Ny ungejournalistik skal få unge til at STEM’

De har det sjovt på den unge STEM'RNE-redaktion. Her er de fanget midt i et selfie. Foto: Jakob Havmøller.

Et af de største danske mediesamarbejder nogensinde går til kommunalvalgskamp bevæbnet med T-shirts, tourbus, roadshows, komikervalgdebatter og konkurrencer via snapchat. Altsammen for at kæmpe for ét bestemt mål. De skal få 80 procent af fynske unge til at sætte et kryds på et vigtigt stykke papir den 21. november.

 

Af Mikkel Hamann Jensen

Henad de granitgrå stengulve træder to personer frem, og med søgende blikke nærstuderer de området. De ser på fyldte frugtstande, knaldrøde cafésofaer og arabiske gestikulationer foran stedets mange butikker. Men deres øjne spejder efter noget helt bestemt her på Vollsmose Torv. Noget meget specifikt. De er på jagt efter stemmer.

»Skal I noget den 21. november? « spørger de en gruppe af ældre drenge, der passerer dem. »Nåh ikke? Har vi ikke en date, så?«

Malte Jørstad og Sine Skott er en del af STEM’RNE. Bevæbnet med sorte T-shirts, en håndfuld gummiarmbånd og STEM’RNE-postkort med snapchat-scannekoder er de i dag taget i felten for at fortælle om det snartliggende kommunalvalg og vigtigheden af samme. Men det er kun en lille del af det nye, store medieprojekt, der skal højne valgprocenten blandt unge og få dem til at engagere sig i det lokalpolitiske.

»Det er en hel ny måde at arbejde journalistisk på. En ungeredaktion, der arbejder på at formulere stof til unge,« siger Sine.

Største mediesamarbejde til dato

Men for at finde ud af, hvad STEM’RNE helt præcist er for noget, spoler vi tiden tilbage til det tidlige forår i 2017. Her gik flere mediechefer på Fyn sammen om et bestemt problem. Til tidligere kommunalvalg stemte alt for få unge. I hvert fald sammenlignet med ældre generationer.

Foto: Jakob Havmøller.

»På den måde sker der en skævvridning i demokratiet, hvor de sager, de unge går op i, ikke bliver sat på den lokalpolitiske dagsorden. Det satte medierne sig for at ændre,« lyder det fra Sine Skott, der er redaktør på STEM’RNE-projektet.

Fyens Stiftstidende, Fyns Amts Avis, TV 2/Fyn, DR Fyn, TV 2 og DR var de medier, der nu skulle samarbejde om at få de unge til stemmeboksene, og i slutningen af foråret startede de med at opbygge ungeredaktionen. I september startede redaktionen så på arbejdet frem mod valgdækningen – med én målsætning:

80 procent af unge på Fyn skal stemme ved kommunalvalget 2017. Og det skal STEM’RNE-redaktionens mix af 12 journalister, grafikere, fotografer og praktikanter sørge for.

»Det er første gang, at så mange medier er gået sammen om et bestemt mål. Vi er også en enormt ung redaktion med en gennemsnitsalder på omkring 26 år. Samtidig tror vi ikke, at der er nogle normale hoveder i teamet. Alle har vi nogle skøre og sjove idéer, og det fungerer bare godt,« fortæller de to STEM’R.

Roadshow i tourbus og snap-streaks?

I dag lever nogle af disse idéer i deres mange events, arrangementer og på deres sociale medier. For STEM’RNE gør meget ud af, at det skal være anderledes dækning.

De kører blandt andet rundt i en tourbus med et roadshow, hvor de besøger Fyns uddannelsessteder og skaber opmærksomhed omkring kommunalvalget. En idé, som Malte Jørstad fandt på. De har allerede været på Ærø, Langeland, Nordfyn og i ODEONs nye sale, hvor der er blevet afholdt valgdebatter mellem komikere og politikere, confession-bokse og mange flere tiltag.

Malte Jørstad (i rød T-shirt) til er af de mange roadshows. Foto: Louise Koustrup.

De sociale medier gør de også meget ud af. STEM’RNE fylder deres facebookside med et inferno af farverige billeder og videoer krydret med et ungt sprog og en masse humor. En mor, der rapper. Sjove voxpops. Og ’memes’.

»Det er sådan, man når de unge i dag. De vil ikke se flow-tv eller høre radio, men de er på sociale medier. Og så skal det bare være sjovt,« siger Sine og tilføjer: »Selvfølgelig er vi opmærksomme på, at det nogle gange kan blive lidt for hipt. Lidt for ungt. Den diskussion har vi på redaktionen næsten hver eneste dag, men vi vil gerne nå så mange som muligt.«

Snapchat er noget, STEM’RNE bruger med stor succes – og med en ny tilgang til appen. Mange medier bruger snapchat til at vise, hvad der sker i kulissen på en redaktion i en slags bag-om-fortælling. Men hos STEM’RNE benytter de det gulomkransede spøgelse til at komme endnu tættere på deres målgruppe.

»Vi afholder konkurrencer båret via snap-streaks. Hver dag udsender vi et spørgsmål omkring et eller andet lokalpolitisk emne, såsom hvad busser koster på Ærø, og så gælder det for dem om at svare. Vi svarer dem så igen, og på den måde chatter vi med de unge. Så tæt et forhold har jeg som journalist aldrig haft til min målgruppe, men det er faktisk ret fedt,« fortæller Sine.

Et brud med den traditionelle journalistik

STEM’RNE håber på, at den nære kontakt til de unge netop er dét, der skal få dem til at spærre øjnene op for kommunalvalget og sat valgdeltagelsen op på 80 procent. Det er også derfor, Sine Skott og Malte Jørstad befinder sig ude i Vollsmose-delen af Odense i dag.

Sine er ligesom alle de unge – en af STEM’RNE. Foto: Louise Koustrup.

»Vi møder de unge, hvor de er. Vi prioriterer at snakke med dem bagefter vores arrangementer. De er ikke vant til at blive lyttet til, men det prøver vi altid på. Og så bliver de interesseret i, hvad vi har at fortælle om kommunalvalg også,« smiler Sine, idet hun kommer i tanke om et eksempel fra deres tur til Ærø: »En ung kvinde fortalte mig, at hun havde haft den bedste skoledag nogensinde, da vi besøgte hendes uddannelsessted. Før det havde hun ikke vidst, om hun egentlig ville stemme, og nu overvejede hun pludselig at stille op. Hun havde fået en fornemmelse af, hvor vigtigt kommunalvalget er. Også for unge. Og det er dét, som vores dækning kan.«

Deres dækning fortsætter helt frem til den 21. november. På valgdagen regner redaktionen endda med at køre rundt til områder som Vollsmose, Bolbro og til nordfynske kommuner, hvor valgdeltagelsen historisk set har været lav, især blandt unge. Med deres tourbus vil de så fragte borgerne direkte hen til stemmeurnerne.

Men er det virkelig de fynske mediers opgave at sørge for, at stemmeprocenten blandt unge kommer op på de målsatte 80 procent? Og endda at gøre det på så konstruktiv og direkte en måde, som STEM’RNE gør det?

»Medierne og vi journalister har jo om nogen det største ansvar for demokratiet. Et kommunalsamfund, hvor de unge er meget lidt repræsenteret politisk, er jo ikke det ideelle demokrati. Derfor gør vi vores for at give dem et valg, oplysning og en masse selvtillid, så de tør bruge deres stemme,« fortæller Sine, inden hende og Malte deler de sidste T-shirts ud.

»Det kan godt være, vi bryder med de traditionelle regler for journalistikken, men vi synes, det er en vigtig sag. Vi fortæller ikke unge, hvad de bør stemme på. Vi prøver bare at få dem til at stemme.«

Malte og Sine passerer et par valgplakater på vej mod Vollsmose Torvs store glasudgang. Rundt omkring på bænke og borde ligger STEM’RNE-armbånd og postkort, som de for lidt over en time siden ankom til stedet med. Men nu må de videre. Arbejdsdagen er ikke slut endnu, for turen fortsætter videre mod Kold College.

Flere T-shirts skal de uddele til en snak om kommunalvalg, og de kommende dage byder på flere roadshows i det fynske og beskedudvekslinger på snapchat. For det er ikke alle unge, der ved, at de har en vigtig demokratisk date den 21. november. Det er ikke alle unge, der ved, at de er en del af STEM’RNE.