Stemmen, der forfører over én million lyttere hver lørdag

Panelet i Mads og Monopolet i uge 38. Fra venstre: Søren Rasted, Mads Steffensen, Ida Auken og Ekse Willerslev. Foto: Mads og Monopolet, P4

I år er det 20 år siden, at Mads Steffensen blev færdiguddannet journalist, og sammen med Lixen lader han blikket glide tilbage. Det er historien om en journaliststuderende, der ikke fik sin drømmepraktikplads. To årtier senere er han vært på Danmarks største radioprogram.

 

 

Af Mads Ingemann

Over én million danskere lytter med hver lørdag, hvor Mads Steffensen sammen med et udvalgt panel diskuterer dilemmaer af en hver art, som lytterne flittigt sender ind til diskussion. I 14 år har programmet kørt fast på DR’s radio hver lørdag, kun afbrudt af ferier. Mads Steffensen er nærmest blevet et householdname i de danske hjem, der hver lørdag formiddag hører Mads & Monopolet.

I år er det 20 år siden, at Mads Steffensen blev færdiguddannet journalist fra Danmark Journalisthøjskole.

»Jeg begyndte i ’93. ’97. Færdig. Ja. Det har jeg slet ikke tænkt over.«

Mads Steffensen konstaterer, at det er korrekt, at det i år er 20 år, siden han blev uddannet journalist fra DMJX.

Ingen praktikplads i første runde

Under praktikperioden på den sidste del af studiet fik Mads ikke en praktikplads i første runde. I anden runde fik han plads på en mindre avis.

»Alle mine venner fik Danmarks Radio, Tv2, Politiken, Berlingske og Jyllands-Posten. Jeg fik Frederiksborg Amtsavis.«

Mads tænkte, at det var op ad bakke, for han beskriver det som et hierarki, ud fra hvad man får og ikke får. Mads Steffensen er dog et godt eksempel på, at det nok skal gå godt fremadrettet, selvom man ikke får den eftertragtede praktikplads. Det viste sig også at være en god praktikperiode, hvor han blandt andet lavede sport for avisen.

»Jeg dækkede landskampe og Rungsted i ishockey og ALT muligt andet…«

Der var rigeligt at lave for den unge journaliststuderende ved den lille avis.

Fra Amtsavis til DR 

Efter praktikperioden og studiet havde han en kort ansættelse ved Metronome, hvor Mads Steffensen sammen med Lars Hjortshøj sad på redaktionen for programmet, Hvem er hvem?, mens Amin Jensen og Michael Carøe var værter. Under studietiden havde forfatter og journalist Jakob Kvist besøgt Journalisthøjskolen i forbindelse med sin udgivelse af bogen Ambassadøren: En bog om Michael Laudrup, og de to havde efterfølgende en snak om fodbold og Barcelona. Jakob Kvist var ansat på Berlingske Tidende, og det viste sig at være en fordel for Mads Steffensen at kende til Jakob. Da avisen manglede en vikarierende sportsjournalist, fik han en anbefaling fra sin gode ven. Efterfølgende fik Mads Steffensen et opkald, som bragte ham hen til sin endelige arbejdsplads.

»DR ringede op og spurgte, om jeg ville derind og lave noget radio. Og der er jeg så forblevet lige siden.«

 Mads Steffensen startede ved DR i 1998. Han fortæller, at netværket samt ens familie spiller en stor rolle, hvis man vil have en fod indenfor hos de store mediehuse. Mads Steffensens storebror, Palle Steffensen, havde arbejdet ved P3.

»Da P3 manglede én, huskede de, at Palle havde en lillebror, som vist også var journalist

Det var døren til DR-radio, og i slutningen af 90’erne var Mads Steffensen producer for Go Morgen P3.

»Det hjælper at kende nogen for at komme ind, men du skal selv sørge for at blive der. Du kan hurtigt ryge ud igen, hvis du ikke leverer. Så er det lige meget, om du kender nogen eller ej.«

Uventet succes

I 2003 fandt Mads på idéen til Mads & Monopolet og fik muligheden for at lave det. Det er i dag 14 år siden, og det sendes fortsat hver lørdag med voksende popularitet.

»Det havde jeg altså ikke regnet med.«

At Mads Steffensens idé skulle få så meget vind i sejlene, havde han ikke kunne forestille sig.

»Du ved aldrig, når du laver et nyt program, om det kan flyve eller ej, og du regner slet ikke med, at det kan flyve i så lang tid.«

Opskriften kan lyde simpel: Én vært med tre kendte gæster diskuterer dilemmaer indsendt af lytterne. Målet er at løse de problemer, som findes i hverdagen, og mange kan genkende i større eller mindre grad.

Det er dog ikke lige til at sammensætte et panel.

»Jeg prøver hele tiden at få nye ind. Nyt kød på hylden.«

Panelet i uge 38 var gengangere bestående af musikeren Søren Rasted og politikeren Ida Auken. Som debutant i programmet havde Mads Steffensen inviteret professor Eske Willerslev ind.

»Ida har været miljøminister, og Søren er interesseret i naturvidenskab, og de synes sikkert, at det er spændende at møde Eske Willerslev.«

Mads bruger meget tid på at sammensætte panelet af gæster, for de skal ikke blot diskutere og svare. Der skal også være en vis kemi mellem personerne.

»Man har tre pladser, og så skal man prøve at planlægge kemi.«

Det giver en bedre diskussion gæsterne imellem, og Mads ser det som en succes, hvis diskussionen fortsætter, mens musikken spiller imellem dilemmaerne.

Der er sket meget på de 14 år, programmet har kørt, men programmet har fulgt med. De sociale medier, der er kommet siden 2003, har givet en masse nye dilemmaer:

»Det var ikke en faktor dengang. ’Skal jeg blive Facebook-ven med min chef?’ eller hele Tinder-problematikken.«

Der skal ske en udvikling i programmet, ellers vil det ikke kunne køre i så mange år med succes. Det er i den grad lykkedes. Programmet i uge 38 med Eske Willerslev, Søren Rasted og Ida Auken havde over 1,2 millioner lyttere. Det svarer til, at næsten halvdelen af de danskere, der hørte radio i det tidsrum, hørte Mads & Monopolet.

Mads Steffensen har som vært på 14. år hørt på rigtig, rigtig mange dilemmaer. Om det så er de tunge eller lette emner, så har han stor respekt for de lyttere, der skriver ind.

»Det med at lægge sine ting frem åbent og få andre til at diskutere det – dét er modigt.«

Mads føler, at han står ved siden af de personer, som skriver ind, og han sørger for, at de får en god oplevelse. Han fortæller også til afsenderne, at panelet siger, hvad det synes, og måske er svaret ikke et, afsenderen bryder sig om. Det er præmissen i programmet. Og det er heller ikke kun panelet, som diskuterer emnet.

Lytterne danner også deres meninger, og det er endnu en faktor, som folk skal forholde sig til, når de sender et dilemma ind.

»Har du været i radioen, og jeg har lagt røret på og sat en plade på, så ved vejen det lige om lidt. Eller skolen. Eller arbejdspladsen. Eller Familien.«

Mads & Monopolet har kørt som det største program på P3 i 12 år og flyttede for to år siden over på P4, hvor det også blev det største program.

»Det er unikt, at det har kørt i så lang tid, men også at det fortsat er så sjovt at lave.«

I starten var målet fem år. Det blev til ti. Programmet lever stadig i bedste velgående, og Mads Steffensen lyver aldrig, når han siger sin kendte catchphrase:

»Det bliver et aldeles fremragende program

Han kan ikke forestille sig at stoppe det, og programmet har ikke været på et sted, hvor det har mistet momentum.

»Jeg holder op, når folk holder op med at knalde for højt, holder op med at ville gå fra deres samlever og behandler hinanden ordentligt.«