Lea Korsgaard: »Når man bliver talt til som en konge, så ranker man ryggen«

Foto: Søren Rønholt

Zetlands chefredaktør valgte Odense frem for Aarhus som journalistisk springbræt. Hendes studietid blev travl og fyldt med arbejde, men hun elskede det.

 

Af Mikkel Hamann Jensen

Tilbage i 2001 satte hun for første gang sine fødder på Syddansk Universitets lange linoleumsgange som nyudklækket journaliststuderende. Hun glædede sig. Uddannelsen var ganske ny, ikke mere end tre år gammel, og atmosfæren blandt de studerende og deres undervisere emmede af høje ambitioner og lysten til at nå toppen som de bedste af de bedste. Sådan fornemmede hun det i hvert fald. Og det blev starten på en studietid, som hun selv betegner som »den absolut fedeste tid«.

I dag er hun chefredaktør for det digitale medie Zetland, prisvindende forfatter, foredragsholder, og så har hun flere journalistiske år på rygraden som skriver hos Berlingske og Politiken. Og ikke mindst så interesserer hun sig brændende for, hvordan journalistikken kommer til at forme sig i fremtiden, og hvordan det er muligt at præge og forbedre den. En interesse, der gradvist begyndte at ulme hos hende i tiden på universitetet.

Pionertanker og journalistdrømmeri

Lea Korsgaard har altid gerne villet fortælle historier. Men drømmen om at blive journalist kom først forholdsvist sent.

»Nærmest siden jeg skrev min allerførste stil i 1.klasse, har jeg vidst, at jeg ville skrive. Når jeg skriver, er jeg allermest mig selv. Men jeg troede i mange år, at jeg hørte til i litteraturens verden, « fortæller hun.

Derfor startede hun i 00’ernes begyndelse på litteraturhistorie i Aarhus. Der gik dog ikke lang tid, før hun fandt studiet kedeligt.

»Nå, det skulle jeg så ikke. Så hævede jeg blikket: Hvordan kunne jeg så fortælle vigtige historier om verden? Og der lå journalistikken så snublende tæt på.«

Lea Korsgaard søgte året efter ind på journalistuddannelser både i Aarhus og i Odense. Men hun havde én favorit.

»Uddannelsen var så ny på Syddansk Universitet. Det tiltalte mig med den her pionerånd og den grandiose og fantastiske ambition om at lave Europas bedste og dygtigste journalister. Her startede min journalistdrøm for alvor,« husker hun fra dengang.

Forventning om, at alt ville være sjovt

Hun elskede idéen med, at det journalistiske håndværk blev mixet up med akademiske fag og en masse baggrundsviden.

»Skriften er ikke uafhængig af det indhold, du putter i den. Din viden er dybt, dybt forbundet med den historie, du arbejder på,« fik hun fortalt, da hun startede, og det holder hun ved i dag.

Hun gik ikke ind til uddannelsen med frygt for visse fag eller høje forventninger til andre. Tværtimod mente hun, at det hele nok skulle bliver sjovt.

»Jeg havde en glubsk, nærmest grådig appetit til at skulle lære journalistfaget. Jeg kastede mig bare sultent ud i det og sugede marven ud af alting. Jeg skulle have det maksimale ud af studietiden i Odense,« fortæller hun med et grin.

»Der blev talt til kongerne i os«

»Det blev netop så sjovt, fordi jeg dedikerede mig fuldstændigt til det. TV? Nej, hvor spændende! Og nu skulle jeg også lave radio? Det var så sjovt at prøve,« siger chefredaktøren entusiastisk.

Hun fandt en lige så stor glæde i de akademiske fag, hvor underviserne virkeligt sørgede for at fange hendes interesse.

»Jeg var fuldstændig vild med faget ’Historie’. Dengang havde vi Niels Arne Sørensen, som tit blev mødt med applaus efter sine undervisningstimer. Og jeg synes selv, jeg var en spade til ’Økonomi’, men siden SDU havde sørget for, at vi havde en førende velfærdsøkonomer som underviser, så blev det bare alligevel fedt. Vi blev forkælet. Der var ambitioner på vores vegne,« fortæller Lea Korsgaard og tilføjer med det samme: »Der blev talt til kongerne i os. Og når man bliver talt til som en konge, så ranker man ryggen. Vi gjorde os umage. Og det skabte en elektricitet i luften.«

En åbenbaring i Bogense

Når hun husker tilbage på sin studietid, begynder minderne stille og roligt at bruse frem. Hun husker, hvordan hun blev helt »blown away« af sin RUS-tur og dens mange fede aktiviteter. Hun husker, hvordan de racede rundt i nogle små, rødvinsfarvede Citroën’er med deres kameraudstyr for at lave TV. Og hun glemmer aldrig, hvordan hun første gang bemærkede, at journalistikken kunne gøre en forskel.

Det skete, da Lea Korsgaard og nogle studiekammerater besøgte en lokalredaktion i Bogense på Nordfyn.

»Vi skulle blandt andet dække kommunalvalget, og folk i Bogense syntes, det var fedt, at vi kom forbi og viste en stor interesse i deres by. Politikere såvel som indbyggere. Det er noget, de fleste uddannelser først har på deres kandidatgrad, men her blev vi tidligt kastet ud i en situation, hvor vores fag rent faktisk gør en forskel. Det var en vild oplevelse,« genkalder hun.

Journalistikken til debat

Og nu kommer vi tilbage til hendes ulmende interesse. For i løbet af studietiden og journalistmiljøet, som Lea Korsgaard færdedes i, begyndte snakken omkring, hvad journalistikken ellers kunne være, at gå på tværs af håndværksfagene, hendes andre fag og det sociale liv.

»Da jeg selv var chefredaktør på Lixen i sin tid, lavede vi en udgave med et slags oprør mod nyhedskriterierne. Vi satte dem til diskussion. Hvorfor behøvede ’konflikt’ at være en del af kriterierne? Kunne de ikke se anderledes ud?« spørger hun.

Spørgsmål, hun senere har stillet en del af og stadig stiller i nutidens mediediskussioner. Her ser hun en klar parallel fra hendes tid på studiet til den Lea Korsgaard, vi kender i dag.

»Der er en meget lige linje fra dén udgave af Lixen til det arbejde, jeg laver nu. Jeg blev stimuleret på min nysgerrighed. Vi snakkede ikke kun om, hvordan journalistikken så ud, men også hvordan den kunne se ud. Og jeg er stadig meget nysgerrig den dag i dag.«

 

15-års-jubilæum:

I 2002 var Lea Korsgaard selv chefredaktør på Lixen. Derfor markerer året anno 2017 det femtende år efter hendes tid på avisen.

Lixen-redaktionen ønsker hende tillykke med jubilæet!