et års gratis avisabonnement.

Jeg spurgte derfor Politikens chefredaktør Christian Jensen, hvorvidt han ser potentiale i at samarbejde med regeringen om en ordning lignende den, der kørte i Frankrig.

»Hvis der fra regeringens – eller andet – hold er konkrete idéer om en sådan ordning, som du skitserer, så vil vi meget gerne være med,« skriver Christian Jensen.

Politiken er ikke det eneste dagblad, der ser muligheder i et lignende samarbejde. Også Jyllands-Posten er parate til at slå et slag for avisudgaven samt gøde de unges lyst til at læse nyheder med journalistisk indhold.

»Hvis regeringen ville betale en del af det, ville modellen være en anden og værd at overveje. Men sådan er det ikke lige pt. i Danmark,« fortæller Louise Abildgaard Grøn, der er projektleder hos Jyllands-Posten.

Noget tyder på, at et gratis avisabonnement til unge bør være et punkt på efterårets finanslovforhandlinger. Mogens Jensen, der er kultur- og medieordfører for Socialdemokratiet er nemlig villig til at drøfte støtteordningen yderligere.

»Såfremt der er et ønske blandt dagbladene og andre medier om at introducere sådan en ordning i Danmark som en del af mediestøtten, vil Socialdemokratiet være åbne overfor at drøfte det. Det vil selvfølgelig være væsentligt at inddrage erfaringerne fra Frankrig i overvejelserne.«

Papiravisen er ikke skabt til de unge

Selvom kemien ser ud til at være skabt, så mener Aslak Gottlieb, at de danske dagblade samt regeringen vil opnå størst effekt af samarbejdet, hvis de skænker de unge en mediepulje fremfor en ugentlig gratis avis.

»Mediet er jo ikke lavet til de unge, så du risikerer at ramme ret meget forbi, og der er alt for mange skønne spildte kræfter af kroner og øre, for det er en dyr distribution, der er tale om,« fortæller Aslak Gottlieb.

Hvor der er vilje, er der vej. Lad os håbe, at forslaget kan skinne om kap med registreringsafgifter og motorvejsprojekter, når finanslovsforhandlingerne skydes i gang til oktober.