Hvad siger praktikstederne: Politiken

JP/Politikens hus ©

Ved Rådhuspladsen i hjertet af København ligger en af Danmarks ældste og største aviser, Politiken. Avisen fik sidste år 53 ansøgninger, hvilket var det næsthøjeste antal ansøgninger efter DR Nyheder. Chefredaktør hos Politiken, Anne Mette Svane, og praktikantvejlederne gør et stort arbejde ud af at finde de helt rigtige aspiranter.

Af Simon Taarnskov Aabech

Sidste år blev over 300 hjemmesider gennemlæst for at danne et overblik over de kommende mulige praktikanter. Produktioner og præsentationstekst blev nøje læst. Debatredaktør og praktikantansvarlig, Milla Mølgaard, fortæller, at det er vigtigt for den ansøgende skribent at gøre opmærksom på sig selv.

”Man kan godt fornemme, om denne her praktikantansøger kan skrive. Vi går op i, om vedkommende kan vinkle sig selv. Kan jeg huske, at jeg har læst om vedkommende, når jeg går ind på hjemmesiden igen?” spørger hun.

En kabale eller et puslespil

De fire på redaktionen er som regel meget enige, når et praktikanthold skal sammensættes, og der er tit en bred enighed om, at der ikke findes et facit for en ideel ansøger. Kan journalisten få et fedt år, udvikle sig og vise, at man har det nødvendige niveau? Kan vedkommende holde skruen i vandet? Man skifter redaktion hver tredje måned eller hvert halve år, så ligesom hos de andre medier, kommer man rundt i landskabet. Kan den studerende klare sig alle steder?

”Vi prøver selvfølgelig at mikse studie, køn, alder og andre ting. Vi vil gerne støde på folk, der har lavet nogle gode tekster, har gode erfaringer og en fed personlighed, men hvis de alle sammen er 24 år, fra Århus og kun interesserer sig for kulturjournalistik, er det et problem. Det er selvfølgelig klart, at det er en kabale eller et puslespil at få det hele til at hænge sammen,” fortæller Milla Mølgaard.

Ingen skabelon af den perfekte praktikant

Ligesom hos DR, Ekstra Bladet og Radio 24/7 falder Politiken ikke på halen over, at ansøgeren tidligere har haft noget trykt eller solgt hos et større medie. Det hele handler om kvaliteten af personens tidligere arbejde. Det er ikke sikkert, at man har kunnet slippe afsted med en kanonartikel, men det spiller ingen større rolle. Så længe ens tekster og personlighed skinner igennem på praktiksøgerens hjemmeside.

Åbent hus hos Politiken er et meget vigtigt skridt i forhold til den første runde i udvælgelsen af praktikanter. Her ser avisen kandidaterne i øjnene og afholder samtaler med dem. Der bliver snakket journalistik, vejlederne danner sig et billede og får en fornemmelse af, hvem ansøgeren er, og hvad personen kan og vil.

Den studerendes uddannelsessted har heller ikke betydning hos Politiken.

”Der er nogle ting, RUC’erne er bedre til, for de har gået til journalistikken på én måde. Der er noget SDU’erne er bedre til, og så er der noget DMJX’erne er bedre til. Det er ikke så entydigt. Hovedpointen er, at vi ikke har en skabelon af den perfekte journalistpraktikant,” afslutter Milla Mølgaard.

Læs hvad resten resten af praktiksteder mener. Bare klik på billedet.

Illustration: Caroline Bjelke